Ånden i den mellemliggende verden

Efter døden bliver ånden ført til Guds Nærvær. Hvis den førte et godt, dydigt liv og forfinede sig selv, vil de engle, der har ansvaret for at tage den derhen, svøbe den i et stykke satin og bære den, gennem himlene og alle indre dimensioner af eksistensen, til Hans Nærvær. Under denne rejse byder engle den velkommen fra hvert et hus eller opholdssted, den kommer forbi, og spørger: "Hvis ånd er dette? Hvor er den dog smuk!" Englene, der viderefører den, introducerer den med de mest smukke titler, den havde, mens den var i verden, og svarer: "Dette er sjælen af en, som f.eks. bad, fastede, gav almisser og tålte alle slags vanskeligheder for Guds skyld." Til sidst byder Gud, den Almægtige, sjælen velkommen og siger til englene: "Tag den tilbage til graven, hvor kroppen er begravet, så den kan besvare Munkars og Nakirs, de undersøgende engles, spørgsmål."

Uanset hvilken ulykke, vi oplever, er den et resultat af vor egen synd. Hvis de troende er oprigtige, men ikke altid kan holde sig fra synd, tillader Gud, ud af Sin Barmhjertighed, ulykker at slå ned, så de bliver rensede. Gud udsætter dem måske for store pinsler under døden, enten for at tilgive deres endnu utilgivende synder eller for at forfremme dem til højere (spirituel) rang; men derpå tage deres ånd meget skånsomt. Hvis der, på trods af alskens ulykke og dødskvaler, stadig er nogle synder tilbage, der ikke er tilgivet, bliver disse mennesker straffet i deres grav og viol, bliver på denne måde ikke straffet i Helvede. Da graven er det første opholdssted på rejsen mod evigt liv, er den kendetegnet ved en foreløbig udspørgen af to engle, om hvad slags tilværelse, den afdøde førte. Næsten alle, undtaget Profeter, skal undergå nogen lidelse.

Det er optegnet i pålidelige bøger, at 'Abbas, Profetens onkel, ønskede meget at se 'Umar i en drøm, da sidstnævnte var død. Da han så ham 6 måneder senere, spurgte han ham: "Hvor har du været indtil nu?" 'Umar svarede: "Spørg ikke om det! Jeg er lige blevet færdig med at gøre rede (for mit liv)."

Sa'd ibn Mu'adh var blandt de ypperste ledsagere. Da han døde, fortalte Ærkeenglen Gabriel Guds Budbringer: "Den Guddommelige Trone rystede, da Sa'd døde." Utallige engle deltog ved hans begravelse. Efter Sa'd, må Gud være tilfreds med ham, var begravet, sagde Budbringeren i forbløffelse: "Priset være Gud! Hvad (vil der ske med andre) hvis graven klemmer (endda sådanne mennesker som) Sa'd?"

I graven bliver enhver udspurgt af englene Munkar og Nakir. De spørger: "Hvem er din Herre? Hvem er din Profet? Hvad er din religion?" og mange andre spørgsmål. Hvis de afdøde var troende, kan de besvare disse spørgsmål. Ellers kan de ikke. Spørgsmålene fortsætter vedrørende deres gerninger i verden.

Åndens relation til kroppen ændres i forhold til den verden, den bor i. I denne verden er ånden lukket inde i kroppens fængsel. Hvis det selv, der befaler ondt og kropslige begær dominerer ånden, vil den uundgåeligt forfalde og udtrykker den persons endelige undergang. De, som bruger deres viljestyrke på den måde, Gud lærer os, disciplinerer deres ondt-befalende selv, nærer deres ånd (via tro, tilbedelse og god opførsel) og ikke bliver slaver for legemlige begær, vil finde deres ånd forfinet, renset og udstyret med prisværdige kvaliteter. Sådanne mennesker vil finde glæde i begge verdener.

Efter begravelsen venter ånden i den mellemliggende verden mellem denne og det Hinsidige. Selvom kroppen går i opløsning, vil dens essentielle partikler (kaldet ajb al-dhanab, som bogstaveligt betyder haleben, i en hadith) ikke rådne. Vi ved ikke om ajb al-dhanab er en persons gener, eller noget andet. Uanset denne dunkelhed, fortsætter ånden sit forhold til kroppen gennem det. Gud vil gøre denne del, der er dannet af kroppens essentielle partikler, atomer eller alle dens andre partikler, der allerede er spredt i jorden, modtageligt for evigt liv under den endelige ødelæggelse og genopbygning af universet. Han vil også bruge den til at genskabe os på Dommens Dag.

Den mellemliggende verden er riget, hvor ånden mærker "åndedraget" af Paradisets lyksalighed, eller afstraffelsen i Helvede. Hvis vi førte et dydigt liv i verden, vil vore gode gerninger (f.eks. bønner, recitationer, velgørenhedsgerninger) fremstå for os som venlige følgesvende. Der vil også blive åbnet vinduer ind mod himmelske scenerier og, som det står i en hadith, vil vor grav blive som en Paradisets have. Men hvis nogle af vore synder stadig ikke er tilgivet, uanset hvor dydige vi var, kan vi komme til at lide nogen straf i den mellemliggende verden, indtil vi fortjener Paradiset. Ikketroende, som har hengivet sig til synder, vil møde deres gerninger, der vil antage former af onde fyre og utøj. De vil se scener fra Helvede, og deres grave vil blive som huler i Helvede.

Mens vi lever, føler vor ånd smerte og føler glæde og fryd. Selvom den føler smerte, tilsyneladende gennem nervesystemet og bruger dette ekstremt komplicerede system til at kommunikere med alle kroppens dele, kan videnskabsmændene stadig ikke forstå, hvordan den samvirker med kroppen, især med hjernen. En hvilken som helst legemlig brist, der forårsager døden, kan få nervesystemet til at holde op med at virke. Imidlertid er det videnskabeligt blevet fastslået, at visse hjerneceller overlever en tid efter døden. Forskerne forsøger at modtage signaler fra sådanne celler. Hvis det lykkes dem, og de kan dechifrere (afkode) de signaler, vil det være nyttigt, især indenfor kriminologi, i at løse uopklarede forbrydelser. For eksempel fortæller Koranen os om, hvordan Gud i Profeten Moses´ tid genoplivede en død person, som identificerede hans morder:

Og (ihukom den tid) da Moses sagde til sit folk: "Sandelig, Allah befaler jer, at I slagter en ko". De sagde: "Driver du spot med os?". Han sagde " Jeg søger tilflugt hos Allah mod ( den tanke), at jeg skulle være en af de uvidende".

Og (ihukom den tid) da I forsøgte at dræbe et menneske og stredes derom. Og Allah bringer frem i lyset, hvad I skjuler. Da sagde Vi: "Sammenlign med lignende (tilfælde)": således giver Allah liv til de døde og viser jer sine tegn, for at I må forstå. [Koranen, 2:67, 71-73)

Da ånden lider smerter og føler glæde, og da den fortsætter sin relation med kroppen (via de essentielle legemlige partikler, der ikke rådner) i den mellemliggende verden, er det meningsløst at diskutere om det er ånden, kroppen eller begge, der vil nyde Paradiset eller lide i Helvede.

Eftersom ånden lever det verdslige liv sammen med kroppen og deler alle dens glæder og sorger, vil Gud lade folk genopstå både kropsligt og åndeligt. Ahl al-Sunnah wa al Jama'a 10 er enige om, at ånden og legemet enten vil gå til Paradis eller Helvede sammen. Gud vil bygge legemer, der er unikke for det Hinsidige, hvor alting vil være levende: Og dette nærværende liv er kun skæmt og spøg, men det kommendes bolig, det er visselig det sande liv, hvis de (blot) vidste (det) ikke. [Koranen, 29:64]

Ånder i den mellemliggende verden kan høre og se os, forudsat at Gud tillader det. Hvis Han gør det, kan Han tillade nogle helgenlignende mennesker at se og høre og kommunikere med os.

Vort regnskab afsluttes ikke, efter vi dør. Hvis vi efterlader os gode, dydige børn, bøger eller institutioner, som folk fortsat har gavn af, eller hvis vi har rejst penge eller bidraget til at rejse til dem, der gør godt for andre, forøges vor belønning. Hvis vi efterlader os ondskab, vil vore synder forøges ligeså længe, vor ondskab skader andre. Derfor, hvis vi ønsker at hjælpe vore elskede, der er døde, skal vi gøre gode gerninger. Hvis vi hjælper de fattige, deltager i islamiske tjenester, fører et godt og dydigt liv og især give ud til at fremme Islam og det gode for muslimer og menneskeheden som helhed, vil vi få deres belønninger til at blive større.

[10] Ahl al-Sunnah wa al-Jama'a, der betyder Sunnaens og Samfundets Folk, er det store flertal af muslimer, der følger Profetens og Ledsagernes vej. Andre grupper muslimer, der kan kaldes fraktioner, adskiller sig fra dem med hensyn til enten trosspørgsmål (f.eks. Mu'tazila og Jabriya) eller syn på Ledsagernes rolle i religionen (f.eks. Kharijiter og Shi'a) på grund af politiske tilbøjeligheder og indflydelse fra gamle filosofier. (Eng. Overs. Anm.)