Ideelle Ånder og Kærlighedshelte

Kun de, som flyder over af kærlighed, vil bygge fremtidens glade og oplyste verden. Deres læber smiler med kærlighed, deres hjerter gløder af kærlighed, deres øjne udstråler kærlighed og de mest nænsomme menneskelig følelser - således er de kærlighedshelte, som altid får budskaber om kærlighed fra solens op- og nedgang og fra stjernes blinkende lys.

De, som ønsker at forandre verden, må først forandre sig selv. For at andre skal følge dem på vejen til en bedre verden, må de rense deres indre verdener for had, bitterhed og jalousi og besmykke deres ydre verdener med alle slags dyder. De, som er langt fra selvkontrol og selvdisciplin, som det ikke er lykkedes at forfine deres følelser, kan sige ting, der kan virke tiltrækkende og indsigtsfulde ved første øjekast; men de vil ikke kunne inspirere andre - eller, hvis de faktisk gør, vil de følelser, de vækker, snart visne hen.

Godhed, skønhed, sandfærdighed og dydighed ligger i verdenens essens. Uanset hvad der sker, vil verden en dag finde denne essens, og ingen kan forhindre det i at ske.

De, som arbejder på at oplyse andre, at søge glæde til dem og at udrække dem en hjælpende hånd, har så udviklet og oplyst en ånd, at de er som beskyttende engle. De kæmper mod de katastrofer, der rammer samfundet, står op imod "storme", skynder sig at slukke "brande" og er altid på vagt overfor mulige chok.

Kærlighedens vogtere

En af vor tids store tænkere sagde: "Vi er kærlighedens vogtere; vi har ikke tid til fjendskab." Dette er et meget vigtigt princip for os. Det er imidlertid ikke nok bare at sige det; det afgørende er at repræsentere det. Der er faktisk mange, der taler smukke ord om at elske menneskeheden, og deres ord er da også pæne. Men jeg undrer mig over, hvor mange af dem, der taler disse smukke ord, er i stand til at sætte det i bevægelse og repræsentere det i deres eget selv, i deres karakter, som de snakker om? Jeg tror, det er svært at svare tilfredsstillende på dette spørgsmål.

Et af vor Profets vigtigste kendetegn er, at han praktiserede det, han prædikede. Han praktiserede alt, hvad han sagde, og implementerede i sit liv hvilke ord, han end talte. Ord, der ikke føres ud i praksis, er, uanset hvor skønne og fuldkomne de er, dømt til at blive værdiløse, affald og de mister deres indflydelse med tiden. Ved det indtryk, de gør på menneskets hjerte, kan man forstå hvor stillestående ikke blot menneskenes ord, men også Guddommelige Ord, kan blive, hvis de ikke leves i praksis. Koranen er en bog, hvori ikke et eneste bogstav er blevet ændret, og den har bevaret den samme friskhed og nyhed, som den havde i det øjeblik, den først blev åbenbaret. Det er en velsignet og berømmet bog; men den er blevet offer for at ikke kunne blive set tydeligt i den tågede atmosfære af svag menneskelig repræsentation og mangler og som følge deraf underlagt ufuldkommenhedernes sindssyge rasen, der ikke tilhører den, men til de samfund, det ikke lykkes at føre den ud i livet. Religion og Koranen bør være vitale for tilværelsen og blive forstået fuldt ud, så vi kan forblive dynamiske. Koranen skal være fuldt repræsenteret, så den kan udføre den opgave, man forventer af den. Kort sagt er det, jeg forsøger at sige her følgende: Det er ikke nok at sige, at man er en vogter af kærlighed og en fredens repræsentant. Der er en mængde forhindringer, der skal overvindes. Det afgørende er at føre de smukke ord ud i livet.

Kærlighed og hengivenhed er blandt Islams vigtigste principper. Så vi må repræsentere dem over hele verden. Men visse nylige, negative begivenheder især, har fået folk til at tænke andet om Islam, en det, den virkelig er. Det er selvfølgelig absolut forkert at tilskrive Islam de fejl, nogle mennesker har gjort. Det er sandt, at der er forekommet en alvorlig ændring i et naboland; men de ansvarlige for det gik ikke ud over slagordene. Desuden er det ikke det eneste land, som afspejler Islams billede ukorrekt i verden. Der er mange andre lande og ledere, der uafladeligt fremstiller negative portrætter gennem deres holdninger og adfærd, og selvfølgelig ved at gøre sådan støtter de Koranens modstandere. Oveni alt dette skal vi insistere på det, vi altid har sagt, og vi er fast besluttede på at virkeliggøre det. Vor indre verden skal flyde over med kærlighed og hengivelse for menneskeheden, der må overhovedet ingen plads være til fjendskab i vort hjerte. Lad der ikke være nogen tvivl om, at dette nye århundrede vil blive en æra, hvor kærlighed og dialog blomstrer. Fjendskab vil blive grundlæggende elimineret, og kærlighed og tolerance ville dukke op overalt. Dette er ikke nogen fjern mulighed, især i en periode, hvor verden oplever globalisering. Hvis Gud vil, vil de hellige, når tiden er inde, gennemføre denne mission.

Kærlighedsmennesker

Den tilknytning til Gud, som kærlighedsmennesker som Mawlana, Yunus, Hodja Yasawi og Bediüzzaman havde, er meget, meget større end vores, og de er langt mindre fejlbehæftede end vi. Derfor udførte de ubestridelige arbejder vedrørende kærlighed, hengivenhed og tolerance, og de havde stor indflydelse på deres omgivelser i den henseende. Men hvis vi vurderer dem indenfor den periode, de levede, var der ingen af dem, der så det niveau, nogle troende har nået i vore dage, som resultat af deres arbejde vedrørende dialog og tolerance. I virkeligheden måtte hver af dem gå gennem ubehagelig behandling; i forhold til det, de led, er det, vi går igennem, for næsten intet at regne.

Bediüzzaman siger om den lidelse, de måtte stå igennem: "Tror de, jeg er en egoist, der kun bekymrer mig om mig selv? Jeg har ofret mit ganske liv og har ingen tid haft til at tænke på mit efterliv, for at frelse samfundets tro. Mit hele liv har udspillet sig på slagmarker, i fængsler eller i dette lands arresthuse og retssale. Der findes ingen undertrykkelse, jeg ikke har set, eller uretfærdighed, jeg har været offer for. Jeg er blevet behandlet som en forbryder i retssale; jeg er blevet udvist fra by efter by som en vagabond. Men hvis jeg ser mit samfunds tro sikret, da vil endogså jeg gå med til at brænde i Helvedes ild. For mens min krop brænder, vil mit hjerte være som en rosenhave." På trods af alle vanskelighederne var der ingen af disse kærlighedsmennesker, som i deres egen tid så den grad af accept, vore dages repræsentanter for dialog og tolerance har mødt. Deres budskaber havde ikke samme indflydelse i offentligheden, som vore dages helte af tolerance har. Jeg tror, at hvis de levede i dette århundrede og så vore dages strømninger mod dialog og tolerance, ville de spørge: "Hvordan er det lykkedes jer med en dialog over hele verden? Hvad er jeres hemmelighed?"

For at opretholde den værdighed, der ikke blev skæbnen for disse lysets giganter, fordi forholdene ikke var til det, er det nødvendigt at holde fast på denne vej. I går sagde et betydningsfuldt menneske til mig: "Nogle kredse, der var stærkt imod de troende indtil i går, støtter dem nu varmt og anbefaler dem." I virkeligheden er dette et fingerpeg på den accept, Gud har lagt i hjerterne på de, der er på jorden som dens repræsentanter. Hvis ikke man ser dette, er det en utaknemlighed, og hvis man ser det og ikke udtrykker taknemlighed, er det en anden dimension af vantro.