Nytten af at tro på genopstandelse
Efter troen på Gud, har troen på Genopstandelse den fremmeste plads i at sikre en fredelig social orden. Hvorfor skulle de, der ikke tror på, at de vil blive stillet til regnskab, stræbe efter at leve et ærligt og oprigtigt liv? Men de af os, der er overbeviste om denne endelige afregning i den næste verden, prøver sandelig på at leve et disciplineret og ærligt liv. Koranen erklærer:
Du er ikke (beskæftiget) med noget erhverv, og du forelæser ikke fra Ham nogen del af Koranen, og I øver ikke nogen gerning, uden at Vi er vidner over jer, når I hengiver jer dertil. Og ikke et støvgrans vægt er skjult for din Herre på jorden eller i himlen. Og der er ikke noget mindre end dette eller noget større, uden det er (optegnet) i en klar (og tydelig) bog. [Koranen, 10:61]
Det er betroet bestemte engle at nedskrive alt, hvad vi gør. Gud har fuld viden og opmærksomhed om alle vore gerninger, intentioner, tanker og forestillinger. De, som forstår dette (og handler derefter) vil finde sand fred og glæde i begge verdener. En familie og samfund, der er sat sammen af sådanne individer, ville føle, at de boede i Paradiset.
Troen på genopstandelse afholder unge mennesker fra at spilde deres liv på flygtige og banale ting og giver de ældre håb, efterhånden som de nærmer sig graven. Den hjælper også børnene med at klare elskede personers død. Børn, som tror på, at de vil blive forenet med deres afdøde elskede i en langt bedre verden, finder sand trøst i genopstandelsen. Uden hensyntagen til alder, køn og alle andre kunstige menneskeskabte forskelle, har enhver brug for troen på genopstandelse i lige så høj grad, som de har brug for luft, vand og brød.
Da denne tro fører folk til et fredfyldt liv, skulle de intellektuelle, der efterlyser offentlig fred og sikkerhed, understrege den. De, der er overbevist om, hvad Koranen erklærer, –Da vil den, der gjorde et støvgrans vægt af godt, se det. Og den, der gjorde et støvgrans vægt af ondt, vil se det. [Koranen, 99:7-8]- fører et ansvarligt liv, og et samfund, der består af sådanne mennesker, finder sand fred og glæde. Når denne tro bliver indpodet i de unges hjerter, vil de ikke længere være et skadeligt samfundselement; men tværtimod prøve på at tjene deres land og menneskeheden.
Børn er meget følsomme og skrøbelige. De er yderst udsatte for ulykker og bliver også let påvirket af, hvad der sker med dem og deres familier. Når de mister et familiemedlem eller bliver forældreløse', formørkes deres verden, og de falder ned i en dyb uro og fortvivlelse. Da en af mine søstre døde i min barndom, blev jeg knust. Jeg gik jævnligt hen til hendes grav og bad fra mit inderste hjerte: "Oh Gud! Send hende venligst tilbage til livet igen og lad mig se hendes smukke ansigt igen, eller lad mig dø så jeg kan møde hende igen." Så hvilket andet end troen på genopstandelse og genforeningen med de afdøde elskede kan kompensere for tabet af forældre, brødre og søstre og venner? Børn vil først finde sand trøst, når de er overbevist om, at deres elskede er fløjet til Paradis, og at de vil blive genforenet med dem.
Hvordan kan vi kompensere de gamle for deres forgangne år, deres barndom og ungdom, som de har ladt tilbage? Hvorledes kan man trøste dem for tabet af elskede mennesker, som gik forud for dem i døden? Hvordan kan man fjerne angsten for døden og graven fra deres hjerter? Hvorledes får man dem til at glemme døden, som de føler så inderligt? Vil flere og nye verdslige fornøjelser bringe dem trøst? Kun ved at blive overbevist om, at graven, som synes dem som en drage med åbent gab, der blot venter på at fortære dem, i virkeligheden er en dør til en anden og meget bedre verden, eller blot et skønt venteværelse til den verden, kan de finde trøst og kompensation for sådanne tab.
Koranen udtrykker i sin uforlignelige stil sådanne følelser gennem Profeten Zacharias:
(Dette er) en ihukommelse af din Herres barmhjertighed mod Sin tjener Zakarias. Da han påkaldte sin Herre, idet han anråbte Ham i hemmelighed. Han sagde (da): ”Min Herre, mine knogler er svækkede i mig, og mit hoved flammer i gråt, og jeg har aldrig, når jeg bad til Dig, min Herre, stået tilbage elendig. Jeg frygter mine slægtninge(s opførsel) efter mig, og min hustru er gold. Giv Du mig derfor (som en velsignelse) fra Dig en arving (til profetembedet). [Koranen, 19:2-5]
Af frygt for at hans slægtninge ikke ville være tilstrækkeligt loyale overfor hans mission efter sin død, appellerede Profeten Zacharias til sin Herre for at få en mandlig arving til sin mission. Dette er alle gamle menneskers klage. Troen på Gud og genopstandelsen bringer dem de gode nyheder: "Frygt ikke døden, for døden er ikke nogen evig udslettelse. Den er blot en ændring af verdener, en frisættelse for dit livs forstyrrende pligter, et pas til en evig verden, hvor alle slags skønhed og velsignelser venter dig. Den Barmhjertige, Som sendte dig til verden vil ikke efterlade dig i gravens mørke og mørke korridorer, der åbner sig til den anden verden. Han vil tage dig til Hans Nærværelse, give dig et evigt og evigt lykkeligt liv og velsigne dig med al Paradisets overflod." Kun sådanne gode nyheder kan trøste de gamle og gøre dem i stand til at møde døden med et smil.
Vor frie vilje, som vi bruger til at styre vort liv, gør os enestående blandt alle skabninger. Fri vilje er manifestationen af Guddommelig Barmhjertighed og, hvis den bruges rigtigt, vil bringe os Barmhjertighedens frugter som belønning. Troen på genopstandelsen er en yderst vigtig og tvingende faktor, der får os til at bruge vor frie vilje rigtigt og ikke at gøre forkert overfor andre eller skade dem.
Sahl ibn Sa'd fortæller, at Guds Budbringer blev fortalt om en ung mand, der blev hjemme i dagevis. Budbringeren gik hen for at besøge ham. Da den unge mand så ham komme uventet, kastede han sig i Budbringerens arme og døde på stedet. Budbringeren sagde til de omkringstående: "Læg jeres vens lig udenfor. Frygten for Helvede forskrækkede ham inderligt. Jeg sværger ved Ham, i Hvis Hånd mit liv ligger, at Gud med sikkerhed vil beskytte ham fra Helvede. 31 Koranen fastslår: Og hvad angår den, der frygtede at skulle stå for sin Herre og afholdt sig fra (lavt) begær. Så vil (paradisets) have visselig blive hans opholdssted. [Koranen, 79:40-41].
I en hadith qudsi siger Gud: "Jeg vil ikke forene to sikkerheder, ej heller to ængstelser." 32 Med andre ord, de som frygter Hans straf her, vil blive beskyttet mod Hans straf hinsides; mens de, som ikke frygter Hans straf her, ikke vil blive reddet fra den der.
Da 'Umar så, hvordan en ung mand tappert protesterede og modstod en fejl, sagde han: "Ethvert folk, der mangler de unge, er dømt til undergang." Unge mennesker besidder en omdannende kraft. Hvis man lader dem sygne hen i trivialiteter og forbrug, underminerer man sin egen nations fremtid. Troen på genopstandelse stopper de unge mennesker fra at begå uhyrligheder og at spilde deres energi på flygtige fornøjelser og leder dem til at føre et disciplineret, nyttigt og dydigt liv.
Troen på genopstandelse trøster også den syge. En troende med en uhelbredelig sygdom tænker: "Jeg er døende; ingen kan forlænge mit liv. Enhver skal dø. Heldigvis skal jeg til et sted (Paradis), hvor jeg vil genvinde mit helbred og min ungdom og nyde dem for evigt." Sikre i denne viden byder Guds elskede tjenere, Profeter og helgener døden velkommen med et smil. Den Sidste Profet sagde under hans sidste minutter i live: "Oh Gud, jeg ønsker det evige selskab i den evige verden." Dagen før havde han fortalt sine Ledsagere: "Gud lader én af Sine tjenere vælge mellem denne verdens skønhed så længe, han vil og det, der er hos Ham. Tjeneren valgte det, der er hos Ham." 33 Den tjener var Budbringeren selv. Ledsagerne forstod. hvem han mente, og brød ud i tårer.
På lignende vis med 'Umar, da han herskede over et vældigt område fra Ægyptens vestlige grænse til Centralasiens højland, bøjede han sig for Gud og sukkede: "Jeg kan ikke længere opfylde mine forpligtelser. Lad mig dø, og blive taget til Dit Nærvær." Et så stærkt ønske om den næste verden, den evige skønheds verden og at være velsignet med visionen af den Evigt Smukke fik Profeten, 'Umar og mange andre til at foretrække døden fremfor denne verden.
Verden er en blanding af godt og ondt, ret og uret, skønhed og hæslighed og undertrykkere samt undertrykte. Mange tilfælde af uret går (tilsyneladende) ubemærket hen og talrige uretmæssigt behandlede mennesker kan ikke få deres ret. Kun troen på at blive genoprejst i en næste verden af absolut retfærdighed trøster de uretfærdigt behandlede og de undertrykte og afholder dem fra at søge hævn. Ligeledes finder de, der er ramt af ulykke og plager trøst i genopstandelsen, fordi de tror, at hvad, der end rammer dem, renser dem, og at alt, der er gået tabt i en katastrofe, vil blive genskabt i det Hinsidige som en velsignelse af det Hinsidige, ligesom hvis de havde givet disse effekter bort som almisser.
Troen på genopstandelse forvandler et hus til en Paradisets have. I et hus, hvor de unge forfølger deres fornøjelser, børnene intet har at gøre med religiøse følelser og udøvelse, forældrene er optaget af at sikre sig alle livets fantasier, og bedsteforældre bor på et alderdoms- eller plejehjem og trøster sig med kæledyr, for der er ingen børnebørn omkring, som de kan elske, og som kan vise dem den respekt, de ønsker - i et sådant hus er livet en byrde, der er svær at bære. Troen på genopstandelsen minder menneskene om de familiære forpligtelser, og efterhånden som de indfører disse pligter, vil en atmosfære af gensidig kærlighed, hengivenhed og respekt begynde at gennemtrænge huset.
Denne tro får ægtefæller til at elske inderligere, oprigtigere og respektere hinanden. Kærlighed baseret på fysisk skønhed er flygtig og af liden værdi, for den forsvinder sædvanligvis kort tid efter brylluppet. Men hvis ægtefællerne tror på, at deres ægteskab vil fortsætte evigt i den næste verden, hvor de for altid vil være unge og smukke, vil deres kærlighed til hinanden holde sig, selvom de gradvist bliver ældre og mister deres fysiske skønhed.
Et sådant trosbaseret familieliv får medlemmerne til at føle, at de allerede lever i Paradis. På samme vis, hvis et land beordrer sig selv til at følge den samme tro, vil dets indbyggere nyde et langt bedre liv end det, Plato forestillede sig i sin Republik, eller Al-Farabi (Alpharabios) i hans Al-Madinat al-Fadila (Den Dydige By). Det ville være som Medina på Profetens tid, eller de muslimske lande under 'Umars regering.
For at få en bedre forståelse for hvordan Profeten opbyggede det samfund, vil vi komme med adskillige eksempler på hans udtalelser vedrørende genopstandelsen og det næste liv:
Oh folk! I vil blive genoprejst barfodede og uomskårne. Lyt til mig med fuld opmærksomhed: "Den, der først får klæder på, er Abraham, må fred være med ham." Hør efter hvad jeg vil sige: "Den dag vil nogle fra min ummah blive taget i den venstre side og bragt til mig. `Jeg vil sige: Oh Herre! Det er mine Ledsagere.´ Jeg vil få at vide: `Du ved ikke hvilke uantagelige ting, de gjorde efter dig.´ Da vil jeg sige som den retfærdige tjener [betyder Jesus] sagde: `Jeg var vidne over dem, mens jeg fortsatte med at være iblandt dem. Da Du tog mig, blev Du opsynsmand over dem. Du er Vidne over alle ting. Hvis Du straffer dem, er de Dine slaver; hvis Du tilgiver dem, sandelig Du er den Al-Mægtige, den Al-Viise.´"[34]
Efter Gud skabte Adams børn har de aldrig oplevet noget, der var frygteligere end døden. Imidlertid er døden lettere end det, der følger den. De vil opleve sådan en rædsel, at sved vil dække deres kroppe, indtil det bliver som et bidsel omkring deres kinder, indtil det vokser til noget, der ligner havet, hvorpå man kunne, hvis man ville, sejle med fartøjer.[35]
Menneskene vil blive genoprejst i tre grupper: de, der kombinerede frygten for Gud med forventning [i frygt for Hans straf, men uden at tvivle på Hans barmhjertighed og tilgivelse]; de, som [fordi de jævnligt "vaklede"] vil forsøge at komme til Paradis "ridende på et muldyr" i grupper på to, tre, fire ... eller ti. Resten vil genopstå i Ilden, [eftersom de konstant begik synder, der var Helvedes Ild værdige], hvis de vil sove om formiddagen, vil Helvede sove sammen med dem; når de når natten, vil Helvede nå natten sammen med dem; når de kommer til morgenen, vil Helvede nå til morgenen sammen med dem, og når de når aftenen, vil Helvede nå aftenen sammen med dem.[36]
Guds Budbringer sikrede sig, at hans Ledsagere forstod nøjagtigt, hvad Helvede var, og vækkede i dem et stærkt begær efter Paradis ved at overbringe dets gode budskab til dem. Som resultat heraf levede de i en stærk bevidsthed om Guddommelig belønning og straf. De var så omhyggelige med religiøse pligter og folkets rettigheder, at, for eksempel, to af dem engang appellerede til Budbringeren om at løse en uenighed. Da han havde hørt på dem, sagde Budbringeren:
Jeg er et menneske som jer, så jeg vil dømme udfra det, I siger. Det er muligt, at en af jer taler mere overbevisende, og jeg måske vil dømme i hans favør. Imidlertid vil Gud dømme retfærdigt i det Hinsidige, ifølge sagens sandhed. Synderen vil få sin passende straf, mens den uskyldige vil møde sin belønning.[37]
Dette var tilstrækkeligt til, at hver Ledsager indrømmede sin påståede ret. Budbringeren rådede dem: "Del det omdiskuterede gods i to halve og kast så lod. Hver skal være tilfreds med sin andel med hele sit hjerte og uden fortrydelse."
Sa'd ibn Rabi' blev hårdt såret ved Slaget ved Uhud. Da han lå på sit yderste, hviskede han til Muhammad ibn Maslama, som bragte hilsener fra Budbringeren: "Bring mine hilsener til Guds Budbringer. Ved Gud, jeg mærker duften af Paradis bag Uhud."
[31] Ibn Kathir, Tafsir, 3:539 (citerer fra Ibn 'Asakirs Tarikh al-Dimashq).
[32] Kanz al-'Ummal, 3.141, Hadith nr. 5878.
[33] Ibn Ishaq, Al-Sirat al-Nabawiyya (Beirut: 1955), 2:642; Ibn Sa'd,Al-Tabaqat al-Kubra' (Beirut), 2:204.
[34] Bukhari, Anbiya', 8:48; Muslim, Jannah, 56; Tirmidhi, Qiyama, 3.
[35] Ahmad ibn Hanbal, Musnad, 3:154. (Fortalt af Anas.)
[36] Bukhari, Riqaq, 45; Muslim, Jannah, 59; Nasa'i, Jana'iz, 118. (Fortalt af Abu Hurairah, Bukhari og Muslim).
[37] Bukhari, Shahadah, 27; Muslim, 'Aqdiya, 4; Abu Dawud, Adab, 87.
- Oprettet den .