Khawf og Khashya (Frygt og Ærbødighed)

I sufismen betegner frygt ikke alene at afholde sig fra alt, der er forbudt; men også fra de handlinger, som det er tilrådeligt at holde sig fra. Det betyder også, som modsætning til håb eller forventning, at en rejsende på vejen til Sandhed ikke føler sig sikker mod at afvige og derved gøre sig fortjent til Guddommelig straf i det Hinsidige. Som resultat afholder den rejsende sig fra pral og selvforherligelse.

Ifølge Al-Qushayri tvinger frygt den rejsende på den spirituelle vej til at afholde sig fra at gøre Gud utilfreds. Som sådan vedrører den fremtiden. Frygt opstår af éns ængstelse for at blive underlagt noget ubehageligt, eller en utilpashed over ikke at have nået det, man ønskede. Også på denne måde vedrører frygt fremtden. Koranen peger i mange vers på de fremtidige resultater af éns gerninger og handlinger, og søger dermed at etablere en verden, der omfatter fremtiden, én, hvor det er muligt at erkende fremtiden med både dens gode og dårlige bestanddele.

Vd at Koranen indgyder frygt i dens følgeres hjerter vedrørende deres endeligt og om hvorvidt de vil dø som troende muslimer, formaner den dem, om at være standhaftige i deres tro og udøvelse af Islam. Mange vers får hjerterne til at skælve af frygt, og er som tråde, der bruges til at væve livets klæde med. For eksempel: Noget vil dukke op foran dem, som de aldrig havde forudset (39:47); og Sig: Skal Vi sige jer, hvem der er de største tabere ved deres gerninger? De, hvis anstrengelser er gået til spilde i verdens liv, mens de troede, de gjorde godt (18:103-4). Hvor er de glade og velhavende, de der væver deres livs klæde med disse tråde! Med den slags advarsler retter Koranen os ind mod det Hinsidige, og opmuntrer os til at anse det for vigtigere end noget andet.

Gud bruger frygten som en pisk i Sin lysende Tale, for at tvinge os til Hans Nærvær og beære os med Sit selskab. [1] Ligesom moderens formaninger til barnet får det til at nærme sig hendes varme, kærlige arme, vil denne pisk få de troende til at komme nærmere den Guddommelige Barmhjertigheds dybder, og beriger ham eller hende med Guds velsignelser og overflod, som Han fremtvinger menneskeheden til at fortjene og til at modtage ud af Hans Barmhjertighed og Nådefuldhed. Af denne grund har enhver befaling og påbud, der omtales i Koranen og er presset ind over menneskene, sin oprindelse i Guddommelig Barmhjertighed og løfter sjælene op, udover at den truer og bringer frygt.

Den, hvis hjerte er fyldt med frygt og ærefrygt for den Almægtige, kan ikke være bange for andre, og er derfor befriet for al unødvendig og kvælende frygt. I Sin lysende, håbgivende Tale fortæller den Almægtige menneskene, at de ikke skal frygte nogen eller noget andet end Ham: Frygt dem ikke. Frygt Mig, hvis I er sande troende (3:175); formaner dem til ikke at lide af grundløse fobier: Frygt alene Mig (2:40) og: De frygter deres Herre, der ser på dem fra det høje, og de gør alt det, der er blevet påbudt (16:50); og priser de hjerter, der frygter og udelukkende holder Ham i ærefrygt: De forsager deres senge for at råbe til deres Herre i frygt og håb (32:16).

Han priser dem, fordi de der indretter deres liv i henhold til deres frygt for Gud, bruger deres viljestyrke omhyggeligt og stræber efter at undgå synder. Sådanne følsomme og forsigtige sjæle flyver i Guds anerkendelse og velbehags himle. Her følger en yderst passende udtalelse af forfatteren til Lujja:

Hvis I frygter Guds vrede, vær standhaftige i religionen;

For et træ holder sig fast til jorden med sine rødder mod voldsomme storme.

Frygtens laveste grad er den, der kræves af tro: Frygt Mig, hvis I er (sande) troende (3:175). En noget højere grad af frygt er den, der stammer fra viden eller lærdom: Blandt Hans tjenere er det kun de lærde, der i sandhed frygter Gud (35:28). Frygtens højeste grad er den, der kombineres med ærefrygt og som stammer fra éns kundskab om Gud..

Nogle sufier inddeler frygten i to grupper: ærefrygt og ærbødighed. Selvom de betyder næsten det samme, betegner ærefrygt den følelse, der får den indviede til at flygte mod Gud, medens ærbødighed får den indviede til at søge tilflugt i Ham. En indviet, der konstant føler ærefrygt, tænker på flugt; medens den, der søger ly, søger tilflugt i Ham. De der vælger at flygte, gør fremgang på vejen vanskelig for sig selv, for de lever et asketisk liv og lider under adskillelse fra den Almægtige. Men de der føler ærbødighed, drikker nærhedens søde, oplivende vand, der kommer af at søge tilflugt i Ham.

Fuldkommen ærbødighed var kendetegnende for alle profeterne. Når profeterne var i denne tilstand, faldt de næsten døde om, som havde de hørt Isrâfîls Trompet og blev stillet foran Sandhedens fulde Majestæt og Storhed. De var altid bevidste om meningen med: Da Hans Herre åbenbarede (Sin) stråleglans over for bjerget, styrtede Han det i grus, og Moses faldt i afmagt (7:143). Blandt de, der er bragt nær Gud, sagde den nærmeste til Ham og ærbødighedens mester (fvmh):

Jeg ser det, I ikke ser, og hører det, I ikke hører. Hvis blot I vidste, at himlene knagede og jamrede. Faktisk blev de nødt til det, for der er ikke engang fire fingres breddes plads i himlene hvor der ikke er engle, der bøjer for Gud. Jeg sværger ved Gud, at hvis I vidste det, jeg ved (angående Guds Storhed), ville I kun le lidt, men græde meget. I ville undgå at ligge hos jeres hustruer, og råbe bønner til Gud på markerne og i bjergene. [2]

Her afslører Profeten sin ærbødighed, der får ham til at søge tilflugt hos Gud, og beskriver andres ærefrygt, der får dem til at flygte. Abû Dharr udtrykker sin holdning til flugt i sin tilføjelse til denne overlevering fra Profeten: Jeg ville ønske, jeg var et træ, der var rykket op med rode, og hugget til pindebrænde.

Den, hvis sjæl er fuld af ærefrygt og ærbødighed over for Gud, begår ingen synder, selvom han ikke synes at føle nogen frygt. Suhayb var en af dem, der følte ærefrygt over for Gud. Guds Budbringer (fvmh), priste ham idet han sagde: Hvilken fremragende tjener, denne Suhayb! Selv hvis han ikke frygtede Gud, ville han ikke begå synder. [3]

Den der frygter Gud, sukker af og til, og græder sommetider, især i ensomhed, i et forsøg på at slukke smerten af at være adskilt fra Ham, såvel som Helvedes ild, der udgør den største afstand mellem ham og Gud. Som det siges i en overlevering: En mand, der græder af frygt for Gud, vil ikke træde ind i Helvede, ligesom mælk, der er kommet (fra et pattedyr), ikke kan hældes tilbage i det bryst, (den blev taget fra) [4] , er det at fælde tårer, den mest effektive måde at slukke Helvedes flammer på. En troende forveksler sommetider det, han eller hun har gjort med det, han eller hun ikke har gjort, og i frygt for at handlingen er opstået fra hans eller hendes indfald eller kødelige selv, på grund af en personlig manglende evne til at modstå fristelse, føler stor fortrydelse og søger tilflugt hos Gud. En beskrivelse af sådanne sjæle, kan man finde i denne overlevering:

Da verset: De der giver det, de giver, medens deres hjerter er i ærefrygt, fordi de skal vende tilbage til deres Herre (23:60) blev åbenbaret, spurgte ´Â'isha, Profetens hustru, ham (fvmh): Er de (der er i ærefrygt, fordi de skal vende tilbage til deres Herre) dem, der begår så store synder som hor, tyveri og drikker alkohol? Profeten, Menneskehedens Pryd, svarede: Nej, ´Â'isha. De, der nævnes i verset er de der, selvom de udfører de foreskrevne bønner, faster og giver almisser, ryster af frygt for at sådanne handlinger af tilbedelse ikke skulle blive godkendt af Gud. [5]

Abû Sulaymân Dârâni siger, at selvom en tjener altid skal være i frygt (for at Gud måske ikke er tilfreds og derfor straffer ham eller hende) og håbefuld (om at Gud vil være tilfreds), er det sikrest, hvis éns hjerte banker med frygt og ærbødighed. [6] Shaykh Ghâlib, der deler Dârânis synspunkt, udtrykker sine følelser af frygt: Åbn min sjæls øjne med en tusindfoldig frygt!

 



[1] Frygt er et væsentligt element i de tidlige stadier i éns forhold til Gud. Men når man begynder at mildne frygten med håb, begynder den sande undervisning og træning på Guds vej. Medens det for os kan se ud som om vi bliver "presset" af Gud ind til Hans Nærvær, er vi det i virkeligheden ikke, for det er blot en af Guds måder at minde os om vort sande formål på. Dette forklares i den følgende hadîth: Mit forhold til jer er som en mand, der tvinger dem tilbage, der er ved at kaste sig selv i et bål. I kaster jer ind i et bål (ved at synde); men jeg trækker jer tilbage. Denne lignelse fortæller os, at der findes dem, der på trods af god natur, tro og tilbøjelighed til at gøre godt, ikke helt kan afholde sig fra at begå synder. For at hjælpe dem i deres kamp mod synderne, kan Gud i Sin Barmhjertighed få en eller anden ulykke til at ramme dem.
[2] Tirmidhi, "Zuhd", 9; Ibn Mâja, "Zuhd", 19
[3] Al-´Ajlûni, Kashf al-Khafa´, 323
[4] Al-Tirmidhi, "Fadâ'il al-Jihâd", 8; Al-Nasâ'i, "Jihâd", 8
[5] Al-Tirmidhi, "Tafsîr al-Qur'ân", 24
[6] Al-Qushayri, Al-Risâla, 128