• Hjem
  • Værker
  • Spørgsmål
  • Hvad skal der blive af dem, som blev født og levede i ikke-islamiske landområder, i det kommende liv?

Hvad skal der blive af dem, som blev født og levede i ikke-islamiske landområder, i det kommende liv?

Spørgsmålet antyder følgende holdning: "Eftersom muslimerne tror på Gud og profeten, kommer de i paradis, hvorimod dem, der blev født og levede i ikke-islamiske lande aldrig kommer til at drage fordel af Guds retledningen og derfor vil ende i helvede.

For det første bør man bemærke, at der ikke er nogen konkret udtalelse fra profeten, der antyder, at dem, der lever i ikke-islamiske landområder, ender i helvede. Snarere er hans udtalelser, fred og nåde være med ham, at hvis de, der hører og forstår hans budskab, lukker øjnene og stædigt fornægter, så vil de ende i helvede - uanset geografisk placering. Om de, der har hørt budskabet, lever i islamiske lande eller ej, er ikke vigtigt i forhold til, om de adlyder budskabets befaling.

Spørgsmålet er et af dem, der igennem lange tider er blevet stillet de islamiske lærde, og de har svaret ud fra Koranen og Hadith.

Ashari'erne mener, at en, der har hørt om Gud, men til hvem, der ikke er blevet kommunikeret noget fra Ham, er i samme kategori som dem, der aldrig har hørt noget. De vil blive fritaget for straf, som Gud nu vil det, de vil blive belønnet ud fra de gode gerninger, de har begået, og de vil nyde paradisets velsignelser. Af Koranverset:

"Og Vi har ikke for vane at straffe, førend Vi har oprejst et sendebud." (Sura al-Isra 17:15)

uddrager Imam Ashari, at man ikke vil blive straffet, førend en advarsel er blevet sendt til én fra en ægte meddeler.

Mutazili'erne[1] mener, at hvis en person ved egen tænkning når frem til, at der er en Gud, er vedkommende frelst, uanset om han kender de specifikke Guddommelige Egenskaber og Navne eller ej. Hvis en person derimod gennem sin forståelse og logik ikke finder, at der må være en Gud, så vil vedkommende ikke blive frelst.

Maturidi'erne mener, at det ikke betyder noget, hvor man har levet. Om en person har levet sit liv på en bjergtop, på en øde ø eller i en ørken, så kan han alligevel se solen stå op, månen komme frem og stjernerne skinne synligt på nattehimlen. Hele balancen og universets orden, den storslåede regelmæssige forandring i væksterne på jordens overflade, bjergenes majestæt, den milde kølige brise, der strømmer ud gennem bjergslugterne, blomsternes farver, træerne og dyrene bevidner alt sammen om Guds tilstedeværelse. Logisk set må der være en Skaber og en Forvalter af dette vældige panorama. Enhver vil kunne indse og vedkende sig den absolutte eksistens, storhed og kraft hos Skaberen, også selv om man ikke kender til Skaberens specifikke egenskaber og Guddommelige navne, profeter eller bøger. Sådan en person hører til blandt dem, der er undskyldt. Det er derfor, man skal passe på med at fastslå, at de folk, der ikke bor i et islamisk land, automatisk ikke tror på Gud og derfor vil komme i helvede.

I henhold til Maturidi'ernes mening er fornuft en klar evne til at skelne mellem godt og ondt. Men det vil være forkert at hævde, at sund fornuft og overvejelser kan afklare alle spørgsmål. Det er derfor, Gud udspecificerer det gode og det onde og aldrig overlader alt til menneskelig dømmekraft og erfaring. Mennesker er fejlfulde. Gud overbringer sine ordrer, forbud og påbud til sendebudene og har derfor aldrig efterladt menneskene i tvivl. Således påpeger Maturidi'erne, at sund fornuft kan gøre begribeligt, at udenomsægteskabelige forbindelser er af det onde, alene fordi det bevirker, at ophavet og forældrelinjen udviskes og går tabt med samfundsmæssigt kaos til følge - jalousi, skilsmisser, vanskeligheden ved at afgøre, hvem der skal arve en afdød og så videre. Sund fornuft kan også afgøre at tyveri er dårligt, fordi hvis det var normen, så ville folk, der har arbejdet hårdt for en ting, aldrig kunne leve et liv i nogen grad af tryghed, og derfor ville ingen arbejde, men alle ville stjæle. At være forfalden til alkoholiske drikke vil sund fornuft også let kunne fastslå som værende af det onde, fordi det får et menneske til at miste sin bevidsthed, skader helbredet, ens omgivelser og afkom. Det samme gælder det gode. Sund fornuft kan let afgøre, hvad der er retfærdighed, og at man skal gøre godt for andre osv.

Troen på Gud er også sund fornuft, fordi tro i denne verden leder til en dyb indre tilfredshed. Det er her, vi begynder at sanse den tilfredshed, der vil præge os i det kommende. Vejen til tro er ikke vanskelig, tværtimod er den tilgængelig for sund fornuft. Det er som beduinen, der kom til profeten og fortalte ham om, hvordan han var kommet til troen: "En kamels afføring peger på eksistensen af en kamel. Fodaftryk i sandet fortæller, at der er en rejsende i nærheden. Himlen med dens stjerner, jorden med dens bjerge og dale samt havet med dets bølger; peger de ikke på, at der eksisterer en Almægtig, Viis, Kraftfuld og Omsorgsfuld Skaber?"

Gennem sit intellekt har beduinen fået troskab til en Gud. Så vi må ikke undervurdere betydningen af tænkning og argumentation, når det drejer sig om tro. Med dette udgangspunkt kan man, som Maturidi sagde, forstå Skaberens eksistens gennem ens egen sunde fornuft. Der er mange gode eksempler fra den præislamiske tid i Arabien. En af dem var Waraqa bin Nawfal, der var fætter til Khadijah, profetens første kone. Waraqa var af den opfattelse, at en profet muligvis ville komme i hans livstid. Da den første åbenbaring kom til profeten, fred være med ham, og han så ærkeenglen Gabriel fylde horisonten foran ham i sin pragt, flygtede han hjem og fortalte Khadijah, hvad der var sket. Skrækslagen bad han hende om at dække sig med noget klæde. Hun gik til Waraqa for at snakke med ham om det, der var hændt, og få nogle gode råd. Waraqa bekræftede Muhammads mission og forstod, at han havde modtaget en åbenbaring. Waraqa var en af dem, der havde fornemmet tegnene på, at det var Muhammad, fred være med ham, der skulle være den profet, hvis komme ifølge forudsigelserne var nært forestående. Waraqa var en person, der ikke skænkede afgudsbillederne i de vantros religion nogen opmærksomhed. Gennem egne erfaringer og egen dømmekraft havde han nået til konklusionen, at der kun er én bagvedliggende Gud.

En anden historisk betydelig person var Zaid bin Amr, Umar Ibn al-Khattabs onkel. Han tilbad heller ikke afguderne, men troede på, at Gud var én. Han talte for sin opfattelse og revsede tit sine samtidige for deres afgudsdyrkelse, og han insisterede på, at intet godt kunne komme fra afguderne. Han vidste, at profetens komme var en realitet. Men som skæbnen ville det, kom han aldrig til at opleve Muhammad, fred være med ham, som profet.

Uanset hvad mennesker selv konstruerer, kan det ikke blive til Gud, og det kan ikke afhjælpe deres behov, for disse ting selv behøver mennesket for at blive skabt og opretholdt. Hvordan skulle noget, der selv har behov for mennesket, kunne svare på menneskets kald? Gennem en så simpel argumentation med sig selv kan mennesket komme frem til en forståelse for sit behov for at kende Herren over himlene og jorden. Når en person med denne forståelse søger Åbenbaringen, kan dørene åbne sig for ham.

Kort og godt; de, der så og hørte om profeten, fred være med ham, og Koranen uden at mene, at de behøvede at undersøge nærmere og tage ved lære, valgte helvede. Mens de, der er forblevet i mørket uden at ville det selv, og som ikke har haft den mindste mulighed for at høre eller lære om profetens budskab, håber vi, vil drage fordel af den Guddommelige storhed og ikke blive straffet for de fejl, de måtte have begået i uvidenhed.

Denne pointe belyser, hvilke forpligtelser muslimerne har overfor ikke-muslimerne. De tidlige muslimer levede Islam fuldt ud: de var budskabet, der blev åbenbaret til Muhammad, fred være med ham. Når vi mange århundreder senere læser deres livshistorier, kan vi se dybden og storheden i deres islamiske måde at leve og tænke på. De var frygtløse og ydmyge. De var ligeglade med denne verden og villige til at give alt for sagen, at de ikke kunne undgå at efterlade et uudsletteligt indtryk på verden. Takket være deres oprigtighed og dygtighed nåede det islamiske budskab halvdelen af den da kendte verden inden for et meget kort tidsrum. Allerede på khaliffen Uthmans tid var Islam spredt over et område strækkende sig fra Gibraltar i vest til Aralsøen i øst og fra Anatolien til den store kinesiske mur. På Muawias[2] tid nåede khalifatet Atlanterhavet, og hele Nordafrika var under Islams banner. Mindre end 30 år efter det sidste vers, som blev åbenbaret til profeten, havde ledsagerne overbragt Islam til alle disse lande. De blev elsket og æret overalt, fordi de selv praktiserede og implementerede Islam helt og fuldt, og befolkningerne konverterede, fordi de havde disse storslåede praktiske eksempler. Kristne og jøder i disse lande foretrak en islamisk regering frem for deres egne. Da muslimerne stod for at skulle forlade Damaskus, samledes kristne og jøder sammen med deres religiøse ledere for at bede muslimerne at blive hos dem. Da muslimerne måtte rejse bort, lovede de kristne, at de ville leve under deres herredømme og betale deres jizya-skat[3], hvis muslimerne lovede at komme tilbage i fremtiden. Det var deres oprigtighed, der fik så mange mennesker til at gå over til Islam. Det er umuligt at tænke sig, hvordan det ellers kunne have endt, når folk havde set disse personligheder. Om natten stod de i bøn, mens de om dagen svang sig som legendariske krigere i sadlen på deres heste. De vandt så mange hjerter og gjorde et sådant indtryk på folk, at man måtte tro på, at alle porte over hele verden meget snart ville blive åbnet for dem.

Hvis vi betragter det faktum, at vi i vore dage ikke formår at skabe tryghed i vores egen lille kreds, så begynder vi måske at forstå omfanget af det første islamiske samfunds resultater. Dengang muslimerne overtog Syrien og Palæstina, bad de om nøglerne til Al-Aqsa Moskeen. Patriarken, der havde ansvaret for moskeen, fortalte dem, at han havde en beskrivelse af den person, han skulle overrække nøglerne til. Ingen anden måtte få dem. Mens man stod og diskuterede frem og tilbage, var khaliffen Umar uforudset draget ud fra Medina. Umar Ibn al-Khattab havde lånt en kamel fra en af khalifatets stalde til rejsen. Han kunne have lånt en hest, men det gjorde han ikke. Han rejste med en eneste hjælper, og de skiftedes til at ride på kamelen. Da muslimerne i Palæstina hørte om, hvordan han rejste, bad de til, at det ville være hans tur til at ride, når de krydsede Jordansfloden, fordi byzantinerne var vant til at se pomp og pragt hos deres herskere, og de tænkte, at det ville være flovt, hvis muslimernes hersker kom gående efter en tjener på kamelryg, når han officielt skulle indtage byen. Rent faktisk er det meste af den glamour, vi ser i politiske sammenhænge i verden, et symbol på den ulighed og uretfærdighed, de hersker ved. Under alle omstændigheder skete der det, der måtte ske. Umar ankom i det lappede tøj, han altid gik i, støvet og sjusket efter den lange rejse. Men ikke så snart havde patriarken set ham, før han råbte: "Dér er manden, som beskrevet i vores bøger, nu skal jeg give ham nøglerne." Fordi de havde særlige beskrivelser i deres bøger, vidste de allerede, hvordan Umar ville se ud, og hvordan han ville krydse floden, nemlig ved at smøge bukserne op og selv gå igennem vandet og få snavs på tøjet. Denne episode forårsagede, at mange gik over til Islam.

En person ved navn Uqba bin Nafi' var en af dem, der af hele hjertet rejste ud for at kalde andre mennesker til Islam. Det blev hans skæbne at modtage store dele af den afrikanske befolkning, der kom til Islam. Efter adskillige store sejre kom visse folk til at misunde hans succes, og de gav khaliffen Umar vildledende informationer om ham. Så khaliffen blev narret til at få Uqba arresteret og således forhindre ham i at sprede Islam. Han sad i fængsel i fem år. Den eneste længsel og sorg, han gav udtryk for, var: "Jeg kunne have spredt Islam over hele Afrika, men jeg blev forhindret i at gøre det. Det er den eneste fortrydelse, jeg har." Det var en uretfærdighed, der senere blev korrigeret af Jazid, da han banede vej for Islams spredning i Afrika. Uqba fik lov til at fortsætte sit arbejde i Afrika, og i sit andet forsøg nåede han Atlanterhavskysten. Her red han ud i vandet og råbte højt: "Oh Herre, hvis ikke dette mørke hav havde forhindret mig i at rejse videre, så havde jeg båret Dit hellige Navn til landene på den anden side!" Hvis nogen havde kunnet fortælle ham om det amerikanske kontinent, havde Uqba givetvis lagt en plan for, hvordan han kunne nå dertil.

Disse fortællinger er gode til at give en forståelse af forskellen mellem dengang og i dag, når det gælder om at sprede Islams budskab. De tidlige muslimer indtog Azerbadjan, Iran, Irak, Nordafrika, Bukhara, Tasjkent og Samarkand, alle steder hvorfra nye lærde skikkelser som Bukhari, Muslim, Tirmidhi, Ibn Sina, al-Farabi, Biruni og mange andre store mænd dukkede op inden for bare 25 år. Disse tidlige muslimer bragte Islam ud til den dengang kendte verden under det storslåede banner: "Ingen gud, kun Allah - Muhammad er Allahs Sendebud". Når vi betragter os selv og vores egen situation, så tør vi dårligt nok hviske denne sandhed til folk, der står lige ved siden af os. Vi kan end ikke tænke på at rejse til fremmede lande og fortælle det. Nogle enkeltindivider omkring os er måske villige til at lytte, men tænk hvor svært vi har ved at overbevise dem. Det er som om at snakke til en mur. Ordene forlader vores mund, men de trænger ikke ind i andre menneskers hjerter. Når jeg siger dette, er det ikke for at udtrykke utaknemmelighed for den nåde, vi dog modtager, men det er for at gøre det klart for enhver, at der er en umålelig stor niveau-forskel mellem os selv og profetens tidligste ledsagere. De overbragte budskabet til alle mennesker, og de så dette hverv som selve meningen med deres eksistens. Når det indimellem mislykkedes, sørgede de på de øvrige menneskers vegne, fordi de valgte sandheden fra. I modsætning til dem står vi, der ikke engang kan praktisere Islam fuldt ud, og som slet ikke kan bringe Islam videre til mennesker i fremmede lande. Vi kan ikke tilsidesætte os vores personlige behov, og de færreste af os har prioriteret arbejdet for Gud højest. Vores job og vores verdslige liv står kun alt for tydeligt frem i vores bevidsthed. Dagens muslimer rejste til fremmede lande i håb om at tjene dollar, pund eller mark, men ikke for at bringe Guds navn til disse lande. Derfor kan vi ikke få nogen til at lytte til de store sandheder. Hvis ikke-muslimerne i dag lever uden tro og livsretning, så er det på grund af vores manglende evner, dovenskab, uvidenhed og inkompetence, som vi vil blive gjort ansvarlige for. Hvis de i det kommende liv bliver stillet til ansvar for deres tilstand, så bliver vi så sandelig også stillet til ansvar for den. At holde foredrag, at organisere kurser og paneldiskussioner er bestemt ikke den eneste måde at sprede Islam på. Sådanne aktiviteter kan beskrives som en bevægelse i retning mod at være på Guds vej, men i sig selv er det ikke et udtryk for sand tjeneste. Størrelsen af vores anstrengelser er billedligt talt ikke mere end at have vandret igennem den første port i et slot med mange porte. Vi er endnu ikke rigtig kommet i gang med opgaven i vore egne daglige liv. Det er derfor, mange mennesker er faret vild. Fra tid til anden går vi til de vildfarne mennesker for at tale om Islam, men vi har endnu ikke reddet os selv fra uenigheder og indbyrdes konflikt. Vi er i hvert fald ikke kommet til det punkt, hvor vi har repræsenteret Islam på en måde, som Umar, Uqba bin Nafi' og andre fremtrædende islamiske personligheder gjorde det. Hvem ved, hvor overvældede deres modstandere blev, når de så, hvor beslutsomme og modige disse tidlige muslimer var i deres stræben for Gud? Eller hvor forundrede de var over at se deres gavmildhed, ærlighed, retfærdighed og medmenneskelighed? Måske blev de så berørt over det, de så i disse mennesker, at de selv måtte antage Islam uden videre. Det er et faktum, at de fleste muslimske lande i dag er landområder, der blev erobret af fremtrædende muslimer. Det er et bevis på, hvad mennesker af en sådan kaliber, under ledere som Umar, kunne opnå af succes.

Dette giver os også et andet syn på ikke-muslimer, der bor i fremmede lande. Vi bør ser på disse mennesker med langt større grad af tolerance. Vi bør sige: "Skamfuldt af os, at vi har ikke formået at overbringe Islams budskab og lys til dem, så de kan finde en vej ud af det mørke, de befinder sig i."

Dette kan belyses yderligere gennem en beretning om en tysk familie. En tyrkisk arbejderfamilie lejede sig ind hos denne tyske familie. Den tyrkiske mand var påpasselig med sine religiøse forpligtelser, bad med stor indlevelse og altid fortalte den tyske familie om Islam. Efter et stykke tid blev husets ejer muslim. Hans kone sagde til ham, som Amir Ibn Tufails kone sagde: "Vi har altid været sammen, lad os også på denne åndelige vej, i fremtiden og i paradiset blive ved med det. Hvis Islam virkelig formår at få folk til himmelske højder, som du siger, hvorfor skulle jeg så holde mig tilbage, mens du får gavn af det?" Hun sluttede med at fremsige trosbekendelsen: "Ingen Gud, kun Allah, Muhammad er Allahs Sendebud." Da deres børn også gik over til Islam, blev deres familieenhed komplet, og hjemmet blev som en forpost til paradiset. Adskillige dage senere kom manden til den tyrkiske arbejder, og stammende fortalte han: "Jeg kan ikke udtrykke min taknemmelighed og kærlighed til dig, fordi du har været sådan en æret gæst hos os, men nogle gange bliver jeg meget vred på dig. Først kom du ind i mit liv, dernæst profeten, Koranen og Gud. Mit hjem blev til et himmelsk sted. Men jeg havde en far. Han var en korrekt og meget god mand, og kun få dage før du kom, døde han. Hvorfor kunne du ikke være kommet lidt tidligere, så kunne du også have fortalt ham om Islam?" Disse ord indeholder i virkeligheden hele bebrejdelsens stemme og kritik af den samlede islamiske verden. Vi har fejlet i at bringe Islam til dem. Selv i vore egne lande har vi ikke anstrengt os for Islams sag, så vi kunne sikre, at vores egne folk vidste ordentlig besked.

Et meget vigtigt aspekt af dette problem er, at de, der fjernede os fra Islam, altid har lovet os et 'vestligt liv' med 'vestlig levestandard'. 150 år senere er resultatet, at vi stadig tigger ved Vestens dør. Meget lidt har ændret sig, og vi kan ikke sige, at vi har gjort fremskridt i noget væsentligt henseende. Igennem halvandet århundrede har folk i Vesten set på os og behandlet os som tjenere, der forlader deres hjemlande i bytte for noget dårlig løn. Selv hvis vi bragte dem det bedste budskab, Islams gyldne vej, der vil åbne paradiset for dem, så vil kristne og jøder ikke tage imod det, for de genkender ikke Islams kvalitet og værdi i os. Men dette skyldes delvist, at vi er arbejdere, der bliver set ned på. Som altid har den rige mand svært ved at forestille sig, at han skulle behøve noget fra tiggeren foran hans dør.

I dag har den muslimske verden ikke vist sig som et eksempel for resten af verden. Det forholder sig modsat. På mange områder er muslimerne gang på gang blevet besejret, fordi de har gjort sig afhængige af de vestlige lande og deres værdier. Kun hvis vi lever og præsenterer Islam på fuldkommen vis, kan vi gå til ikke-muslimerne med den værdighed og selvtillid, som vores forgængere gjorde det, ene og alene for Guds skyld. Først da kan vi gøre os noget håb om, at de vil lytte og acceptere kaldet til Islam. Vi hader at indrømme det, men de ser på os som slavere og tiggere. Så længe vi ikke kan genetablere vores sande islamiske identitet, ligeså længe vil vi give dem undskyldninger for at opfatte os på denne måde. Hvis de i det kommende liv skal stå til regnskab for deres meninger og opførsel, gør vi muslimer det også. Og vi bliver holdt ansvarlige for ikke at have bragt Islam til dem. I dag befinder de fleste muslimer sig meget fjernt fra enhver position, hvorfra de kan fordømme andre for ikke at være muslimer.

Vi tror på, at der i den nærmeste fremtid vil ske store forandringer, især i Tyrkiet, Pakistan og Ægypten. Muslimer er ved at genvinde deres bevidsthed og fostre stærke personer, der vil kunne overvinde verdslige interesser og etablere Islam og Islams høje værdier. Kun gennem vedvarende og oprigtige anstrengelser vil Islam igen blive en af de væsentligste faktor i verden og opnå respekt, og der vil muslimernes stemmer blive hørt af ikke-muslimer, når de kalder til Islam.

Dette er ikke en umulighed. Det vil ske. Men dem, der vil få det til at ske og holde det ved lige, er mænd og kvinder med god karakter, som er dybt lænket til Islam. Ikke dem, som ligger under for deres egne impulser og behov, og som kun beskæftiger sig med Islam i deres fritid.

 



[1] mutazila: Betgenelse for en retning i Islamisk teologi og filosofi, der var særligt fremtrædende i første halvdel af 800-tallet.
[2] Muawiya Muawiya var den femte kalif efter Muhammad og herskede fra 661 og frem til 680 med Damaskus som hovedstad. Muawiya kom 656 i modsætning til kaliffen Ali (Hasans far), fordi han ikke ville straffe de personer, der i 656 havde dræbt kaliffen Uthman.
[3] Jizya: Den skat som mandlige dhimmi'er skal betale til Khaliffen eller hans repræsentanter. Kvinder og børn betaler ikke.

Pin It
  • Oprettet den .
Copyright © 2020 Fethullah Gülen Webside. Alle rettigheder reserveret.
fgulen.com er officiel kilde på Fethullah Gülen, den berømte tyrkiske lærde og intellektuelle.