• Hjem
  • Værker
  • Spørgsmål
  • Hvordan kan vi besvare spørgsmål som: "Hvad er Guds Essens og Egenskaber? Kan vi beskrive Gud? Hvorfor kan vi ikke se Gud? Hvis vi nu siger, at Gud skabte alle ting, hvem skabte så Gud?"

Hvordan kan vi besvare spørgsmål som: "Hvad er Guds Essens og Egenskaber? Kan vi beskrive Gud? Hvorfor kan vi ikke se Gud? Hvis vi nu siger, at Gud skabte alle ting, hvem skabte så Gud?"

Først og fremmest må det forstås, at Gud er fundamentalt anderledes end det skabte. Skaberen og det skabte kan aldrig være af samme væsen og beskaffenhed - det giver næsten sig selv. Ikke desto mindre er der stadig folk, der spørger, hvorfor vi ikke kan se Gud.

Det korte svar lyder: Det menneskelige synsfelt er begrænset, og kan derfor aldrig være et middel til at betragte det ubegrænsede.

For at give et praktisk eksempel: Den menneskelige krop rummer et utal af bakterier, der lever i harmoni og sameksistens med legemet. Selv i et så relativt lille område som i en menneskes tand lever millioner af disse mikroorganismer helt uvidende om den helhed, de indgår i. For at kunne opnå den bevidsthed, der skal til for at overskue det hele, må de først bevæge sig ud af tanden og først efterfølgende med tilstrækkelig viden tilegne sig en tilnærmelsesvis fornemmelse af tandens dimensioner, og muligvis derpå fornemme størrelsesforholdet til det legeme, hvori tanden befinder sig. Kun gennem en utænkelig anstrengelse kunne bakterierne så opnå viden om den menneskelige krop, der danner grundlag for det livgivende miljø, de eksisterer i. Og denne utænkelige viden er i sig selv umådelig langt væk fra noget, der bare ligner det, vi med vores viden om os selv og universet ville kalde fuld forståelse.

På en større skala er menneskehedens viden om sig selv i forhold til omgivelserne lige så begrænset. Det er principielt muligt, at man ved hjælp af instrumenter kan se over afstande på millioner af lysår, men alt, hvad vi ser på denne måde, er alligevel ubetydeligt i forhold til de størrelsesforhold, der råder i universet.

Dertil kommer, at vores sanser er helt betinget af vores forståelsesramme. For overhovedet at kunne identificere det, vi kigger efter, har vi brug for nogle overordnede ideer om, hvad det er, vi vil se. Hvis vi for eksempel slet ikke havde en ide, om hvad 'et træ' var, ville vi ikke kunne genkende det, selv om det befandt sig lige for øjnene af os. Hvis vores virke er så begrænset, at vi har så ringe evner til at opfatte et objekt befindende sig inden for vores del af skabelsen, er det absurd at foreslå, at vi skal kunne se Gud med det fysiske øje.

Vi er ubestrideligt skabninger, hvis udfoldelsesmuligheder og evner er begrænsede. Kun den grænseløse Skaber har i kraft af Sin nåde åbenbaret, hvad vi skal kigge efter, og dermed givet os mulighed for at leve med denne indsigt og i retskaffenhed.

Profeten Muhammad, fred være med ham, sagde: "Sammenlignet med Guds Trone er hele det kendte univers et objekt så lille som en ring kastet midt i ørkenen. Størrelsesforholdet mellem Guds sæde og resten af Tronen er igen i størrelsesforhold som forholdet mellem en ring i ørkenens sand og universet." (Tabari (Tafsir, 3.77))

Denne Hadith giver os en anelse om, hvordan den ubegrænsede Skabers tilkendegivelser overgår vores opfattelsesevner. Det er umuligt at forestille sig hvad Guds sæde er, ej heller hvad Tronen er - den Trone hvorfra Den Almægtige udsteder Sine viljesbefalinger og samtidig opretholder hele Sin skabelse, inkluderende Tronen. Der er derfor intet håb om at opfatte Ham Selv.

Og hvorfor kan vi så ikke se Gud? I Koranen fortæller Han os: "Synet kan ikke omfatte Ham, men Han omfatter synet." (Sura[1] al-Anam 6:103)

Efter profetens himmelrejse, fred være med ham, spurgte hans ledsagere[2], om han havde set Gud. Abu Dharr fortalte, at han ved en lejlighed svarede: "Hvad jeg så, var Hans Lys. Hvordan skulle jeg kunne se Ham?" (Muslim (Iman, 291) og Ibn Hanbal (Musnad 5, 147))

På et andet tidspunkt svarede han: "Jeg har set et Lys!" (Muslim, Iman, 292) Disse udtalelser giver dybere mening ved en anden kendt Hadith: "Lyset er synets grænse eller sløret foran Gud." ((Muslim (Iman, 293), Ibn Hanbal (Musnad 4, 13) og Ibn Maja (Muqaddima 13))

Mellem os og Gud er Hans skabte lys. Alt hvad vi ser, ser vi i kraft af dette lys, og alt hvad der ligger indenfor dette lysefelt, er hvad vi kan kalde for 'vores område', vores virkelighed, som den defineres af vor synsfelt.

Ibrahim Haqqi sagde: "I hele det skabte univers er der intet, som er lig, ligner, er ens med eller modsat Gud. Gud er hævet over al form, i sandhed immun over for form og fri af form."

Det er kun, fordi objekter er lignende med, afvigende fra eller modsat til det vi kender, at vi overhovedet kan skelne dem fra hinanden. Kontrasterne giver os en forståelse - uden at vide hvad 'lys' er, giver 'mørke' ingen mening. Derfor kan vi ikke opfatte noget, der ikke har sin lige, ej heller sin modsætning, og dette er meningen med udtalelsen: "Gud er hævet over al form."

På nuværende tidspunkt har læseren nok forstået, at spørgsmålene om at kunne 'se' Gud direkte ikke kan besvares anderledes end de spørgsmål, om at kunne 'tænke' på Ham eller 'kende' Hans væsen. Vi kan ikke fatte noget, der er så langt ude over vores sansers rækkevidde og så langt ude over vores sinds opfattelsesevner. Som de lærde i kalam sagde: "Gud er hævet over alt, og hævet over vore evner til at kunne opfatte, og vi er altid omgivet af tusindvis af slør."

Folk med visdom har sagt, at Gud eksisterer og ikke kan opfattes af den menneskelige opfattelsesevne. Forklaringen kan ikke gives, og sanserne kan ikke opfatte Ham. Den eneste måde at opnå viden om Gud er gennem profeterne, som var de personer, der af Gud blev udvalgt til at åbenbare. I det område, hvortil opfattelsesevne og fornuft er forment adgang, skal vi acceptere anvisningerne i åbenbaringerne.

Dette kan belyses med eksemplet om personen siddende i et lukket rum, hvor der pludseligt lyder et bank på døren. Personen er uvidende om, hvem der banker på døren, eller hvad vedkommende ønsker. Han kan uhindret gå hen og åbne døren, eller han kan vælge at lade være. Hvis han vælger at åbne døren, har han derved mulighed for at se og forstå gæstens hensigt, eller også kan han blot vælge at blive siddende og ræsonnere sig frem til tingene.

Eksemplet viser os en mest nyttig måde at søge Gud på. Skabelsens realitet, dens storhed, dens essentielle enhed i form, dens indbyggede skønhed og harmoni, dens praktiske anvendelse for os, alt dette giver os en bevidsthed om, at der er en bagvedliggende Skaber. Hvis vi ønsker at kende denne Skaber, kan vi vælge at gøre det på samme måde som at købe stof hos en væver. At vælge og vrage imellem forskellige materialer og kvaliteter i en forretning er ikke det samme som at kende væveren bag materialet. Vi kan opfatte ham ud fra hans håndværk, men vi ved lige så lidt om essensen i hans person, som vi gør om Gud, medmindre vi tager Guds anvisninger til os for at opnå denne viden. Kort sagt, vi må gå til Ham Selv.

Viden om Gud, Hans nåde, skabelsen og menneskenes liv er åbenbaret, og denne åbenbaring, som Gud giver os gennem Sine profeter, holder en dør åben for os. Det bliver gjort muligt for os at kende, ikke kun Gud, men også Guds egenskaber. Profeterne lærer os at reflektere over alle de ting, der viser Guds eksistens og virke. Vi må derfor leve os dybt ind i de Guddommelige anvisninger. Vi må studere dem grundigt og meditere over dem, som profeterne har anvist os. Når individets indre fakulteter så er tilstrækkeligt udviklet, har det mulighed for at opfatte meningen bag det Guddommelige håndværk; at forstå skabelsen og dermed hæve sig over sig selv. At tænke efter og lære sig at se de Guddommelige egenskaber operere i skabelsen, er betingelsen for at forstå Hvem, der står bag.

Det er absolut ikke givet, at enhver person kan opfange noget om den Guddommelige Essens. Det er derfor Abu Bakr as-Siddiq[3], profetens bedste ven og den første khalif[4], sagde: "At forstå Hans Essens er at tilstå, at Hans essens ikke kan forstås." Det, der står tilbage for os at gøre, er at indrette os efter den overenskomst, vi har med Gud. Søg på denne måde: "O Du, Som alene kan tilbedes, vi kan ikke opnå fuld viden om Dig, og dog tror vi på, at Du er nærmere os end vore egne halspulsårer. Vi føler Din eksistens og Din nærhed i vore hjerter dyb gennem det univers, Du har skabt og åbnet, som var det en bog, og gennem den vidunderlige harmoni mellem de forskellige dele af Din skabelse, store som små, og således finder vi hvile og trøst, og vore hjerter finder fred." (fra QAAAF, 2000, vol. 1)

Med denne tilgang til verden finder mennesket fred og tilfredshed via sit eksistensgrundlag. Dette lader vores egen personlighed udfolde sig fuldt ud fra hjertet. Der er mennesker, som aldrig søger en indre fred, og aldrig finder deres plads i helheden. De har en mekanistisk virkelighedsopfattelse og søger mekaniske løsningsmodeller, som indfanger dem og lammer deres evner til at se ud over disse. Ofte stiller sådanne mennesker det følgende: "Hvis vi siger, at Gud skabte alting - hvem skabte så Gud?"

Da jeg første gang hørte dette spørgsmål, udbrød jeg: "Ja, Muhammad er virkelig Hans profet." Det er blevet forudsagt af ham, må Guds fred være med ham, at i en fjern fremtid ville menneskene være så distancerede fra Gud, at de ville stille det spørgsmål. Blandt de mange væsentlige ting, han forudsagde - og de fleste er allerede gået i nøjagtig opfyldelse, og resten vil blive opfyldt efterhånden, som tiden skrider frem - er nøjagtig dette: "En dag vil oprinde, hvor folk vil sidde med deres ben over kors og spørge: 'Hvis vi siger, at Gud skabte alle ting - hvem skabte så Gud?'" (Bukhari, (I´tisam, 3))

Selvfølgelig er folk, der stiller sådanne spørgsmål, ateister, og de søger at få andre til at følge samme vej. Folks lyst til at stille et sådant spørgsmål kan søges i den enkeltes ubevidstgjorte trang til at fornægte sit ansvar over for sig selv og sin Skaber, som de ellers vil komme til at stå i gæld til, både hvad angår tro, lydighed og tilbedelse. Eller spørgsmålet kunne tolkes som et udtryk for den cementerede opfattelse, at intet eksisterer uden 'årsag og virkning'; at intet sker eller bliver til, uden noget forudgående har sat det i gang. Konsekvensen af denne tanke er, at man ikke kan forestille sig en Skaber uden, at Denne selv er blevet skabt af en Skaber før Ham og sådan fortsat i en uendelighed. Et sådant dilemma eksisterer ikke hos muslimerne, fordi troen på Skaberens Altomfattende Egenskab fjerner nødvendigheden af en sådan endeløs kædereaktion. Det har netop altid været en af fundamenterne hos islamiske teologer, at man er nødt til at tage Gud som udgangspunkt, for ellers ville denne kæde af begivenheder aldrig have en start, ej heller en afslutning.

Det er vigtigt atter at slå fast, at Skaberen nødvendigvis må være Selvopretholdende og Ene, og at intet kan sammenlignes med Hans eksistens - et forhold, der kun kan gælde for Gud. Ingen skabning kan påberåbe sig samme egenskaber. Det er kun Skaberen, der i yderste konsekvens kan forårsage årsag og virkning, for Han har jo skabt alt og alle, og kun Han eksisterer i kraft af Sig Selv. Alle handlinger har deres udgangspunkt i Gud, og alle handlinger vil finde deres afslutning i Gud. Lidt på samme måde som en uendelig række af nuller sammenlagt ikke giver nogen værdi, før der står et lige eller ulige tal foran dem, opnår universet først sin egentlige og reelle værdi ved tilstedeværelsen af den forårsagende Skaber.

Uanset hvad vi forårsager gennem vores tanker og handlinger, så har det ikke nogen direkte, blivende eller uafhængig effekt. Som begrænsede væsener bliver vi nødt til at tale om årsag og virkning for at kunne forstå det, men efter et stykke tid vil vi, gennem indsigt og gennem Guds venlighed mod os, åbne os mod en større forståelse. Først dér vil verden omkring os blive virkelig nyttig, fordi vi gennem den kan forstå vores afhængighed af Gud, og ansvaret overfor Gud i de ting, vi gør i verden. Gud behøver ikke 'årsag og virkning' forklaret for at kunne forstå Sin egen skabelse - det er os, der behøver det for at forstå os selv. Blandt Guds altomfattende Egenskaber er Den Første og Den Sidste, Den Uendelige, Forårsageren og Bestemmeren. Alle vores små anstrengelser med 'årsag og virkning' er kun slør mellem os og Gud.

 



[1] Sura(h) Betegnelse for et kapitel i Koranen. Koranen består af Sura'er med hvert sit navn.
[2] Ledsagere (Ashab) Betegnelsen bruges om de første muslimer. Ashab spillede en vigtig rolle i formidlingen af Muhammads sunna, hans sædvane, og i det hele taget i formidlingen af islam til folk.
[3] Abu Bakr as-Siddiq: En af de første muslimer. Hedder oprindeligt `Abd al-Ka`ba, men fik af Muhammad navnet Abu Bakr. Ved en senere lejlighed fik han navnet al-siddik, den sanddru, fordi han uden forbehold troede på Muhammeds beretning om sin himmelfart.
Fader til Aisha, en af Profetens hustruer. Blev efter Muhammads død i 632 den første kalif- en funktion han bestred frem til sin død i 634.
[4] Khalif: En som træder i stedet for en anden, eller efterfølger dem. I Koranisk sammenhæng bruges ordet om mennesket som Allahs stedfortræder på jorden, og generelt bruges det om muslimernes leder, som træder istedet for Profeten.

Pin It
  • Oprettet den .
Copyright © 2020 Fethullah Gülen Webside. Alle rettigheder reserveret.
fgulen.com er officiel kilde på Fethullah Gülen, den berømte tyrkiske lærde og intellektuelle.