• Hjem
  • Værker
  • Sufisme
  • Tawba, Inâba og Awba (Anger, oprigtig fortrydelse og at vende sig til Gud i Anger)

Tawba, Inâba og Awba (Anger, oprigtig fortrydelse og at vende sig til Gud i Anger)

Anger (tawba) betyder, at man fortryder og at man, opfyldt af sorg over sine synder, vender sig til Gud med det formål at adlyde Ham. Ifølge sandhedssøgende lærde viser anger en oprigtig anstrengelse for ikke længere at være i opposition til den Guddommelige Essens i éns følelser, tanker, intentioner og handlinger, og en anstrengelse for oprigtigt at overholde Hans påbud og forbud. Anger betyder ikke, at man frastødes af det, der er dårligt eller forbudt, og derfor ikke længere tager del i det; det betyder snarere, at man forbliver hævet op over alt det, Gud hader og forbyder, selvom det synes i orden ud fra fornuft og tanke.

Ordet "tawba" bruges sædvanligvis sammen med ordet "nasûh", der bogstaveligt betyder ren, oprigtig, reformerende, forbedrende og reparerende. Tawba an-nasûh - oprigtig og forbedrende anger - betyder en ren, oprigtig anger, der fuldstændigt reformerer og forbedrer den der føler den. Det menneske, der føler en sådan oprigtig og sand anger fra hjertet over de synder, det har begået, søger at holde sig fra dem og sætter dermed et godt eksempel for andre. Koranen peger på dette, når den nævner den sande anger: "Oh, I troende! Vend jer til Gud i sand, oprigtig anger" (66:8).

Der findes tre kategorier af anger:

Angeren hos dem, der ikke kan erkende Guddommelige sandheder. Sådanne mennesker er urolige for deres ulydighed over for Gud, og i bevidsthed om den syndefuldhed, der formørker deres hjerter, vender de sig til Gud i anger og siger, for eksempel: Jeg er falden eller har begået en synd. Tilgiv mig, eller Jeg beder om Guds tilgivelse.

De, der er halvvejs vågne over for de Guddommelige sandheder bag den materielle tilværelses slør, og som føler et indre stik af syndefuldhed og anger lige efter at de har tænkt eller gjort noget, der er uforeneligt med bevidstheden om at altid være i Guds nærvær, eller efter hvert et tilfælde af tankeløshed, der omslutter deres hjerter, og som øjeblikkeligt søger tilflugt i Guds Nåde og Tilgivelse. Sådanne mennesker beskrives i følgende hadîth:

Guds Sendebud, må fred og velsignelser være med ham, erklærede: Den, der oprigtigt angrer sine synder, er som én, der aldrig har begået nogen. Når Gud elsker en af Sine tjenere, vil hans synder ikke skade ham. Derpå modtog han verset: "Sandelig, Gud elsker de, der ofte angrer og de, der altid søger at rense sig selv." Da han blev spurgt om tegnene på anger, forklarede han: Det er en anger, der føles i hjertet[1].

De, der lever så årvågent et liv at deres hjerter er vågne, som det er beskrevet i en hadîth: Mine øjne sover; men mit hjerte gør ikke[2]. Sådanne mennesker fjerner øjeblikkeligt hvad der end kommer mellem Gud og deres hjerter og andre inderlige evner, og genvinder bevidstheden om deres forhold til lysenes Lys. De manifesterer bestandigt meningen i: "Hvor fremragende en tjener! I sandhed vendte han sig altid i anger (til sin Herre)" (38:44).

Anger betyder, at man genvinder sin essentielle renhed efter enhver åndelig besudling, og at man jævnligt praktiserer selvfornyelse. Angerens trin er som følger:

•Følelsen af oprigtig anger og fortrydelse.

•Følelse af frygt hver gang man husker sine tidligere synder.

•Forsøg på at udslette uretfærdighed samt støtte retfærdighed og ret.

•Gennemgå éns ansvarsområder og udføre de pligter, man tidligere har forsømt.

•Reformering af én selv ved at fjerne åndelige defekter forårsaget af afvigelser og fejl.

•Fortrydelse og begrædelse over de gange, da man ikke nævnte eller huskede Gud, eller takkede Ham og reflekterede over Hans værk. Sådanne mennesker er altid frygtsomme og årvågne, så deres tanker og følelser ikke fordærves af ting, der kommer imellem dem selv og Gud. (Denne sidste kvalitet er specielt for mennesker, der udmærker sig ved deres nærhed til Gud).

Hvis man ikke føler anger, fortrydelse og afsky over for de fejl, man har begået, uanset om de er små eller store; hvis man ikke hele tiden frygter eller ængstes for at falde tilbage i synd til enhver tid; og hvis man ikke søger tilflugt i oprigtig tjeneste for Gud for at blive befriet for afvigelser og fejl, som man er faldet i efter at have bevæget sig bort fra Gud, vil enhver resulterende anger intet andet være end en løgn.

Mawlana Jalâl al-Din al-Rûmi siger om oprigtig anger:

Jeg har angret og vendt mig til Gud så oprigtigt at jeg ikke vil bryde mit løfte om anger før min sjæl forlader kroppen. Hvem anden end et æsel ville virkelig begive sig mod undergangen efter at have haft så megen lidelse på grund af sine synder?

Anger er en ed om retskaffenhed, og det kræver en stærk viljestyrke at holde fast på den. De angrendes herre, må fred og velsignelser være med ham, siger, at den, der oprigtigt angrer og stædigt holder fast i denne anger, har opnået martyrernes rang, medens angeren hos dem, der ikke kan gøre sig fri af deres synder og afvigelser, på trods af at de angrer gentagne gange, håner den dør, som de virkeligt angrende vender sig til i yderste alvor og fasthed.

Den, der fortsætter med at synde efter at have erklæret frygt for Helvede, som ikke tager del i retfærdige gerninger på trods af et påstået begær efter Paradis, og som er ligeglad med Profetens vej og praksis på trods af forsikringer om kærlighed til Profeten, må fred og velsignelser være med ham, kan man ikke tage alvorligt. Dette gælder også for den, der erklærer, at han er oprigtig og ren i hjertet, men som bruger tilværelsen på at svinge mellem synd og anger.

En indviets første station er fortrydelse, mens den næste er inâba (alvorlig anger). I almindelighed bruges inâba også til at betegne den ceremoni, der afholdes, når man overgiver sig til en åndelig vejleder (som murshid). Medens fortrydelse kræver opøvelse af følelserne, tankerne og handlingerne for at kunne bevæge dem fra modstand til accept og lydighed, kræver den alvorlige anger en kritik af ægtheden, oprigtigheden og tilstrækkeligheden i denne accept og lydighed. Fortrydelse er en fremadskriden eller rejse mod Gud - hvilket betyder, at man søger at gøre det, der glæder Gud og at man afholder sig fra at gøre det, Han har forbudt. Alvorlig anger er en opstigning gennem stationerne i rejsen til Gud - med andre ord, at stræbe efter at leve et retskaffent liv i selvudslettelse og opslugenhed i Gud, så man kan søge Hans velbehag i alle handlinger og tanker.

Awba (at vende sig til Gud i brødbetynget anger) er en opstigning gennem stationerne på rejsen fra Gud - hvilket betyder, at man er ansvarlig for at vejlede andre efter man selv har legemliggjort Islam hos sig selv mht. tro, tanker og opførsel. Med andre ord er der tale om fortrydelse, når man søger tilflugt hos Gud af frygt for at dø som ikke-muslim og således gøre sig fortjent til evig straf. At udslette sit selv i Gud i håbet om at bevare ens spirituelle rang er alvorlig anger. Og at lukke sine øjne for ethvert begær, ambition eller mål, der ikke er til Guds velbehag, er at vende sig til Ham i den yderste brødebetyngede anger.

Den første station er alle troendes station og udtrykkes i: "Fortryd over for Gud, oh troende!" (24:31). Den næste er en egenskab ved helgener og de fremmeste i troen og god opførsel, som er blevet bragt nær Gud. Dens begyndelse finder vi i: "Vend jer mod jeres Herre i fortrydelse" (39:54) og dens slutning beskrives i: "Han kommer med et brødebetynget, angerfuldt hjerte" (50:33). Den tredje er for Profeterne og Budbringerne, som alle blev skattede og prist af Gud med ordene: "Hvor fremragende en tjener! Han vendte sig sandelig altid i brødebetynget anger (til sin Herre)" (38:44).

Fortrydelsens ord, der udtales af de, der er bevidste om at være i Guds nærvær, udtrykker individets oprigtige anger eller venden sig til Gud i brødebetynget anger. Det er sådan, de ord skal forstås, som skabelsens toppunkt, må fred og velsignelser være med ham, sagde: "Jeg beder om Guds tilgivelse halvfjerds (eller hundrede, ifølge en anden overlevering) gange om dagen."

Fortrydelse er handling eller en metode hos de, der søger at leve et retskaffent liv, medens de forbliver i uvidenhed om Guds konstante overvågning af sine tjenere og i uvidenhed om hvad nærhed til Ham virkeligt betyder. De, der lever i bevidstheden om Guds nærhed, betragter det som hovedløst at vende sig til Gud, sådan som almindelige mennesker gør det, for Han fører dem, som Han vil, overvåger dem konstant og er nærmere ved dem end noget som helst andet. Deres station er ikke den samme som for folk der bekender sig til Eksistensens Enhed - de ekstatiske helgener, der ser på skabelsen, medens de eksisterer i en tilstand af fuldstændig udslettelse i Gud, og derfor betragter Gud som det eneste virkeligt eksisterende væsen. Det er snarere stationen for folk der bekender sig til det Bevidnedes Enhed - lærde helgener, som accepterer, at den eneste virkeligt eksisterende er Han, Der bliver bevidnet eller erkendt hinsides skabelsen. Ydermere er det stationen for de, der går fremad i lyset fra Profeten Muhammads praksis, må fred og velsignelser være med ham.

Det er blot påstande og grundløse udtalelser, når de, der ikke er nået til denne station og derfor blot lever på deres tilværelses ydre overflade, taler om awba og inâba, og især om disse to stationers endepunkter.

 


[1] Abû al-Qâsim ´Abd al-Karîm al-Qushayri, Al-Risâlah al Qushayriyya fî ´Ulûm al-Tasawwuf (Kairo, 1972)
[2] Muhammad ibn Ismâ´îl al-Bukhâri, "Tahajjud" i Al-Jâmi´ al-Sahîh, 4. bind (Beirut, intet år), 16; Abû al-Husayn Muslim ibn Hajjâj al-Qushayri Muslim, "Musâfirîn" i Sahih al-Muslim, 5. bind (Beirut, 1956), 125

Pin It
  • Oprettet den .
Copyright © 2020 Fethullah Gülen Webside. Alle rettigheder reserveret.
fgulen.com er officiel kilde på Fethullah Gülen, den berømte tyrkiske lærde og intellektuelle.