• Hjem
  • Værker
  • Spørgsmål
  • Det påstås, at religion er et menneskepåfund, skabt til at dække over problemer, menneskene ikke selv kan løse, men som i fremtiden, når civilisationen bliver mere moderne, vil blive løst. Derfor spørges: "Vil der så stadig være behov for religion?"

Det påstås, at religion er et menneskepåfund, skabt til at dække over problemer, menneskene ikke selv kan løse, men som i fremtiden, når civilisationen bliver mere moderne, vil blive løst. Derfor spørges: "Vil der så stadig være behov for religion?"

Som hovedargument udtaler religionsfjendtlige mennesker sig i retning af, at menneskets oplevelse af magtesløshed i verden er årsagen til religionernes opståen. De hævder for eksempel, at visse naturfænomener var så uforståelige og uden for menneskenes kontrol, at de blev tilskrevet en Skaber for at skabe ro i sindet. Eller at mennesket tilskrev visse naturfænomener hellighed, fordi vi fik nogle åbenlyse fordele fra disse naturfænomener. Dette gælder for eksempel Nilen, der blev helliggjort i præislamisk tid, fordi egypterne ikke kunne dyrke afgrøder i Nil-deltaet uden den årlige overrisling af frugtbart dynd fra floden.

Postulatet fortsætter således, at med den usikre situation menneskene stod i, søgte de at sikre deres fortsatte eksistens ved at personliggøre og holde sig på god fod med naturens kræfter, især de gode kræfter. Deres modsætning, hvor naturens onde luner personificeres, førte så til en opdeling i godt og ondt. Senere, da religion derfra udviklede sig som socialt fænomen, opfandt man himmel eller helvede, belønning eller straf. Dette var betryggende for samfundets mellemste lag, og de ledene grupper fik derved magt i samfundet, som igen førte til denne herskende klasses manipulation af de nedre lag - så religion endte med at blive "opium for folket."

Har disse argumenter noget hold i sig i forhold til Islam? Nej, det har de ikke. Islam er på ingen måde et produkt af usikkerhed, afmagt eller frygt. Vi har ikke vor deen (religion, en livsvej) på grund af menneskets manglende evne til at forstå den omgivende virkelighed, men fordi vi ved Guds mellemkomst tværtimod kan forstå og kan erkende sammenhænge.

Derpå bestemmer mennesket ved fri vilje selv, om det så vil adlyde Gud eller lade være. Lydighed er tilbudt mennesket, det er ikke blevet det påtvunget. At Islam skulle være opstået alene for at sikre en god høst, eller for at undgå farer, der ligger uden for menneskets påvirkning, er absurd, fordi den åbenbarede religion netop understreger fri vilje og ansvarlighed. Islam påpeger netop, at den omgivende natur ikke er pålagt mennesket som en byrde, men som en gave, der kan øge menneskets potentiale, og Islam understreger, at mennesket blev skænket evnen til at vælge sin vej, netop ved at få friheden til at gøre dette. Det samme gælder for alle de andre originalt åbenbarede religioner.

Så den åbenbarede religion opstod ikke på grund af manglende evne til at forstå. Det er lige modsat, fundamentet i tro er ikke gætværk men viden og overbevisning: En sund og frugtbar tro på Gud er kun mulig gennem vejledning fra en profet. Enhver profet er blevet givet visse kendetegn på, at han er blevet sendt af Gud. Det mest tydelige tegn på en profets autoritet er de Guddommelige skrifter, de bringer, og de mirakler, Gud sætter dem i stand til at udføre, som Jesus, fred være med ham, der vækker de døde til live. Uanset om et menneske har levet samtidig med en profet eller senere, så er det en pligt for den troende at følge de Guddommelige Forordninger, der hører til den tid, han er født i. Det er således ikke en banal verdslig myndighed, profeterne udøver. Disse profeter gennemgik store prøvelser og deres missioner havde vanskelige kår, og profeterne kendetegnes ved ikke at bede om nogen løn fra mennesker. De forventede intet af verden men gav i stedet alt, hvad de havde. De kunne have opnået rigdom og magt, men valgte ikke at gøre det som følge af deres virkelige forståelse af tingene. Den sidste profet, Muhammad, fred være med ham, oplevede den spirituelle rigdom og henrykkelse gennem sin rejse til den Guddommelige tilstedeværelse (miradj[1]), men valgte alligevel at komme tilbage til sit folk, hvilket betød flere lidelser, ydmygelser, nød og latterliggørelse. Han var ikke en mand, der jagtede fornøjelser, hverken kroppens eller åndens. Som alle øvrige profeter var han et menneske, der havde givet sit liv i tjeneste for menneskeheden for Guds skyld, fred være med ham. Nogle vil måske spørge, om det er muligt at have forbindelse til Gud og modtage åbenbaringer direkte fra Ham. Svaret er, at hvis en person er helt igennem ren og perfekt i enhver henseende, så er det muligt. Men en sådan tilstand er kun mulig, hvis Gud Selv befordrer den i et menneske. For at nå til den profetværdighed, vi kender fra åbenbaringerne, var det nødvendigt, at Gud Selv valgte Sine sendebud blandt menneskeheden og rensede dem til det niveau, der var nødvendigt til formålet: "Gud udpeger Sine sendebud blandt englene og blandt menneskene." (Sura al-Hadsj 22:75)

Ligesom Gud, fra blandt utallige engle skabte og udpegede Ærkeenglen Gabriel til at overbringe åbenbaringerne til Sit menneskelige sendebud, skabte og udpegede Han på samme måde profeterne blandt utallige mennesker. Deres opgave var at fremlægge en deen, så mennesker blev vejledt af andre mennesker, som var rene i karakter og handling. Profeterne valgte så igen deres ledsagere til at vise vejen blandt de bedste mennesker i deres samtid, og på denne måde blev den åbenbarede livsvej etableret i profeternes samtid og viderebragt gennem generationerne.

Argumentet om at religion eksisterer for at hjælpe menneskene ud af en øjeblikkelig knibe eller vanskelig situation holder ikke, for i så fald skulle religion jo være noget midlertidigt, der kun blev taget i brug under vanskelige situationer. Men åbenbaret religion, som den islamiske deen[2], er ikke primært koncentreret om fødsel, død, dåb, begravelse, ægteskab eller kriser i menneskets eksistens. Den islamiske deen giver det fulde livsforløb hos mennesket en dimension af ansvarlighed, både i det indre forløb i enkeltindividet såvel som i det ydre forløb i samfundet, hvor hverdagslivets gøremål beskyttes af Guds love gennem de valg, som hele samfundet foretager. Dette står i grel modsætning til f.eks. en enkelt social klasses eller magtgrupperings valg til egen fordel, som medfører ulykkelige konsekvenser, som f.eks. Europas historie har vist os. Islam er ikke en opskrift på at undgå et tordenvejr eller andre naturfænomener, der truer. Det er nærmere en justering, ved Guds mellemkomst, af de samfundsmekanismer, der ellers ender med at fratage menneskene deres muligheder til at gøre godt for helheden og ende i Paradiset.

En religiøs vejs stabilitet og levedygtighed afhænger af kombinationen af tro og handling. En muslim, der fornægter sine pligter, vil måske ende med kun at kunne tale endeløst om sine forgængeres gode og veldisciplinerede livsform og være ude af stand til at illustrere den ved eget eksempel. En tro, der ikke følges op af konkrete handlinger og praktisk tilbedelse, vil før eller senere resultere i forfald og afvikling.

At bede fem gange om dagen styrker og bekræfter vores tro samt dagligt fornyer og forstærker vores overenskomst med Gud. Lige så længe vi foretager vores tilbedelse energisk og bevidst, lige så længe vil vi modtage støtte fra Gud og opnå viljestyrke i vores forehavender i andre af livets forhold. Den deen vi bekender os til, Islam, stiller krav til vores daglige liv. Det kræves for eksempel af en troende, at han i ligeså høj grad søger Guds støtte i forhold til andre mennesker, som når han beder. Handelstransaktioner skal foregå i henhold til den Guddommelige lovgivning, shari'a; det er forbudt at lægge en yderligere avance på en vare, der er mangel på eller stor efterspørgelse på, og derigennem udnytte en nødsituation i samfundet. Hvis man følger sådanne regler, tjener man måske mindre penge, men man opnår at holde stien ren mellem sig selv og sin Gud, og mellem sig selv og sine medmennesker, og dette har en højere værdi, som yderligere styrker og bekræfter samfundets hengivelse til Islam. På et mere nært og personligt plan undgår man at blive slave af sine egne ønsker og begær. Når man så senere står i bøn foran sin Herre, vender denne transaktion tilbage i form af øget tro og viljestyrke. Det giver den troende en praktisk måde at opleve den Guddommelige tilstedeværelse i dagligdagen, og det er pålagt fra Guds Sendebud, fred være med ham, at de troende skal stræbe sådan.

Det er hverken muligt for os at blive lig profeten via indre egenskaber eller ydre opførsel, hvor meget vi end kunne ønske os det. Men vi kan efterligne ham i vores måde at leve på og vores måde at møde livet på, og det vil give os et udbytte, der vil kunne tilbydes Gud - i stedet for måske at lide ildens straf i Den kommende Verden.

Man skal huske, at en ret handling medfører en evne til at undgå uret handling - evnen til at holde sig borte fra det, Gud har forbudt os. Det kunne eksempelvis være ikke at opkræve rente, uanset gevinsten herfor.

Et ædelt og ordentligt verdsligt liv - at holde sig fra dårlige ting og at praktisere de gode - er essentielt for at opnå harmoni i sit indre spirituelle liv. Anstrengelserne for at få etableret Guddommelig lov og retfærdighed i henhold til den lære, vi har fra Gud og Hans Profet, er en ligeså væsentlig integreret del af muslimens religiøse liv, som at træer og planter bliver vandet under en tørke. Troen, ihukommelsen af Gud og tilbedelsen af Ham samt at følge profetens eksempel i vores daglige transaktioner i livet er på samme måde nødvendige for en sund helhed og personlig vækst. Den Guddommelige lov både understøtter vores deen og er en integreret del af den.

Gud har skabt mennesket som khalif (ansvarlig viceregent eller stedfortræder) her på jorden. Men det skal understreges, at Gud er absolut enerådende og uafhængig af alting og uden behov for vores tilbedelse af Ham. Det er kun ved Hans vilje, at vi påtager os rollen. Det er gennem Guds initiativ, at vi tilbeder Ham. Det er Gud, der har sendt en profet til os med Koranen som vejledende skrift. Han har åbnet en klar og tydelig vej til at opnå et afbalanceret liv. Både individuelt og kollektivt kan vi mennesker, ved at følge vejledningen, nå et udviklingsstade af sand medmenneskelighed og ægte civilisation.

Snarere end at skulle afvikle Islam, står den moderne verden med et behov for Islam. Hvis vi blot kunne fatte, hvor stort behov vi har for de værktøjer, der åbner os mod den spirituelle verdens endeløse lykke, ville vi udbryde: "O Herre, giv os af de ting, Du ønsker for os, og frels os fra enhver ting, der holder os på afstand af Dig." Sandheden er, at hvor samtlige 'viise' filosoffer i menneskehedens historie har været ude af stand til at leve et liv efter egne høje principper og leveregler, dér har almindelige muslimer gennem tiderne formået at leve et fyldestgørende liv i overensstemmelse med Islams høje principper, fordi de havde et klart og tydeligt eksempel i profeten Muhammads praktiske livslærdom, fred være med ham. Enhver muslim, der følger profeten Muhammads eksempel for at søge Guds velbehag, vil finde et liv, der giver rigt udbytte i dyb fredfyldt harmoni med sin fitra - sin egen natur som et ansvarligt og kommunikerende skabning i skabelsen, underlagt Gud.

Gud har igennem tiderne åbenbaret religionerne for menneskene af barmhjertighed, fordi menneskene har så stort et behov for en vej i livet. Uden den kan mennesket ikke blive helt igennem menneske, men vil forblive et dyr. Kun det menneske, der har gennemgået de åndelige og verdslige erfaringer og prøvelser, den religiøse vej giver, har optjent uendelig lykke. Det er på denne måde mennesket skiller sig indbyrdes fra hinanden i det kommende liv. Profeten, fred være med ham, sagde til en ledsager: "Lige som du genkender din egen hest i en flok på blissen i panden, sådan vil jeg også i det kommende genkende de, som fulgte mig på deres lemmers lys, som er fra wudu (den rituelle afvaskningen før bøn)." (Bukhari (wudu,3), Muslim (Taharah, 34, 35), Ibn Hanbal (Musnad, 2, 334, 362, 400, 523))

Den klare og tydelige Vej, åbenbaret af Gud gennem profeterne, består af det grundlæggende budskab og nogle ydre forgreninger i formen. Inden for alle Guddommeligt åbenbarede religioner har det grundlæggende budskab altid været det samme. Dette takket være profeterne, fred være med dem alle. Den måde, hvorpå de har adskilt sig fra hinanden, har været i praktisk form. I forskellige perioder har Gud pålagt en bestemt form for tilbedelse eller praksis, som passede til præcis det samfunds særlige omstændigheder. Fx er troen på opstandelse efter døden i en ny tilstand et centralt begreb i alle religioner, og enhver profet har undervist i det på den ene eller anden måde. Hvis dette element ikke var blevet så eftertrykkeligt pointeret, ville religion være reduceret til en ren psykologisk og socialøkonomisk foranstaltning af regler og normer, som ateisterne påstår, og ligeså kraftesløs som ateismen, når det gjaldt om at inspirere mennesket til at gøre godt og undgå ondt.

Lad os konkludere ved at gentage; åbenbaret religion er ikke overtro, som mennesket har været presset til at antage på grund af frygt for naturens storslåede og truende fænomener. Ej heller et system konstrueret af nogle få mennesker med det formål at styre sociale og økonomiske affærer. Profeternes åbenbarede religion ligger fjernt fra alt, hvad mennesker kunne finde på med deres sind. Tværtimod er religion en samlet pakke af Guddommeligt åbenbaret viden og lov, der giver mennesket muligheden for at kende til velsignelser i denne verden og i den kommende. Menneskets fred og lykke i begge verdener bestemmes af dets implementering af religionen i sit liv. Lovgivning kan kun fungere, hvis den er etableret både i den indre og den ydre dimension af menneskets liv, og igennem den opnår mennesket paradisets niveau.

Hvad den menneskelige civilisation angår; uanset hvor meget den har moderniseret sig i de sidste par hundrede år, har den alligevel ikke sikret menneskeheden fred og lykke. Og selv dens højteknologi vil aldrig kunne sikre mennesket efter døden, så den kan aldrig være en erstatning for religionens spirituelle vej gennem livet.

 


[1] Miradj : Opstigning og betegnelse for Muhammads himmelfart, hvor han i henhold til den islamiske tradition mødte en række af de tidligere profeter og budbringere. Ifølge den islamiske tradition fandt Muhammads himmelfart sted i 622 i den første Rabia (månedsnavn i den islamiske kalender).
[2] Deen: livstransaktion, religion i ordets bredest tænkelige betydning, der omfatter alle individuelle og samfundsmæssige aspekter. Ordets rod er dayn, at sidde i gæld, specifikt det skabtes gæld til Skaberen, og udvekslingen af denne i denne verden og den kommende.

Pin It
  • Oprettet den .
Copyright © 2020 Fethullah Gülen Webside. Alle rettigheder reserveret.
fgulen.com er officiel kilde på Fethullah Gülen, den berømte tyrkiske lærde og intellektuelle.