Tolerance fra Teori til Praksis

Tolerance er rosen og blomsten fra vore bakker. Den blev født med os og har blomstret med os. Det er tydeligt, at Jesus, som er den mest agtede person i Vesten, og hans disciple repræsenterede tolerance i betydningsfuld grad. Men i vor verden accepterede ledsagerne og de to generationer, der fulgte efter Profeten, op til sejdukerne, osmannerne og vore dage, alle tolerance som et grundlæggende princip i deres omgang med andre. Ligeledes accepterede de som en generel filosofi princippet om at behandle alle skabninger godt, for Skaberens skyld.

Det tidspunkt, hvor det normalt er vanskeligst at anvende tolerance, er på det tidspunkt, folk har magt og styrke ved hånden, eftersom tolerance sædvanligvis karakteriserer de undertrykte. Hvorimod tolerance, i vor historie, har gennemsyret den nationale ånd så grundigt, at selv når vi har været stærk og magtfuld som nation, har vi holdt os til princippet om at være "blandt folk, en simpel én af dem", og magt og styrke er ikke blevet brugt som midler til undertrykkelse og tyranni. Vor histories gyldne blade bærer vidne om, at vore forfædre altid havde tolerance med til de regioner, hvor de havde kontrollen med skæbnen. De så intet problem i, at en moské, en kirke og en synagoge lå side ved side, og de var kendt gennem århundrederne for deres tolerance.

Det er, i denne henseende, en fejlagtig slutning, at tolerance er noget, der er importeret fra en anden del af verden. Men, ligesom i Vesten, har der været megen tale om tolerance på det seneste; men det er svært at sige, at det har afspejlet sig i samme grad i alle samfundets lag. Eksempelvis har nogle af de, der konstant taler om tolerance, i årevis forbandet muslimerne for deres religion og religiøse anliggender og uden at gøre nogen forskel har kastet mudder på alle muslimer med fornærmende slogans som "reaktionær, fanatiker og fundamentalist." Det er umuligt at stille disse handlinger lige med tolerance. Det, de mener med tolerance, er tolerance udelukkende overfor deres egne tanker. Hvorimod, eftersom tolerance er en bred dimension af demokrati, skal alle, hvad angår demokratiske rettigheder og friheder, vurderes efter de samme kriterier, og alle skal have en andel tolerance. I stedet for at søge sandheden tror de, der siger: "Lad os diskutere om Koranen er en guddommelig bog, og om Muhammad (fvmh) er en profet", at de lægger dynamit i Islams grundvold. Men man kan se, at de ikke tillader den samme åbenhed, når det drejer sig om deres egne trossystemer eller ideologier. Faktisk har ingen af disse "ismer" eller ideologier bevist deres værdi for nogen, i modsætning til Koranen og Muhammad, må fred og velsignelser være med ham, som altid har bevist sig selv. De har været kilden til historiens største civilisation og har været referencepunkt for hundreder millioner af mennesker.

I disse dage har man, med Gud's hjælp og gavmildhed, påbegyndt en ny form for dialog og tolerance på landsbasis. Alle bør på en eller anden måde følge den generelle tendens i denne aktuelle proces. I den seneste tid har alle - i et bredt spektrum fra politikere til forretningsverdenen, fra akademikere til religiøse mennesker - endelig talt om tolerance og dialog og har udvist en forsonende adfærd. Det er velsignelse, Gud for nylig har skænket denne nation. Det er en fejltagelse for de, der påbegyndte denne trend i vort land, at sige: "Vi opfandt dette." For Gud smedede denne proces af tolerance i en gennemsigtig støbeform, der er åben for enhver, og enhver, der støtter det, vil få det. I den henseende er det ikke vigtigt, hvem der får æren for det; det vigtige er, at denne atmosfære eksisterer. Tusind tak til Gud for at, da Tyrkiet havde brug for sådan en proces, trådte det ind i den. Som jeg tidligere sagde er det, der er vigtigt, at processen fortsætter.

Det vigtigste, for at atmosfæren af tolerance og dialog kan nå ud til større kredse, er kvaliteten af dens repræsentanter. For når principperne fremsættes i teorien, men ikke føres ud i praksis og i livet, viser det, at repræsentanterne ikke er oprigtige. Med forlov, vil jeg give et eksempel her. Fornylig gjorde en skribent en fejlagtig sammenligning. Han henviste til et vers fra Koranen, der siger: "Og hvis I ser de går for langt, gå ikke længere end dem: Men hvis I udviser tålmodighed, det er sandelig den bedste kurs for de, der er tålmodige"(16:126). Han sammenlignede det med Jesus lærdom om at vende den anden kind til og konkluderer, at Kristendommen er en mere tolerant religion end Islam. Sagen kom under debat for nylig, og den blev på en halvt spøgende måde medie for følgende begivenhed, der fandt sted mellem en landsby-imam og en præst. En dag sagde en præst, der lignede ovennævnte skribent, at Kristendommen var en mere tolerant religion end Islam. En imam fra en landsby, som hørte præstens ord, slog ham derpå i ansigtet. Den overrumplede præst løftede hånden for at slå igen. Men imamen indvendte hastigt: "Jeg troede, at i din religion, skal man vende den anden kind til. Vend nu den anden kind til, så jeg kan slå dig på den!" Præsten svarede: "Denne gang vil jeg opføre mig i henhold til din religion og give dig nøjagtigt det samme, som du gav mig."

Man kan anse fortællingen for en spøg; men hvis der er en sandhed i den, er det, at det er af stor betydning at være realistisk, når det kommer til tolerance. Koranen insisterer på, at man tilgiver enhver ondskab, der gøres mod én. Dette er tydeligvis en dyd. Men det kan ikke blive en lov. Loven tager hensyn til gensidighed og retfærdighed. Så vi skal ikke forveksle individuelle holdninger med lov. Koranverset fra før drejer sig om krigsførsel, ikke med individuelle holdninger eller regler for opførsel. Ifølge Islam er tolerance essentielt på hvert af livets områder. Selv under krigshandlinger opmuntrer Koranen muslimerne til at stoppe kampene og skabe fred, hvis den anden side tilbyder fred. Den forbyder aldrig god behandling af fjendtlige soldater, når det er nødvendigt. Det er på grund af denne befaling i Koranen, at Salahaddin al-Ayyubi plejede Rikard Løvehjerte om natten, selvom de slogedes om dagen. Men vi kan se som en historisk kendsgerning, at eftersom Kristendommen ikke medbragte nogle stringente regler vedrørende krig, har krigene i Kristendommen været langt blodigere og mere ødelæggende, hvorimod Islam bragte mange regler og restriktioner. Imidlertid tror vi, som muslimer, på alle profeterne uden at gøre forskel på dem i tro, og vi sammenligner dem ikke. Hvis der er nogle forskelle mellem deres lærer, skyldes det tiden og forholdene.

Et enkeltmenneske kan fuldt ud tilgive enhver uretfærdighed, der er tilføjet vedkommende og give henstand med alle fordringer, man har overfor folk. Det er alligevel essensen i tolerance. Præcis som Koranen siger: "Giv igen på ondskab med noget, der er bedre. Da vil det, der mellem dig og den anden blev til had, vende sig om og blive som din nære ven!" (41:34) Sammen med dette må det ikke glemmes, at retfærdighed har en meget vigtig position i individets, såvel som samfundets, liv. I Islam er alting på rette plads.

En troende bør smelte selv de hårdeste meteorer, der kastes mod ham/hende, i sit bryst, ligesom Jordens atmosfære gør til vor beskyttelse, og idet man begynder med sin nærmeste kreds, bør man udstråle til alle kærlighedens, omsorgens og dialogens lys , som hele tiden strømmer fra troen. Han eller hun skal elske enhver som menneske, i virkeligheden ethvert levende væsen, for Skaberens skyld, og han/hun skal flyde over med medfølelse for hele skabelsen. Dette bør være målet for ethvert troende hjerte, for hans eller hendes liv, og ethvert materielt og spirituelt offer bør gøres, for dette måls skyld.

Pin It
  • Oprettet den .
Copyright © 2020 Fethullah Gülen Webside. Alle rettigheder reserveret.
fgulen.com er officiel kilde på Fethullah Gülen, den berømte tyrkiske lærde og intellektuelle.