• Hjem
  • Værker
  • Spørgsmål
  • Hvis Gud ikke behøver vores tilbedelse, hvorfor tilbeder vi så? Og hvorfor gør vi det ikke på en hvilken som helst måde, der måtte falde os ind?

Hvis Gud ikke behøver vores tilbedelse, hvorfor tilbeder vi så? Og hvorfor gør vi det ikke på en hvilken som helst måde, der måtte falde os ind?

Hvis vi betragter de betingelser, som vi mennesker er underlagt i dette univers, ser vi, at mennesket hverken er enerådende eller eksisterer ved egen kraft. Tværtimod er det afhængigt, svagt og sårbart - for overhovedet at overleve har det talrige behov, det hele tiden skal have opfyldt.

Mange omstændigheder kan true menneskets overlevelse og knuse selv dets mest inderlige beslutninger, håb og målsætninger. Mennesket er besat af bekymringer over de ulykker, sygdomme og omstændigheder, der på et øjeblik kan vælte dets livsværk.

Når mennesket betragter storheden i det omgivende univers, betragter det i virkeligheden sin egen skrøbelighed og ubetydelighed i den store sammenhæng. Vores refleksionen over alle disse umådelige indtryk, hvor harmoni og en højere orden råder, vækker noget i os, som anerkender det Guddommelige, og tilskynder til tilbedelse. Når vi betragter naturen, er vi nødt til at tage den store mystiske kraft, der opretholder ting og begivenheder, med i betragtning, fordi der er et mønster - et mønster, som viser alle tings afhængighed af noget andet end det, som vi kan se og røre ved. Noget der er ikke kan kommunikeres med på anden måde end gennem tilbedelse. Denne erfaringen leder til den konklusion, at den ikke-materielle viljekraft, højere end den synlige harmoni i vores univers, som leder og styrer alle ting, må være målet for det tænkende menneskes tilbedelse.

Ved at reflektere over den orden og ensartethed ser mennesket, at alle ting og væsener har en plads i denne store sammenhæng, en plads, der fastsætter formål og pligter i livsforløbet. Fordi det selv er et led i kæden, vil det reflekterende menneske uvilkårligt opleve, at denne mangfoldighed af jordisk eksistens ikke kan være formålsløs og ikke kan være blevet til ved tilfældigheder. Menneskets formål med at være her må således også være nøje planlagt og fastsat.

Men den skønhed, mennesket til tider finder så uimodståelig, er kun ét aspekt af livsudfoldelsen på jorden. Et andet aspekt af skønheden er den måde, mennesket selv er formet. Energifyldt, livligt, velformet, helt i harmoni med den omgivende naturs farver og former, indrammet af de strålende stjerner og planeter, som omgiver jorden - ved denne selvbetragtning kaldes det menneskelige hjerte til noget dybere end banal beundring, snarere en længsel mod at kende og komme i en mere intim kontakt med denne storhed; man søger naturligt nærhed til Skaberen og Indehaveren af alle disse vidundere, som i den grad fryder både sanser og sind. For den, som ser klart, er det som om, at alting i denne verden er produceret og færdiggjort et andet sted end her hos os på jorden, og derpå placeret foran mennesket, så mennesket både kan beundre dem, og samtidig drage praktisk nytte af dem. Verden bliver præsenteret for mennesket som et bord fyldt med frugt og grønt samt udsmykninger af enhver art, blot for vi skal kunne nyde og bruge af dem. At række hånden ud for at tage nogle af disse dejlige ting kan til tider være som at fornemme tilstedeværelsen af Giveren, og dér opleves lykken ved at være menneske som endnu større og indkapslet i mystik. Hvis spædbørn kunne udtrykke deres tanker, ville de sikkert sige, at den modermælk, de drikker, er som en forberedt drik fra et andet plan, sendt til dem, blot fordi de trængte til den. Man kan udtrykke det således: I den menneskelige bevidsthed opstod en opfattelse af, at der i naturens egen kraft fandtes trin på vejen til at vedkende sig de Guddommelige Egenskabers eksistens og de skønneste navne for Skaberen af denne natur. For vi kan lære denne Guddom at kende ved at betragte og opleve det, Han har skabt. Hver en velsignelse og hver en skønhedsåbenbaring taler på vegne af og viser tegn fra Ham, Der skabte os og bragte os til veje her på jorden.

Enhver menneskeskabt ting taler for personen, der har skabt det. Tilsvarende; ved at Gud har givet sig til kende, oplever menneskene taknemmelighed for alt det, vi vedvarende modtager, og en ubændig trang til at takke i form af tilbedelse. Med dette som udgangspunkt kan man vel med god grund sige, at selvom der aldrig var blevet sendt profeter eller andre åndelige mestre for at vise den rette vej til menneskeheden, ville mennesket ved egen drift kunne komme til at kende Gud, blot ved at iagttage de ting, som Han manifesterer i universet.

I den formørkede polyteistiske periode, hvor Mekkaborgerne i Arabien var uvidende om Guds enhed og identitet, og hvor ingen havde hørt om nogen vej - end ikke Muhammad, som senere skulle blive den oplyste profet, som vi kender ham, fred være med ham - kunne man trods alt alligevel, gennem logikkens kraft, danne sig et billede. En almindelig uoplyst beduin er blevet citeret for at sige: "En kamels afføring peger på eksistensen af en kamel. Fodaftryk i sandet fortæller, at der er en rejsende i nærheden. Himlen med dens stjerner, jorden med dens bjerge og dale, havet med dets bølger, peger det ikke på, at der eksisterer en Almægtig, Viis, Kraftfuld og Omsorgsfuld Skaber?"

Hvis en simpel beduin, der kun kendte til ørken og sand, kunne have en sådan opfattelse, hvad så med andre, som f.eks. Muhammad, fred være med ham, som var udpeget til at være Guds sidste sendebud?

Længe før den Guddommelige åbenbaring kom til ham, var han begyndt at søge Sandheden (på arabisk Al-Haqq, eller 'Virkeligheden', som samtidig er et af Guds Navne). Efter en række drømme trak Profeten sig tilbage til bjerghulen Hira i udkanten af Mekka og hengav sig fuldstændig i tilbedelse. I en af Bukhari's første samlinger af Hadith fortælles profetens tilbedelse af Aisha, sådan som hun havde hørt fra Khadijah, må Allah være tilfreds med dem begge: "Han hengav sig total i bøn og kom kun sjældent ud for at hente føde til sit fortsatte ophold." Dette kan måske give forståelse for, at mennesket har en kapacitet til at nå en højere form for viden, og ved egen kraft, modtageevne og forståelse at søge Skaberen bag skaberværket.

For at bidrage yderligere til denne forståelse, kan jeg nævne Zaid bin Amr, onkel til Umar Ibn al-Khattab. Denne mand skulle, ved Guds vilje, ikke nå at opleve Muhammad som profet, men han følte, at Islams kommen var nær, hvilket overbeviste ham om en profets snarlige kommen. Da Zaid bin Amr lå på sit dødsleje, sammenkaldte han sin familie og fik sagt til dem:

"Guds Lys er på horisonten, og jeg er overbevist om, at det snart vil oplyse himlen helt. Jeg føler allerede tegnene på det over vores hoveder." - Højlydt bad han Gud følgende: "O store Skaber, jeg fik ikke mulighed for at kende Dig nært. Havde jeg haft denne viden, skulle jeg have bøjet mit hoved i støvet for Dig og aldrig igen rejst det, for at opnå Din anerkendelse." (Ibn Sad-sabaqat (1, 161-2) og Ibn Hajar, Al Isaba)

Han havde tydeligvis en klar og ren bevidsthed, der ikke havde lidt skade under indflydelse af de hedenske omgivelser. Han har været i balance med naturen og forstået sit eget ståsted i skabelsen, og han søgte den Ene, Som skaber og beslutter alting i eksistensen.

At kende Gud indgyder trang til at tilbede Ham. Blandt Hans utallige velsignelser er en af velsignelserne overhovedet at kunne tilbede, en anden er åbenbaringen af den mest passende måde at tilbede på.

Vi må vælge at tilbede på den mest ophøjede måde, i stedet for selv at finde på noget ringere end det, Gud har været velvillig nok til at vise os. Nogle mennesker ville måske ligefrem finde på noget dumt som menneskeofringer for eksempel. Åbenbaringer hjælper mennesket til at komme fri af sin uvidenhed om hvordan det i praksis skal tilbede.

Her må vi følge nogle bestemte regler: Før vi når til bønnen, må vi først rense os gennem wudu[1], den rituelle afvaskning. Bønnen indledes stående med "Allahu akbar," for at huske på, at "Gud er større" end noget andet, der kan lægge beslag på os og holde os fangen. For os muslimer er Gud større end os selv, kun Gud er i virkeligheden stor. For at vise vores underkastelse står vi i respektfuld stilhed og fred og fokuserer efter bedste evne. I henhold til vores grad af hengivelse vil vi herfra kunne erfare vores ånd løfte sig, som det er blev givet til det Sendebud, Gud elskede. Vi erfarer, hvordan glæden og ønsket om at hæve sig til det sted, hvor profetens opløftede sted er, står i forhold til vores evne til at være oprigtige og koncentrerede. I takt med at vi indadtil opløftes og opløftes, bukker vi os i det ydre dybere og dybere for at forstærke vores overgivelse og føle de forskellige grader af at være tjenende, og endelig lægger vi panden mod jorden i dybeste respekt.

Alt afhængig af vores tilbedelsesdybde, trænger vi ind i forskellige lag. I håb om at nå til større åndelige stadier rejser vi os på hug et øjeblik, for endnu engang at bøje ansigtet mod gulvet og så bevæge os frit og frisk videre ind til at gentage bevægelserne i næste cyklus af bønnen. Bønnen kan yderligere belyses af følgende Hadith fra Imam Muslims samling af profetens sædvaner: "Tjeneren er aldrig nærmere sin Herre, end når han bøjer sig for Ham i tilbedelse."

Den islamiske bøns ydre form er overbragt ved Guddommelig mellemkomst og vejledning - det er den bedste form for bøn. Den flyder fra en kærlighed, ydmyghed og underkastelse til Gud, som vælter frem ved troen på Ham og kendskabet til Hans Guddommelige Væsen. Vi muslimer behøver ikke at diskutere, hvad der er upassende og tåbelige handlinger og former, fordi vi følger det mønster, som er dikteret til os af Gud og Hans Profet, hvorved vi både behager Gud og samtidig gør, hvad der er bedst for os selv.

I alle livets gøremål har vi brug for hjælp og vejledning. Forestil dig, at du er direktør, og at en fagekspert, der ønsker dig godt, kommer og giver et råd; invester her, lav om på din forretningsrutine der, gør sådan, så du undgår at blive snydt og så videre. Og denne velmenende person ønsker ingen betaling for sine tjenester, uanset om du accepterer eller forkaster hans råd. Kun en person uden sund fornuft ville nægte at tage imod hans råd og anvisninger. Det samme gør sig gældende med bønnen. Vi tager imod det, fordi Gud har beskrevet det, som den mest hensigtsmæssige måde at udføre bønnen på. Samtidig undgår vi de største fælder, nemlig at bede på en uhensigtsmæssig måde, som det ville ske, hvis vi selv skulle konstruere bønnen. Og det giver os yderligere velsignelser og fordele, der langt overstiger vores forventninger. Muligvis sker det, at vi med vort "Allahu Akbar" i virkeligheden trykker på en Guddommelig knap, der udløser rahma - velsignelser fra Gud. Det er muligt at vi, når vi står i bønnen og åbner en af Koranens mange vers med 'Sura Fatiha', Åbneren, samtidig åbner døren ind til de største mysterier. Vi åbner de hemmelige døre til skjulte områder og uendelige velsignelser for os, når vi udfører bønnerne i det mønster og på den måde, vi har fået beskrevet. Vejene bliver jævnet for os, og låste døre bliver åbnet, vores kald og recitationer høres af Gud, og englene samles om os, når vi bøjer os mod gulvet i oprigtighed. Ingen muslim kan nægte at sådanne ting sker, fordi udsagn fra profeten, fred være med ham, beskriver, at det er sådan. Det er derfor, at den acceptable måde at tilbede på er den måde, der er beskrevet for os af Gud. Når en person køber et stykke værktøj, er det tåbeligt ikke at benytte sig af den medfølgende brugsanvisning i stedet for at prøve at lave sin egen. På samme måde ved vores Skaber, hvad der er bedst for os. Det er derfor ren visdom at følge det mønster i tilbedelse, som af vores Skaber er blevet beskrevet for os som det bedste, og som Han har demonstreret for os ved Sit Sendebud, fred være med ham.

I sandhed, det er kun muslimers form for bøn, med dens vidunderlige simpelhed og graciøsitet, der i dag udføres efter Guddommelig anvisning. Det er en stor nåde mod muslimerne, Gud her har udvist. Gennem alle århundrederne har der blandt muslimerne været folk, der har kæmpet for at bringe Islam på sin rette ophøjede stade i verden. De bedste blandt dem har kunnet kendes på, at de var de mest korrekte i deres udførelse af bønnen. Dette er stadig sandt i dag. Det er os, der har behov for at tilbede Gud, det er ikke Gud, der har behov for at blive tilbedt af os - for Han er fri af alle mangler. Må Han give os af sine nådegaver og tillade os den ære, det er, at kunne tilbede Ham på rette måde og i al oprigtighed.

 



[1] Wudu:Teknisk betegnelse for den obligatoriske afvaskning muslimen foretager før afholdelse af sin bøn

Pin It
  • Oprettet den .
Copyright © 2020 Fethullah Gülen Webside. Alle rettigheder reserveret.
fgulen.com er officiel kilde på Fethullah Gülen, den berømte tyrkiske lærde og intellektuelle.