Fredens og Forsoningens Linie

Der er i landet i vore dage forskellige strømninger af ideer og sociale rystelser. Dette bør betragtes som naturligt, for vort folk er i krise. På samme måde fremavler, tvivlsspørgsmål, der fører til undersøgelser, og som danner grundlag for viden, på sin vis nye idestrømme; men krisers relative værdi bør måles udfra det, de lover.

Der er ikke så mange vanskeligheder i samfund, der har sikret sig alle deres behov i henhold til tiden, og som har fortsat deres naturlige udvikling ad logiske veje. Men i samfund, der ikke har tilfredsstillet deres materielle og åndelige behov, og som ikke har fortsat deres naturlige udvikling, uddybes kriserne i takt med det øgede indre og ydre kræfter.

Kriser og økonomisk uro ligner sne, snestorme og orkaner. Med hensyn til deres følger er de jævnligt gode. Kriser tvinger et samfund til en ny begyndelse og form, og som følge af kriser, vil et samfund være bedre i stand til at forstå den tid, det lever i. Hvis et samfund ikke kender sin egen tidsalder, og hvis dets handlinger og reaktioner ikke udgør en del af den tidsalders begivenheder, er det ikke muligt at regne det for et levende samfund, for det er på vej mod sikker undergang.

Der er ingen tvivl om, at bag den agitation, menneskeheden oplever i dag, forberedes en ny fødsel og formdannelse, der vil blive hjulpet på vej af indre og ydre kræfter, der ryster modviljens mure. En nation, der kan komme uskadt gennem den slags omvæltninger, vil modtage sin andel af det, der forventes som resultat ved denne proces, og vil dermed etablere en ny verden baseret på dette fundament.

Det er efter al sandsynlighed utænkeligt, at vor nation forbliver udenfor en sådan udvikling. Den vil overkomme krise efter krise, lide besvær efter besvær og føle smerter efter smerter, og til sidst vil den indtage sin plads på scenen og modtage sin belønning.

National enhed er en essentiel faktor i forhold til den fare, begreber som national oprør og opsplitning udgør. De indre konflikter, hvis omkostninger nationen har betalt gennem århundreder, har nået et alarmerende niveau i denne tid, hvor følelsesmæssige holdninger er fremherskende. Vi kan klart sige, at det er umuligt at forestille sig en større fare for vor genfødsel end dette.

Vort samfund har i nogen tid været meget overfladisk med hensyn til dets intellektuelle og videnskabelige struktur, meget fattigt med hensyn til dets åndelige liv og ynkværdigt med hensyn til ledelse. Det er vanskeligt at forestille sig, at et samfund baseret på enighed og accept kan opretholdes, medmindre intolerance og snæversynethed er fuldstændig elimineret.

Enighed og forsoning er essentielle faktorer i fornuftens og logikkens verden. Kun en union, der er baseret på fornuft og logik kan holde til evt. eksterne angreb. Den union og det broderskab, der i dag eksisterer, er primært baseret på følelser og ønsketænkning, hvilket gør den skrøbelig og modtagelig overfor potentielle angreb. Sådan en union er svag og utilstrækkelig og vil kun leve kort. At etablere et sammenhold baseret på modstand og fjendtlige følelser mod en bestemt gruppe, er intet andet end en forbigående bølge af følelsesmæssig forening.

Hvis man i dag tager hensyn til indre og ydre splittende kræfter, er der et akut behov for at debattere de faktorer, der holder os sammen som en union, og at revidere vort formål og midler og fastlægge vore mål og hensigter. For samværets skyld, som er grundstenen for vor materielt/spirituelt og verdslige/ikke-verdslige glæde, har vi tvingende brug for et stærkt sammenhold.

Forskellige ideer og fremgangsmåder er resultatet af forskellige karakterer. Vor Skaber ønskede, det skulle være således, og der er ingen tvivl om barmhjertigheden og visdommen heri. Men menneskene har ansvaret for, at opretholde harmonien, ordenen og videreeksistensen af naturlig lov med udgangspunkt i deres egen fri vilje. I modsætning til den absolutte forudbestemmelse, der eksisterer på det makrokosmiske plan, nyder menneskene frit valg i deres eget rige. Hvis det er en velsignelse at komme til verden, er enhver velsignelse, der følger efter, et resultat af en årsag eller en handling. Grunden til at blive skænket velsignelsen ved social sammenhæng må være at socialisere samvittighederne og fremelske gavmildhed og kærlighed til menneskene i de forskelliges hjerter. Indtil denne slags grovhed og splittelse, som altid betragter sandheden som værende på ens egen side på grund af egoisme, uden at vise nogen respekt for den sandhed og godhed, der virkeliggøres i andre menneskers hænder. Denne gruppes verdensopfattelse er baseret på udsagn som "hvis det ikke er fra min egen hånd, vil jeg ikke have godhed bragt af andre, ej heller midlerne til den", og de søger sandheden i lydighed overfor en selv, og anser dem, der er ulydige, som udenfor religionen eller som forrædere - indtil den slags grovhed og splittelse fjernes fra vor samvittighed og hjerter, er enighed og forsoning umulige.

Først og fremmest skal meningsforskelle om emner, der ikke er relaterede til uimodsigelige principper, betragtes som normalt. De, som tænker anderledes, må i det mindste mødes med en høflighed, hvilket betyder en velkomst og hilsen til en fredsommelig orden i samfundet.

Under alle omstændigheder er det en kendsgerning, at der er et betragteligt antal faktorer, der kan give anledning til splittelse i samfundet. I det følgende er nævnt nogle eksempler på disse:

1. Når forskellige individer og grupper foretager religiøs tjeneste, uden at der er en overordnet leder, der er accepteret af samtlige af disse grupper, har det til tider ført til, at hver gruppe har fulgt sin egen vej. De har alle tænkt sig at tjene nationen - nogle ved at undervise i recitation af hellige skrifter, andre ved at læse bøger, der er skrevet for at genoplive religionen, andre ved at oplære folk på det intellektuelle plan og atter andre ved at deltage i politik. I den henseende tjener de alle deres religion og landet med hensyn til deres ideer og intentioner; men de gør det på forskellige planer.
2. Hver af disse grupper ser deres egen leder som religionens fornyer - og selv hvis denne leder er uskyldig i en sådan påstand - er dette en grund til splittelse.
3. Et andet aspekt er Mahdi-institutionen (Mahdi er en muslimsk Frelser, der forventes at dukke op ved tidernes ende). Troen, der omhandler Mahdi, har været en vital faktor for individer og samfundet mod strømningerne af mangel på tro og frafald. I en periode, hvor essensen i troen rokkes og de islamiske regler for dagligdagen brydes, har masserne en tilbøjelighed til at forvente en "supermand", der i ét åndedrag foretager alle de nødvendige reformer og sætter en stopper for alle uhyrlighederne. Bortset fra dens utopiske aspekter, bør sådan en forståelse ikke latterliggøres..
4. Udover de anførte grunde, kan det tilføjes, at der kan være en ydre påskyndelse til uenighed blandt os. Man kan ikke benægte, at visse fremmede magter vil forsøge at skabe splittelser og konflikter i vort samfund.
5. Udover den splittelse, der eksisterer blandt grupper, der tjener vort land i religiøst henseende, har vort samfund en tendens til opsplittelse grundet den indflydelse en række andre faktorer udøver. Vort land, hvor mange stammefolk har slået sig ned, og hvorfra mange er udvandret, har været en vugge for mange civilisationer. Selvom visse etniske, religiøse og sekteriske forskelle i virkeligheden burde være en kilde til berigelse, er de blevet opildnede og er blevet faktorer, der opsplitter vort samfund indefra. Denne situation udgør en stor fare for vor nutid og fremtid.

Andre faktorer, der forstærker de indre uenigheder er ubalancer på det økonomiske plan samt fraværet af institutioner, der kan etablere en kommunikationsbro mellem grupper og individer. Årsagerne til den smerte, vi lider som samfund, kan bedre forstås ved betragtning af faktorer, som manglen på adskillelse af magt i administrationen, ufunktionelt demokrati og utilstrækkeligt etableret balance mellem lov og magt. På baggrund af tilfældighed og subjektivitet i partiadministrationerne er mange ting blevet iværksat på grundlag af enkeltindividers indfald samt mangler og fejl på de administrative og politiske områder. Fundamentale fejl i vort politiske system har resulteret i, at sekularismen ikke er indført i overensstemmelse og harmoni med dens ægte standarder, hvilket har medført en kunstig opsplittelse af samfundet i sekulære og ikke-sekulære og dermed dannet grobund for vore nuværende lidelser.

På trods af visse prisværdige udviklinger på en række områder, er det vanskeligt at sige, at faren er mindre, end den var tidligere. En udefra kommende fare er lettere at modstå end en indefra kommende. Det moralske forfald, der i dag bevæger sig frem på et plan som en smitsom sygdom, der har oversvømmet alle samfund, sætter det i stand til at ødelægge alle de principper, der holder et samfund på fode. De segmenter af samfundet, der er blevet bragt i en tilstand af respektløshed for ukrænkelige værdier ved denne erosion, er i fare for at blive ofre for fraværet af intellektuelle og åndelige ståsteder. Og vi er ikke engang bevidste om, at vi er midt i en forvirring af forståelse, terminologi og metodologi.

Det er vanskeligt at påstå, at denne forvirring og opstandelse ikke har påvirket de troende segmenter af samfundet. Sekteriske tendenser, forskelle på hældninger og temperamenter - selvom de er ganske naturlige - samt etnisk separatisme - alle disse kræver opmærksomhed med henblik på at de kan blive områder for manipulation og indblanding. Faktisk er der ingen alvorlige indikationer på, at grupper, der tjener religionen har været påvirket og styret af fremmede magter. Det er imidlertid et faktum, at disse grupper endnu ikke har nået den ønskede intellektuelle og spirituelle modenhed.

I Tyrkiet samt i den muslimske verden, vil der være en risiko for følgende problemer hos de grupper, der har til hensigt at tjene religionen og landet:

1. Manipulation af individers ønske om indflydelse og som en følge af dette en opmuntring af grupperne til intern konkurrence.
2. Påvirkning af andre grupper ved handlinger, der gøres i religionens navn.
3. Forventninger om belønning her på jorden for selv den mindste indsats, selvom belønningen for religiøse tjenester og dyder bør forventes i den næste verden.
4. Etablering af alternative grupper i opposition med allerede eksisterende grupper, der er velfungerende i Islams navn, hvormed der kan opstå mulighed for indre stridigheder. Disse stridigheder vil kunne rokke ved det fundament, der bærer enhedens dynamiske aspekter, og vil dermed være en markant hindring for religiøse tjenester.

Udover disse, kan vi iagttage, at vort folk hverken intellektuelt eller åndeligt er mættet. Som en følge af det opleves en følelsesmæssig og spirituel tomhed, hvor menneskene bliver fremmedgjorte overfor deres egne hjerter og samvittigheder.

Antropologer og sociologer er enige om, at religion altid har været en væsentlig faktor for de folkefærd, der gennem historien har befolket jordkloden. Den menneskelige psyke rummer et behov for religion for at kunne opnå den indre balance, der er essentiel i den menneskelige eksistens. Manglen på religion kan være årsag til depressioner både hos enkelte individer samt på samfundsmæssig plan. I de perioder hvor menneskene ikke har haft tilstrækkelig religiøs vejledning til at opnå en strukturering i deres behov for at tro, har de forsøgt at dække dette behov ved forskellige primitive tilbøjeligheder.

Det er sørgeligt at skulle være tilskuer til, hvordan en gruppe, såkaldte "intellektuelle" stadig kan være fremmedgjorte over for det religiøse behov, der er essentiel i den menneskelige eksistens. Med deres udtalte fobi mod "reaktionære kræfter" har denne gruppe "intellektuelle" til stadighed tendens til at modarbejde enhver manifestation af religiøs karakter.

Som en følge af denne vedvarende modarbejdning af religiøs oplysning er der opstået en ideologisk polarisering af samfundet i en overvejende ateistisk/materialistisk og en religiøs del. Blandt den overordnede religiøse del af samfundet ses et heterogent ideologisk mønster med en intern opsplitning i adskillige mindre grupper. Disse respektive grupper prøver at tjene i religionens navn, men grundet den manglende koordinering opstår der i perioder tendens til ideologiske konflikter. I perioder har vi været vidne til grove argumenter, angstbetonet modstand og alvorlige gnidninger blandt disse grupper. Når desuden uoprigtighed, egoisme og ønsket om monopol på ideer styrer de aktiviteter, der udføres, kan de interne stridigheder nå ukontrollerbare størrelser.

Mennesket er et socialt væsen med et medfødt instinkt til at danne grupper. Når dette instinkt ikke kanaliseres i en ansvarlig retning, kan det medføre, at mennesket ledes bort fra sin oprindelig gode natur og bliver skadelig for sig selv og sine omgivelser. Så længe begreber som uvidenhed, intolerance og fanatisme har fodfæste i de forskellige samfundslag, vil der altid være risiko for opståelse af splid og intern uro. I modsætning hertil vil der, i takt med at viden og indsigt, tolerance, forståelse og overbærenhed bliver udbredt, opstå muligheder for enighed og forsoning. En "fredslinie", hvor grupper kan mødes, vil fremkomme.

I den situation hvor diverse grupper er nået til enighed om formålets rimelighed samt de basale principper i måden, hvorpå man opnår dette mål, vil diskussion på petitesseniveau omkring mål og middel være urimelig. Når man tager forskelle i temperament og tilbøjeligheder i betragtning, er der "ligeså mange veje til Gud, som der er åndedrag hos Hans skabninger."

I de inter-individuelle relationer er det væsentligt, at den enkelte person ikke anser sine medmennesker for at være lavere rangeret i tro og status end en selv. I henhold til almen sund fornuft og ikke mindst Koranens principper bør den enkelte være optaget af at tjene i Guds navn og udelukkende leve i kærlighed til dette. Således handler en sand muslim både individuelt og på gruppe plan udelukkende ud fra princippet om kærlighed til Skaberen samt skaberværket. Den kritik som de forskellige grupper måtte rumme vil udelukkende være rettet mod egne handlinger og den enkelte vil aldrig være destruktiv, anklagende eller intolerant overfor andre. Medmennesker vil blive betragtet som brødre og søstre, og enhver dyd og succes hos disse vil blive rost og danne basis for glæde og positivt samvær.

I Profetens tid, må fred og velsignelser være med ham, udstedtes befalinger i denne retning, ligesom praksis også fulgte denne linie af forståelse. Udover at man bevidst fremhævede forsonende faktorer, og enhver betragtede andre som kære brødre og søstre, blev diverse personer opmuntrer til at dyrke de potentialer, de måtte rumme.

Det blev aldrig anset for underligt, at der mellem personer med forskellig temperament og tilbøjelighed, så som Abu Dharr og 'Abd al-Rahman ibn 'Awf samt Bilal og 'Uthman, var forskellige opfattelser og meninger om sekundære sager. Så længe den sociale enhed ikke blev truet rørte man ikke ved stamme- og familiebåndene og de forskelle, der var mellem dem. Ligesom de to forskellige ærværdige titler Muhajir (Immigranterne) og Ansar (Hjælperne) altid fremgød respekt, forsatte Aws's og Khazrajs omdømme at eksistere. Da Profeten sagde til Sa'd ibn Mu'azs klan, Aws's høvding, "Rejs jer for jeres herre!", blev menneskets natur bekræftet. Faktisk så man gennem fingre med stolthed over at tilhøre en stamme - forudsat at der ikke fulgte nogen konflikt - . Udtryk for stolthed, såsom "de, som huskede Koranen udenad, er af vore; de, som gjorde det, er vore..." blev tolereret.

En af de væsentligste faktorer, der i vore dage medfører social splittelse er race diskrimination. I en tid, hvor verden i tiltagende grad globaliseres, og lande finder sammen for at danne unioner, virker en sådan separatisme undergravende for den globale fred og enighed. Specielt er det demoraliserende at se, hvordan personer, der tilhører samme sociale lag, stadig kan fokusere på etniske forskelle frem for sociale ligheder. I et land som Tyrkiet, der i århundreder har været skueplads for sameksistensen af en lang række forskellige etniske grupper, vil dét at søge såkaldt "rent blod" være meningsløst.

Det enkelte individ og de forskellige sociale grupper kan ikke tillade sig at handle udfra impulser og følelsesmæssige faktorer. I et velfungerende samfund bør alle handlinger struktureres i henhold til gensidig tolerance, respekt og accept. Den bedste måde, hvorpå man opnår denne handlingsstruktur, er ved at fokusere på fælles punkter og prioritere disse højt i forhold til eventuelle adskillende faktorer.

Alle politiske og ikke politiske ledere, der står i spidsen for diverse sociale grupper, bør mindes om følgende væsentlige punkter, der berører den kollektive samvittighed:

Må jeres kærlighed, jeres had og jeres vrede være for Gud's skyld! Lad altid de fælles interesser opnå højeste prioritet! Lad ikke jeres ego dominere jeres eksistens! For det er umuligt for den, der tilbeder sit ego at elske Sandheden eller folket. Elsk jeres venner og forsøm ikke at være gavmild mod dem! Vær på vagt overfor egoisters destruktive infiltrering! Og lad jer ikke påvirke af disses selvcentrerede verdensbillede!

Husk at ondskab og had aldrig har løst noget endnu; tro på, at dit forhold til civiliserede mennesker kun kan bestå gennem dialog og tolerance.

Som troende menneske, betragt da universet som en "broderskabets og søsterskabets vugge", og søg en måde at bygge et forhold med enhver skabning, der rummer tolerance og accept af deres synspunkter og ideer. Vær altid mild overfor jeres venner og parate til at omfavne dem!

Være imødekommende overfor alle, idet I lægger kritik til side, lad dem opleve en stor grad af påskønnelse og venlighed. Må Gud være jeres ven og hjælper.

Tweet

Whatsapp