Spørgsmål vedrørende skæbne og menneskets frie vilje
Spørgsmål: Er vi skæbnens ofre? Har vi nogen del i de ulykker, der rammer os?
Svar: Da spørgsmålet er blevet diskuteret tidligere, vil jeg give en kort gennemgang.
Ingen er offer for skæbnen. Gud fastlægger ikke vore handlinger på forhånd; snarere skaber Han det, vi ønsker at gøre. Skæbnens befalinger eller domme er baseret på dens betragtning af vor frie vilje.
Vi er direkte ansvarlige for alt, hvad der sker os. Hvis vi oplever ulykke, er det enten, fordi vi har misbrugt vor frie vilje, eller fordi, som tilfældet er med Profeter, Gud ønsker at forfremme os til højere rang. For eksempel er solen absolut nødvendig og uundværlig for livet. Hvis vi opholder os udenfor for længe og dør af solstik, kan vi da give solen skylden?
Selvfølgelig ikke, for vi kunne have gået indenfor eller taget tilstrækkelige forholdsregler. På samme måde er vor frie vilje (ikke skæbnen) ansvarlig for enhver ulykke, der kommer vor vej. Det gør bare ulykken værre at give skæbnen skylden.
For at citere et andet eksempel: Gud, den Almægtige, skabte os og skænkede os bestemte evner eller kræfter, hvoraf en er vellyst. Hvis vi bruger denne kraft på upassende måde og således skader os selv, kan det kun være vores fejl. Gud gav os denne kraft, så vi kan reproducere arten på rette vis og blive forfremmet til højere rang ved at modstå vort kødelige selvs ulovlige forslag. Det samme gælder vrede. Den Almægtige Gud gav den til os, så vi kan forsvare os og vore religiøse og sociale værdier, ikke for at skade andre. Derfor, hvis et ukontrolleret udbrud af vrede får os til at dræbe en eller anden, er det vores fejl, ikke skæbnens.
Skæbnen forholder sig til både årsagen og virkningen samtidigt. Hvis vi udelukkende dømmer udfra virkningen, vil vi ofte tage fejl. For eksempel, hvis vi beskylder en far for at mishandle sin datter, mens han bare prøver at disciplinere hende, fordi han kan lide hende, eller så hun vil ændre sig og lære at opføre sig ordentligt, ville vi gøre faderen uret. Vi bør betragte al relateret information, når vi bedømmer en hvilken som helst begivenhed. Hvis vi ikke kan se noget godt i den, skal vi sige til os selv, at hvad end Gud gør, er det godt, enten i sig selv eller i dets konsekvenser, og aldrig give Skæbnen skylden. Det er det, der menes med: [Men det kan være, at I hader noget, skønt det er godt for jer, og det kan være, at I elsker noget, selv om det er dårligt for jer, og Allah ved (besked), men I ved ikke. Koranen, 2:216]
Under katastrofer som jordskælv eller oversvømmelser vælger Gud normalt ikke mellem de gode og de onde eller de uskyldige og de skyldige. Sådanne katastrofer rammer enhver, for de er dele af prøver og prøvelser, der er forberedt til os og tjener Hans formål. Men for at gennemleve sådanne katastrofer belønner Gud de gode og uskyldige mennesker stort i det Hinsidige. Det bør også understreges, at Gud sommetider bruger katastrofer til at straffe folk, som ikke forsøger at slutte sig til det gode og forebygge det onde.
Alt, hvad Gud gør, er det bedste og mest passende. Så vi skal forsøge at se Hans visdom bag det gode, Han skænker os og de lidelser, Han lader os undergå.
Spørgsmål: Hvordan kan en så ubetydelig ting, som den fri vilje, være årsag til, om man fortjener evigt Paradis eller Helvede?
Svar: Når vi sammenligner Guds handlinger og skabelse med vor egen funktion i tilværelsen, ser vi, at den rolle, menneskets frie vilje spiller, virkelig er ubetydelig. Som følge heraf er der nogle, der helt benægter den. De, der følger mellemvejen i denne sag, har konkluderet, at fri vilje er en tilbøjelighed, noget lignende en tilbøjelighed, eller mere en slags forkærlighed overfor en eller flere ad vore indre tilbøjeligheder, og derefter handle efter den tilbøjelighed. Faktisk er det som at trykke på en kontakt for at oplyse et hus eller en by.
Før vi spørger Gud, den Almægtige om, hvorfor Han skulle fordømme os til evig Helvedesild, hvis vi misbruger vor frie vilje under vor korte levetid, burde vi tænke over, om vi virkelig kan gøre os fortjent til evigt Paradis ved at bruge vor frie vilje korrekt. Skulle vi ikke overveje, om vi nogensinde kan takke Gud nok for de skatte, Han hælder ud over os? Selv hvis vi tilbad Ham gennem hele livet uden ophold, ville vi ikke kunne takke ham nok bare for vore øjne.
Som tidligere påpeget koster et granatæble eller et kirsebær det samme som hele universet, for dets vækst eller produktion kræver samarbejde mellem luft, vand, jord og solen, som vi jo er ude af stand til at frembringe. Dertil kommer, at Gud blot beder os om at sætte et lille stykke tid af til tilbedelse. Vi har sjældent brug for mere end en time til at udføre de fem foreskrevne, daglige bønner. Den mængde af rigdom, vi opfordres til at give i almisse, er i de fleste tilfælde kun en fyrretyvende del af det, vi har. Vi skal tage på pilgrimsrejse (hajj) en enkelt gang, og kun hvis vi har råd til det. Resten af vort liv og rigdom er til verdslige ting. Trods dette lover Gud, den Al-Barmhjertige, os evigt Paradis, hvis velsignelser og skønheder er hinsides forestillingsevnen. Så først og fremmest bør vi tænke på Guds uendelige nåde, som omfavner os og inviterer os til Paradis.
Nu vil vi svare på spørgsmålet.
Intention. Vor intention er afgørende. Budbringeren siger:
Handlinger bedømmes i henhold til intentionerne. Hvad end du har intention om at gøre, vil du få belønningen for. Så enhver, der emigrerer for Gud og Hans Budbringer, har emigreret for Gud og Hans Budbringer; enhver, der emigrerer for at opnå noget verdsligt eller gifte sig med en kvinde, emigrerer til det, der var intentionen.[27]
Intentionen er ånden i vore handlinger og bestemmer, hvordan vi vil blive belønnet (eller straffet). Hvis du ikke spiser og drikker hele dagen, men ikke havde nogen intention om at faste, tælles det ikke som faste. Hvis man faster uden at have intention om at opnå Guds velbehag, modtager man ingen belønning. Hvis du bliver dræbt under kampen for at ophøje eller styrke Guds Ord, dør du som martyr og kommer, med Guds vilje, i Paradis. Så man bliver belønnet (eller straffet) i henhold til éns intention.
Hvis du har en fast tro på Gud og troens søjler og ønsker at tro på dem [som skulle du leve evigt], vil du blive belønnet med evig lyksalighed i Paradis. Hvis du har fjernet din medfødte tilbøjelighed til at tro og dermed ønsker at ikke tro, om du så skulle leve evigt, vil du være ophav til din egen evige straf. I tilfældet med mennesker, hvis vantro er så dybt indgroet, og som har mistet evnen til at tro, siger Koranen:
Men de, der er vantro – for dem er lige meget, om du advarer dem, eller du ikke advarer dem – de vil ikke tro. Allah har forseglet deres hjerter og deres ører, og over deres øjne (ligger der) et slør – og de vil få en svær straf.[Koranen, 2:6-7]
Straffen for vantro. En given straf afgøres af forbrydelsens natur og resultat samt personens intention, ikke af hvor lang tid, det tog at begå forbrydelsen.
Mord, som det kun tager minutter eller sekunder at udføre, bliver ofte straffet med mange år i fængsel eller endda dødsstraf. Vantro er uendeligt mere alvorligt end mord. Hvis man beskylder sandfærdige og uskyldige mennesker for løgn og bedrag, bliver de meget vrede på en. Vantro betyder også følgende:
- At benægte det sande vidnesbyrd af utællelige skabninger, fra atomer til enorme galakser, om deres Skabers eksistens og Enhed, og at beskylde dem for at lyve eller aflægge falskt vidnesbyrd.
- Benægte Gud, den Unikke Skaber, Opretholder og Administrator af eksistensen og at nedgøre Hans utallige kunstarbejder.
- At beskylde mere end 100.000 Profeter for den mest nedrige form for løgn, bedrag og snyd. Og det på trods af at ifølge historiens vidnesbyrd og de folks, de blev sendt til, er de de mest sandfærdige af hele menneskeheden.
- At beskylde de troende for at følge de største svindlere i menneskehedens historie. Sådant et synspunkt fornærmer og beskylder utallige troende fra Adams tid og til i dag for svig og afvigelse.
Af disse og andre, lignende grunde er det ren retfærdighed at fordømme vantro til Helvedes evige afstraffelse.
Uanset hvor ubetydelig vor frie vilje forekommer, og uanset hvor lille en synd vantro måske synes ved første øjekast, er vantro en benægtelse og negation og derfor destruktiv. Husk at vi sammenlignede fri vilje med at tænde for en kontakt for at oplyse et værelse. At slukke en kontakt kan mørklægge en hel by. En tændt tændstik kan ødelægge et vældigt, storslået palads på et par minutter, selvom det tog hundreder af arbejdere mange år at bygge det. Mere nyligt, husk på en enkelt kugle, der blev affyret af en serber, startede første verdenskrig og førte til massive dødstal og ødelæggelser.
Lad os også forestille os en have med alle slags blomster og træer, hvor fugle synger og dyrene bor. Disse planter og dyr har brug for det vand, der når dem gennem kanalerne, hvis de skal overleve. Nogen har ansvaret for at åbne disse kanaler, så vandet kan løbe igennem dem. Hvis denne person, af den ene eller anden grund, ikke lod vandet løbe og dermed dræbte alt i haven, hvad ville da være en passende straf? Vantro er ligesom sådan en handling, men i hele skabelsens størrelsesorden.
Vantro er en utilgivelig utaknemlighed. Hvordan kan du benægte Ham, Som bragte dig ind i eksistens fra ikke-eksistens, gav dig så mange evner (f.eks. fornuft, intellekt, hjerte, hukommelse og indsigt samt indre og ydre sanser) og ernærer dig gennem talrige variationer af mad og drikke? Sådanne mennesker forbereder deres egen undergang, og deres straf må svare til deres handling (af benægtelse).
Selv hvis vi alle arbejdede sammen på det, kunne vi ikke skabe bare én frugt, ét blad eller et græsstrå. At benægte eksistensen af den Ene, Som kan gøre alt dette, og Som skabte dette vældige univers og gav os herredømme over det, er den værste synd, vi kan begå og fortjener derfor den mest varige og strenge straf.
Satan forsøger at føre os på vildspor ved at invitere os til vantro og spredning. Vort ondt befalende selv blev givet os, så vi kan stige til højere rang ved at forfine det. Vores samvittighed har en medfødt følelse af Guds eksistens, væsnernes Skaber og Opretholder, og følelser, der længes efter evighed, kan kun tilfredsstilles af evighed. Satans følgere, vantro, der er behersket af deres begær og deres ondt befalende selv, lukker deres samvittighed overfor de talløse tegn på Gud i dem selv og universet, udslukker de følelser i sig, der drejer sig om evighed og gør sig selv blinde overfor Skaberens mest manifeste tegn: Koranen, Profeten Muhammad og alle andre Profeter.
Straffe varierer. Straffen for at bryde en aftale er proportional med dens betydning og dens sande ejer. Et barn, der knuser et vindue får ikke samme straf som en adjudant, der mister eller ødelægger kongens krone. Hvis en menig og en officer bruger de penge, de har modtaget (baseret på deres rang) på ubetydelige ting og således spildte dem, ville officeren med sikkerhed få en langt større straf end den menige. Hvis en videnskabsmand, der er ansvarlig for udførelsen af videnskabelige undersøgelser, brugte de ressourcer, der var betroet hende, på studiet af bagateller, ville hun givetvis blive straffet langt strengere end en fårehyrde, der brugte de ressourcer, der var betroet hende, på sine egne behov, i stedet for på dyrenes.
Dyrene misbruger ikke eller spilder den livskapital, de har fået til rådighed. De gør, hvad end de skal: nogle bærer byrder, nogle giver mælk og kød, og andre producerer honning eller silke til vor brug. Kun vi kan bruge vore ressourcer som vi lyster. Udfra denne kendsgerning samt de tidligere omtalte skatte, Gud har givet os på grund af vor status som Hans viceregenter på Jorden, medfører vort misbrug af disse ressourcer i en meget streng straf. Hvis vi tillader os selv at blive domineret af vort ondt befalende selv og ikke af vore hjerter (som må flyde over med viden om og kærlighed til Skaberen), er vi bestemt til at blive brændsel på Helvedes bål.
Spørgsmål: Profeten siger, at i den sjette uge af et fosters udvikling sender Gud en engel for at skrive, om det vil blive retfærdigt og fremgangsrigt eller ondt og fordømt. Hvad betyder det, og hvordan kan vi forene det med menneskets frie vilje?
Svar: Udover det, der er blevet sagt tidligere, vil vi komme med følgende kommentarer.
Skæbne er en titel på Guddommelig Viden. Den ophæver ikke vor frie vilje eller tvinger os til at opføre os på en forudbestemt måde. Eftersom Gud på forhånd ved, hvad vi vil gøre og sige (da Han ikke er begrænset af vort tidsbegreb), har Han engle, der skriver vor livshistorie ned. Vi opfører os i overensstemmelse med vor frie viljes diktat, ikke fordi Gud skrev vort fremtidige liv ned.
Skæbne er beslægtet med både årsag og virkning. Der findes ikke to adskilte skæbner, den ene for årsag, den anden for virkning. Gud ved på forhånd, hvordan vi vil reagere i en bestemt situation, og Hans forudviden ophæver ikke vor frie vilje.
Kun Gud ved, om vi kommer i Paradis eller i Helvede. Selvom vantro fortjener evig straf, kan vi ikke sige, at de vantro kommer i Helvede, for en dag tager de måske imod troen og kommer i Paradis. Mange ateister er blevet muslimer. Islam kom for at lede de vantro til tro og tilbedelse, og til evig lyksalighed i Paradis.
Spørgsmål: Hvad betyder fitra (oprindelig natur)?
Svar: I en autentisk hadith siger Profeten, at alle børn fødes med denne fitra, og så får deres forældre og deres omgivelser dem til at antage en anden tro (eller slet ingen tro).
Denne hadith betyder, at enhver har det medfødte potentiale til at blive muslim. Islam er alle skabningers naturlige religion, da den betyder "fred, frelse og lydighed". Da alle ting adlyder Gud fuldkomment og fungerer i henhold til Hans love, er alle skabninger muslimer. Ethvert væsens legemlige struktur, uanset religion eller mangel derpå, om de er menneske eller jinn, er muslim, for alle kroppe virker i henhold til de love, Gud, den Almægtige, har fastlagt for dem. Hvis et nyfødt barn kunne føre et fuldstændigt klosterliv, fri for omgivelsernes påvirkning, ville det blive ved med at være en naturlig muslim.
Denne hadith viser også, at en nyfødts sind er som et bånd, hvor man kan optage hvad som helst på, en klump dej, der kan formes på alle måder, et stykke blankt papir, hvorpå man skrive hvad som helst. Hvis du kunne beskytte dit sind mod enhver ydre kilde til ødelæggelse, kunne du med lethed modtage alt, der har med Islam at gøre og blive en perfekt muslim. Men hvis dit sind bliver urent, eller du sprøjter trossætninger, overbevisninger og opførsel fra andre religioner (eller ateisme) ind i det, vil du enten gå over til en anden tro eller møde mange problemer på din vej til at blive en god muslim.
Nyfødte minder om frø, der kan frembringe gode muslimer, for de er alle frø af fremtidige muslimer. Ugunstige forhold kan deformere frøene eller ødelægge dem, og disse mennesker vil til sidst antage en anden tro eller slet ingen. Af denne grund, for at avle gode muslimer, må vi gøre vort bedste for at forbedre vore familiære og omgivende sociale forhold. Efter børnene når puberteten, er synder de primære årsager til deformerede frø. Da enhver synd har potentialet til at lede folk til vantro, må vi beskytte os mod synd. Familien, uddannelse og sociale forhold er også af stor betydning.
Spørgsmål: Hvad betyder vejledning, og kan vi vejlede nogen anden?
Svar: Vejledning er lys, Gud tænder i dig, fordi du bruger din egen frie vilje på troens vej. Kun Gud fører én til sandheden, som det påpeges gentagne gange i Koranen: Hvis Allah havde (gennemtvunget) Sin vilje, så ville Han visselig have samlet dem sammen på den rette vej. [Koranen, 6:35]; Og hvis din Herre havde (gennemtvunget) Sin vilje, så ville de, der var på jorden, have troet alle til hobe. [Koranen, 10:99]; Du kan visselig ikke retlede (alle) dem, du elsker, men Allah retleder hvem Han vil.[Koranen 28:56]; og ]; Du kan visselig ikkefå de (åndeligt) døde til at høre, du kan ikke få de døve til at høre kaldet, når de vender sig om og viser (dig) deres rygge. Og du kan ikke lede de blinde ud af deres vildfarelse. Du kan kun få dem til at høre, som tror på Vore tegn og så underkaster sig.[Koranen, 30:52-53].
Eftersom Gud vejleder, bønfalder vi Ham i hver rak'a af vore daglige, foreskrevne bønner, idet vi siger: Led os til den Rette Vej (1:6). Guds Budbringer siger: "Jeg er blevet sendt for at kalde mennesker til tro. Kun Gud vejleder dem og sætter tro i deres hjerter."
Koranen siger ligeledes, at Guds Budbringer kalder og vejleder folk til den Rette Vej, som i: O du [Muhammad] kalder dem visselig til en ret vej.[Koranen, 23:73]; Og således har Vi åbenbaret ordet på Vor befaling. Du vidste ikke, hvad Bogen eller troen var, men Vi gjorde det(te ord) til et lys, hvormed Vi ledede, hvem Vi ville af Vore tjenere. Sandelig, du (Muhammad) leder visselig til den rette vej. [Koranen, 42:52].
Versene modsiger ikke hinanden. Gud skaber enhver med potentialet til at acceptere tro; men både familien, omgivelserne og de eksisterende undervisningsmæssige og sociale forhold spiller en vis rolle i éns vejledning eller vildfarelse. Gud sendte Budbringere for at kalde mennesker til troen, nogle af disse modtog Åbenbarede Bøger, så folk kunne forandre sig selv. Profeten Muhammad er den sidste Budbringer, og den Åbenbarede Koran er den sidste, og eneste uforvanskede Guddommelige Bog.
Koranen indeholder principperne for vejledning. Budbringeren giver vejledning, enten gennem Bogen eller sin personlighed, opførsel og gode eksempel. Han reciterer de Guddommelige Åbenbaringer, viser Guds tegn til sit folk (eller til menneskeheden i sin helhed, i Profeten Muhammads tilfælde) og peger på deres fejlopfattelser, overtro og synder.
Enhver ting, begivenhed og fænomen er et tegn, der peger på Guds Eksistens og Enhed. Derfor, hvis vi tror oprigtigt og uden fordomme, kæmper mod de kødelige begær og fristelserne fra det ondt befalende selv og Satan, og bruger vor frie vilje til at finde sandheden, vil Gud lede os til en vej, der fører til Ham. Han erklærer i Koranen:
O I som tror, frygt Allah og søg nærhed til ham og kæmp for Hans sag, for at I må fuldkommengøres.[Koranen, 5:35]
Og dem, der anstrenger sig for Vores sag, vil Vi visselig lede ad Vore veje. Og sandelig, Allah er med dem, der handler godt.[Koranen, 29:69]
Hermed formanes den, der tror på Allah og den yderste dag, og for den, der frygter Allah, vil Han skabe en udvej. [Koranen, 65:2]
For at finde eller gøre sig fortjent til vejledning, må vi stræbe efter det i oprigtighed og lede efter de veje, der fører til den. De, som Gud har velsignet med vejledning, burde først vise, at de har modtaget den ved at sætte et godt eksempel og derpå kalde andre til den ved alle lovlige (islamiske) midler. Gud beordrer gentagne gange Sin Budbringer at gøre netop dette i disse og andre vers:
Og advar din nærmeste slægt.[Koranen, 26:214]
Forman (dem) derfor, for du er kun en advarer.[Koranen, 88:21]
Forkynd derfor åbent det, der er blevet befalet dig, og vend dig bort fra afgudsdyrkerne.[Koranen, 15:94]
Kald til din Herres vej med visdom og god formaning, og strides med dem på bedste måde; thi din Herre ved bedst, hvem der er faret vild fra Hans vej, og Han kender bedst de retledte.[Koranen, 16:125]
I har visselig i Allahs sendebud et godt og skønt forbillede for den, som håber på (og frygter) Allah og den yderste dag og ihukommer Allah meget. [Koranen, 33:21]
Guds Budbringer overbragte Guds Åbenbaringer til folk, kaldte dem til tro på den bedste og mest effektive måde, og udholdt store vanskeligheder og forfølgelser for at gøre det. Han modstod de mest lokkende fristelser, der var beregnet på at få ham til at holde op med at kalde folk til troen på Een Gud, og han fortsatte sin mission uden at forvente nogen verdslig belønning. Han søgte kun Guds velbehag og menneskenes fremgang i begge verdener, da han erobrede Mekka (med Guds hjælp) og fik Hans ord til at sejre, tilgav han de mekkanere, som nådesløst havde forfulgt ham gennem 21 år, idet han sagde: "Ingen hævn skal på denne dag komme over jer. Gud vil tilgive jer, (for) Han er den Mest Barmhjertige af de Barmhjertige. Gå! I er befriede!"[28]
Engang sagde Guds Budbringer til `Ali: "Hvis nogen finder vejledning ved din hånd, er det bedre for dig end at have røde kameler."[29] Ifølge loven om at "den, der forårsager, er ligesom den, der udøver", vil en, som fører en anden til vejledning, modtage det, den anden tjener eller får i belønning, uden nogen formindskelse i hans eller hendes belønning. På samme måde siger Guds Budbringer:
Enhver, der etablerer en god vej, modtager den samme belønning som de, der går ad den vej siden, indtil den Sidste Dag, uden nogen formindskelse i deres belønning; enhver, der etablerer en ond vej, bebyrdes med de samme synder som de, der går ad den indtil den Sidste Dag, uden nogen formindskelse af deres byrde.[30]
Hvis du er medvirkende til menneskers vejledning, så husk dem aldrig på det ved at sige, for eksempel: "Du fandt kun vejledning på grund af mig." Det er en alvorlig synd og utaknemlighed overfor Gud, for kun Gud vejleder og får dig til at føre andre til vejledning. På samme måde skal de, du fører til vejledning, heller aldrig sige, for eksempel: "Uden dig var jeg aldrig blevet vejledt."
Hvis du fører andre til vejledning, skulle du tænke noget lignende som: "Priset være Gud, for Han har brugt sådan en fattig og hjælpeløs én som mig til at gøre denne berømmelige handling. Gud er så kraftfuld, barmhjertig og velgørende overfor Sine tjenere, at Han skaber klaser af druer på træ. Da træ ikke har ret til at selv tage æren for de druer, der vokser på det, kan jeg heller ikke tage æren for en andens vejledning." Hvad angår de, der finder vejledning, burde de tænke noget i retning af: "Gud, min Lærer, så min nød og hjælpeløshed og tillod Hans tjener at føre mig til vejledning. Al pris gå til Ham."
Ikke desto mindre kan de, der er blevet ført til vejledning, føle en taknemlighed overfor vedkommende, som Gud brugte til at vejlede dem. Når alt kommer til alt, fordi Gud skabte os og vore handlinger, skaber Han også de midler, der sætter os i stand til at få vejledning eller vildledning. Men det ophæver ikke eller formindsker vor egen frie viljes del i vor vejledning eller vildledning.
[27] Sahih al-Bukhari, "Bad'u l-Wahy", 1; Sahih al-Muslim, "Imara", 155.
[28] Ibn Sa'd, Al-Tabaqat al-Kubra', 2.142; Ibn Ishaq, Al-Sirat al-Nabawiyya, 2:402.
[29] Bukhari, Jihad, 102; Muslim, Fada'il al-Sahaba, 35. "Røde kameler" er en metafor, middelalderens arabere brugte om den mest kostbare ting, man kan have. (Eng. Overs.)
[30] Muslim, Zakat, 69; Ibn Maja, Muqaddima, 203.
- Oprettet den .