Muhâsaba (Selvkritik eller Selvudspørgning)

Muhâsaba betyder rent bogstaveligt beregning, at afstemme konti og selvudspørgning. I en spirituel sammenhæng får det imidlertid en yderligere mening, idet det betegner en troendes selvkritik, som hele tiden analyserer sine tanker og handlinger i håb om, at ved at rette dem, vil han eller hun komme nærmere til Gud. En sådan troende takker Gud for det gode, han eller hun har gjort, og forsøger at udslette sine synder og afvigelser ved at bønfalde Gud om tilgivelse og at ændre sine fejl og synder gennem anger og fortrydelse. Muhâsaba er det meget vigtige og seriøse forsøg på at hævde sin personlige loyalitet over for Gud.

Forfatteren til al-Futuhât al-Makkiyya (Erobringen af Mekka), Muhy al-Din ibn al-´Arabi, fortæller, at i de første århundreder af Islams historie ville retskafne mennesker enten nedskrive eller ihukomme deres daglige handlinger, tanker og ord, og derpå analysere og kritisere sig selv for enhver ondskab eller synd, de havde begået. Dette gjorde de for at beskytte sig mod forfængelighedens storme og stolthedens malstrømme. De ville bede om Guds tilgivelse efter denne selvanalyse og ville angre oprigtigt, så de måske ville blive beskyttet mod fremtidige fejl og afvigelser. Derpå ville de falde på knæ for Gud i taknemlighed over de fortjenstfulde handlinger eller ord, som den Almægtige skabte gennem dem.

Selvkritik kan også beskrives som at søge og opdage éns egen indre og åndelige dybde, og at udføre det nødvendige åndelige og intellektuelle arbejde for at nå til sande menneskelige værdier, og endvidere at udvikle den følsomhed, der opmuntrer og nærer dem. Det er på denne måde, at man skelner mellem godt og dårligt, gavnligt og skadeligt, og ligeledes at man bevarer et oprigtigt hjerte. Yderligere gør det den troende i stand til at vurdere nuet og forberede fremtiden. Selvkritik gør også den troende i stand til at forbedre sig efter tidligere fejltagelser og blive frikendt i Guds øjne, for den giver en konstant virkeliggørelse af selvfornyelse i éns indre verden. En sådan tilstand sætter én i stand til at få et fast forhold til Gud, for dette forhold afhænger af den troendes evne til at leve et åndeligt liv og forblive opmærksom på det, der foregår i éns indre verden. Hvis det lykkes, medfører det en bevaring af éns himmelske natur som et virkeligt menneske, såvel som den fortsatte fornyelse af éns indre sanser og følelser.

I sit daglige såvel som i sit åndelige liv kan en troende ikke være ligegyldig over for selvkritik. På den ene side forsøger han eller hun at genoprette sin ødelagte fortid med håbets og barmhjertighedens briser, der blæser fra Guddommelige kald såsom: "Vær angerfulde over for Gud" (24:31) og "Vend jer til jeres Herre i anger" (39:54), som kommer fra verdenerne hinsides, og som vækker genklang i hans eller hendes samvittighed. På den anden side lyder der advarsler så frygtindgydende som lynnedslag og så opmuntrende som barmhjertighed i vers som: "Oh, I som tror! Frygt Gud og overhold jeres pligt over for Ham. Og lad hver en sjæl overveje, hvad den har forberedt til morgendagen" (59:18), vers, som bringer den troende til fornuft og gør én årvågen igen imod at begå nye synder. I sådan en tilstand er den troende beskyttet imod al slags ondskab, som om han eller hun befandt sig bag låste døre.

Ved at opleve hvert af livets øjeblikke, som var det forårets frembrud, søger den troende stadigt større dybder i sin ånd og sit hjerte med indsigt og bevidsthed, der stammer fra tro. Selv hvis en troende af og til trækkes ned af den kødelige dimension i hans eller hendes væsen, og vakler, er han eller hun altid opmærksom, således som det slås fast i: "De, der frygter Gud og overholder Hans påbud, vil, når et slag fra Satan besværer dem, øjeblikkeligt huske på Gud, og se! de er alle på vagt" (7:201).

Selvkritik ligner en lampe i den troendes hjerte, og en formaner og en rådgiver, der ønsker alt godt i hans eller hendes samvittighed. Alle troende bruger den til at skelne mellem det, der er godt og det, der er dårligt, smukt og hæsligt, det, der glæder og ikke glæder Gud. Gennem vejledningen fra denne velgørende rådgiver overvinder den troende alle forhindringer, uanset hvor uoverstigelige de end synes, og når frem til det ønskede endemål.

Selvkritik trækker Guddommelig barmhjertighed og tilgivelse til sig, hvilket gør én i stand til at trænge længere ind i troen og tjenesteskabet, og til at lykkes med at udøve Islam og opnå nærhed til Gud og evig glæde. Den afholder også én fra at falde i selvopgivelse, som til slut vil føre til afhængighed af personlige tilbedelseshandlinger for at blive frelst fra Guddommelig straf i det Hinsidige [1].

Ligesom selvkritik åbner døren til spirituel fred og ro, får det også én til at frygte Gud og Hans straf. Hos dem, der konstant kritiserer sig selv og stiller sig selv til regnskab for de gerninger, de har begået, høres ekkoet i deres hjerter af den Profetiske advarsel: "Hvis I vidste det, jeg ved, ville I kun le lidt, men græde meget." [2] Selvkritik, der både giver en fred og frygt i hjertet, indgyder bestandigt ængstelse i hjerterne hos de, der fuldt ud er klar over det tunge ansvar, de bærer på - en ængstelse, der har fået stemme i: "Hvis bare jeg havde været et træ, der var skåret i småstykker." [3]

Selvkritik får den troende til hele tiden at mærke det pres og stress, der udtrykkes i: "Jorden forekom dem trang i al sin vælde, og deres egne sjæle indsnævrede dem" (9:118). Verset: "Hvadenten I bekendtgør det, der er i jeres sjæle eller ej, vil Gud stille jer til regnskab for det" (2:284) lyder i hver af deres hjerneceller, og de jamrer i udtalelser som: "Jeg ville ønske, min mor aldrig havde født mig!" [4]

Medens det er svært for enhver at opnå denne grad af selvkritik, er det også vanskeligt for dem, der ikke gør det at udnytte deres tid optimalt og at leve bedre i dag end i går, og i morgen bedre end i dag. De, der bliver mast mellem tidens møllesten, hvis nutidige tilværelse ikke er bedre end før, kan ikke med lethed udføre deres pligter angående det hinsidige liv.

Konstant selvkritik og selvbebrejdelse viser fuldkommenheden i éns tro. Enhver, der har planlagt sit liv for at nå til horisonten af et perfekt, universelt menneskevæsen, er bevidst om sit liv, og tilbringer hvert et øjeblik af det med at kæmpe med sig selv. Sådant et menneske kræver et password eller et visum af enhver indskydelse, der dukker op i hans eller hendes hjerte og sind. Man opøver selvkontrol imod Satans fristelser eller et ophidset temperament, og man overvåger nøje hvert et ord og alle handlinger. Selvkritikken er konstant, selv hos de, hvis handlinger synes mest fornuftige og acceptable. En nøje gennemgang af ord og handlinger ved aftenstid er reglen, ligesom morgenbeslutningen om at undgå synd, er det. En troende knytter "sit livs vævning" med selvkritikkens og selvanklagers "tråde" [5].

Så længe en troende udviser en sådan loyalitet og trofasthed over for Herren og lever i sådan en ydmyghed, vil dørene til himlen være åbnet på vid gab, og der vil lyde en invitation: Kom, oh, du trofaste. Du har nærhed med Os. Dette er intimitetens station. Vi har set, at du er trofast. Hver dag beæres han eller hun med en ny, himmelsk rejse i ånden. Det er Gud Selv, Som sværger ved en sådan renset sjæl i: "Nej, Jeg sværger ved den selvanklagende sjæl!" (75:2).

 


[1] Den engelske oversætters note: Hvis man fortvivles (om Guddommelig barmhjertighed) vedrørende det evige liv på grund af sine synder, søger man lettelse fra den Guddommelige straf. Et sådant menneske husker da på og stoler på tidligere gode gerninger. Imidlertid er denne metode helt utilstrækkelig, for det er kun gennem Guddommelig barmhjertighed man kan blive frelst fra Guds straf og træde ind i Paradis.
[2] Al-Bukhâri, "Kusûf", 2; Muslim, "Salâh," 112; Abu ´Îsâ Muhammad ibn ´Îsâ al-Tirmidhi, "Kusûf," i Sunan, 4. bind (Beirut, intet år), 2
[3] Al-Tirmidhi, "Zuhd," 9; Muhammad ibn Yazîd al-Qazwini Ibn Mâja, "Zuhd," i Sunan, 2. bind (Ægypten, 1952), 19
[4] Muhammad Ibn Sa´d, Al Tabaqât al-Kubrâ, 8. bind (Beirut, 1980), 3:360
[5] Med andre ord tilbringes alle øjeblikke i éns liv med selvkritik og konstant opmærksomhed på alt hvad man siger og gør.