Tafakkur (Eftertanke)
Tafakkur betyder rent bogstaveligt at tænke dybt og systematisk og detaljeret på et emne. I denne sammenhæng betegner det eftertanke, der er hjertets lampe, åndens føde, kundskabens ånd, essensen og lyset i Islams levemåde. Eftertanke er det lys i hjertet, der tillader den troende at skelne mellem det, der er godt og det, der er dårligt, gavnligt og skadeligt, skønt og hæsligt. Det er også gennem eftertanke at universet bliver som en bog, der kan studeres, og Koranens vers afslører deres dybere betydning og hemmeligheder tydeligere. Uden eftertanke formørkes hjertet, ånden udtømmes og Islam bliver levet på et så overfladisk plan, at det er tømt for mening og dybsindighed.
Eftertanke er et livsvigtigt skridt for at blive klar over, hvad der foregår omkring os, og for at kunne drage slutninger heraf. Den er en gylden nøgle til at åbne døren til erfaring, et bed, hvor sandhedens træer plantes, og den er hjertets øjes pupil. Af denne grund sagde menneskehedens største repræsentant, den fremmeste i eftertanke og alle andre dyder, må fred og velsignelser være med ham: "Ingen tilbedelseshandling er så berømmet som eftertanke. Så tænk på Guds overflod og Hans Krafts værker; men forsøg ikke på at tænke over Hans Essens, for det vil I aldrig blive i stand til." [1]
Menneskehedens pryd fastslog med disse ord ikke blot eftertankens fortræffelighed, men også grænserne for vor eftertanke, og han mindede os om vore egne begrænsninger.
Med henblik på at drage opmærksomheden mod det samme punkt, skriver forfatteren til Al-Minhâj (Den Afmærkede Vej):
Tanker om overflod er en tilstand, der kommer af at følge denne vej, mens tanker om den Guddommelige Essens er en udtrykt synd. Det er både en fejl og ubrugeligt at tvivle og at tænke på Ham og det betyder også at søge noget, der allerede er nået.
Verset: "De tænker over himlenes og Jordens skabelse" (3:190) fremlægger universets bog med dets veje for skabelsen, særprægene ved dens bogstaver og ord, harmonien og sammenhængen i dens sætninger og dens fasthed som en helhed. Ved at gøre os opmærksomme på universet og ved at anmode os om at tænke over det, iser Koranen os en af de mest gavnlige metoder til eftertænksomhed: at tænke over og studere Koranen, og at følge den i alle vore tanker og handlinger; at opdage mysterierne i universets bog, og gennem enhver ny opdagelse, der uddyber og udfolder den sande troende, at leve et liv, der er fyldt med spirituelle glæder langs en lysvej, der strækker sig fra tro til viden om Gud og derfra til kærlighed til Gud; og derefter at fortsætte til det Hinsidige og Guds velbehag. Dette er måden at blive et perfekt og universelt menneske på.
Man kan bruge eftertanken på ethvert videnskabeligt område. Men de rationelle og eksperimenterende videnskaber er blot det første skridt eller det første middel til at nå til det sidste mål for refleksion, som er viden om Gud, forudsat at éns sind ikke er blevet fyldt med fejlagtige forestillinger og fordomme. Hvis man studerer eksistensen som var den en bog, man kan tænke over, kan dette fremavle de ønskede resultater og forsyne én med oplysninger og inspiration uden ophold; men kun hvis man indrømmer, at alle ting og deres egenskaber er skabt af Gud. Det er dette, der eftersøges og bør gøres af de, der tilskriver alle ting til Gud, og som har opnået en spirituel tilfredshed gennem kundskaben om, kærligheden til og ihukommelsen af Gud.
Eftertanken må basere sig på og begynde med troen på at Gud er skabelsens Ophav. Hvis ikke, vil man måske nå Gud på et eller andet stadie på rejsen; men man vil ikke gå videre ud over overbevisningen om Guds Eksistens og Enhed. Eftertænksomhed baseret på og begyndende med troen på Gud som Skaberen og den unikke Administrator af hele skabelsen muliggør en fortsat fremgang og stadig større dybde; for nye opdagelser udvikler sig til nye dimensioner (kærlighed til Gud, "udslettelse i og vedvarenhed hos Gud", opdagelsen af Guddommelige virkeligheder bag ting og begivenheder). Med andre ord vil en eftertanke, der begynder med bevidstheden om Gud med Navne som "den Første" og "den Manifesterende i det Ydre", og som fortsætter frem imod Ham som "den Sidste" og "den Skjulte i det Indre", sætte én i stand til at have uafbrudt fremgang uden ende. At opmuntre folk til at give sig i kast med eftertanke med fokus på et bestemt mål, indebærer, at man skal presse dem til at lære og bruge videnskabelige metoder, der studerer hvorledes eksistensen manifesterer sig.
Eftersom alle ting i himlene og på Jorden tilhører Gud og er Hans kongerige, betyder studiet af enhver hændelse, emne og kvalitet at man studerer hvordan den ophøjede Skaber tager sig af eksistensen. Den troende, som studerer og nøje fatter denne tilværelsens bog, og derpå indretter sit liv i henhold hertil, vil følge vejledningens og retfærdighedens vej, hele vejen til Paradisets sidste station, hvor han eller hun vil drikke fra kawthar - Paradisets velsignede vand.
Undergangens og fortabelsens mennesker vandrer i tankeløshedens faldgruber i utaknemmelighed over for Gud, den virkelige Ejer af den uendelige variation af skønhed og overflod i verden. De, der følger vejen til Paradis og er i besiddelse af eftertanke, genkender den Sande Giver af al overflod og adlyder Ham, fuldt bevidste om hvad det betyder at tro på Ham. De rejser fra taknemmelighed til at blive overøst med al overflod, og fra overflod til taknemmelighed, i englenes, profeternes og sandfærdige og trofaste troendes fodspor, og søger Guds velbehag for at takke Ham for Hans velsignelser. Ved at benytte eftertankens fartøj, og med hjælpen bestående i at huske på Gud, overvinder de alle forhindringer og går fremad fra at tage de nødvendige forholdsregler for at nå til målet til underkastelse, og fra underkastelse til at overlade deres anliggender til Guds Magt, flyver de gennem himlene til deres endelige bestemmelsessteder. [2]
[1] Abû Bakr Muhammad ibn Husayn al-Bayhaqî, "Shu´ab al-Îman," i Kitâb al-Sunan al-Kabîr, 9. bind (Beirut, 1990), 1:136; Ismâ´îl ibn Muhammad al-´Ajlûnî, Kashf al-Khafâ'wa Muzil al-Ilbâs, 2. bind (Beirut 1351 EH/1932 e.Kr.), 1:311.
[2] Der findes talrige endelige bestemmelsessteder. Nogle af dem er at træde ind i Paradis, at opnå Guds velbehag og blive belønnet med visionen af Ham.
- Oprettet den .