En Sammenlignende Tilnærmelse til Islam og Demokrati

I de seneste år er religion, i særdeleshed Islam, blevet et af de sværeste emneområder at behandle. Samtidens kultur, uanset om den nærmer sig fra antropologiens eller teologiens vinkel, fra den psykologiske eller psykoanalytiske, bedømmer religionen med empiriske metoder. På den ene side er religion et fænomen, der hovedsageligt føles og opleves i det indre, og som mest forholder sig til livets varige aspekter. På den anden side kan de troende anskue deres religion som en filosofi, et sæt rationelle principper eller blot mysticisme.

I Islams tilfælde forøges vanskeligheden, for nogle muslimer og politiske taktikere anser den og fremlægger den som en ren politisk, sociologisk og økonomisk ideologi snarere end som en religion. Hvis vi ønsker at analysere religion, demokrati eller et hvilket som helst system eller filosofi med nøjagtighed, bør vi fokusere på mennesket og menneskets liv. Fra dette perspektiv kan religion i almindelighed, og Islam i særdeleshed, ikke sammenlignes ud fra de samme forudsætninger med demokrati eller noget andet politisk, socialt eller økonomisk system. Religion fokuserer primært på livets og eksistensens uforanderlige aspekter, hvorimod politiske, sociale og økonomiske systemer og ideologier kun behandler visse variable sociale aspekter i vort verdslige liv.

De af livets aspekter, som religion hovedsageligt beskæftiger sig med, er ligeså gyldige i dag, som de var i menneskehedens daggry og vil fortsat være det i fremtiden. Verdslige systemer ændres efter omstændighederne og kan således kun bedømmes udfra deres samtid. Troen på Gud, det Hinsidige, profeterne, de hellige bøger, engle og guddommelig skæbne har intet at gøre med skiftende tider. På samme måde har tilbedelse og moralens universelle og uforanderlige standarder ikke meget at gøre med tiden og det verdslige liv.

Derfor skal vi huske, når vi sammenligner religion eller Islam med demokrati, at demokrati er et system, der fortsat er under udvikling og revision. Det varierer også i henhold til de steder og forhold, hvor det udøves. På den anden side har religion etableret uforanderlige principper, der relaterer sig til tro, tilbedelse og moral. Således bør kun Islams verdslige aspekter sammenlignes med demokrati.

Islams hovedsigte og dens uforanderlige dimensioner påvirker dens regler, der styrer de foranderlige aspekter i vore liv. Islam foreslår ikke nogen bestemt uforanderlig form for regering, eller søger at skabe noget sådant. I stedet fastlægger Islam grundlæggende principper, der orienterer en regerings generelle karakter, og lader det være op til folket at vælge den type og form for regering, der passer til tiden og omstændighederne. Hvis vi nærmer os sagen i dette lys, og sammenligner Islam med vore dages moderne demokrati, vil vi bedre kunne forstå Islams og demokratiets position i forhold til hinanden.

Demokratiske ideer stammer fra gamle tider. Det moderne liberale demokrati opstod i de amerikanske (1776) og franske (1789-99) revolutioner. I modsætning til at blive regeret af et overhoved, regerer folket i et demokratisk samfund. Individet sættes over samfundet i den slags politiske systemer og står frit for at vælge, hvordan man vil leve sit eget liv. Men individualismen er ikke absolut. Folk opnår en bedre tilværelse ved at leve inden for et samfunds rammer, og dette kræver, at de tilpasser sig og begrænser deres frihed i overensstemmelse med kriterierne for et socialt liv.

Profeten siger, at alle mennesker er ligeså lige som tænderne på en kam.[1] Islam gør ingen forskel på race, farve, alder, nationalitet eller fysiske træk. Profeten erklærede: "I kommer alle fra Adam, og Adam er af jord. Oh, Guds tjenere, vær brødre [og søstre]."[2] De, der er født tidligere, har mere rigdom og magt end andre eller tilhører bestemte familier og etniske grupper, har ingen naturgiven ret til at herske over andre.

Islam påstår også følgende fundamentale principper:

 

1. Magten ligger i sandheden, en forkastelse af den almindelige opfattelse af at sandheden afhænger af magten.
2. Retfærdighed og regering ved lov er essentielt.
3. Frihed til tro, og retten til livet, personlig ejendom, forplantning og helse (både mentalt og fysisk) kan ikke krænkes.
4. Det individuelle privatliv og immunitet skal opretholdes.
5. Ingen kan dømmes for en forbrydelse uden bevis, eller beskyldes og straffes for en andens forbrydelse.
6. Det er essentielt med et rådgivende system i administrationen.

Alle rettigheder er lige vigtige, og et individs rettigheder kan ikke ofres for samfundets skyld. Islam betragter samfundet som sammensat af bevidste individer, der har en fri vilje og føler ansvarlighed både over for sig selv og andre. Islam går et skridt videre ved at tilføje en kosmisk dimension. Den ser menneskeheden som historiens "motor", i modsætning til nogle af det 19. århundredes vestlige historiefilosofiers fatalistiske tilgange, som f.eks. dialektisk materialisme og historicisme.[3] På samme måde som individets vilje og opførsel bestemmer udfaldet for vedkommendes liv i denne verden og i den næste, bestemmes et samfunds fremgang eller forfald af dets indbyggeres vilje, verdensanskuelse og livsstil. Koranen (13:11) siger: "Gud vil ikke ændre på et folks tilstand, medmindre de ændrer sig selv [med hensyn til deres tro, verdensanskuelse og livsstil]." Ethvert samfund holder, med andre ord, selv tømmerne til sin skæbne i hænderne. Den profetiske tradition understreger denne ide: "I vil blive regeret i henhold til, hvordan I er."[4] Dette er demokratiets grundlæggende karakter og ånd, som ikke er i konflikt med noget islamisk princip.

Eftersom Islam holder individer og samfund ansvarlige for deres egen skæbne, må folk være ansvarlige for at regere sig selv. Koranen henvender sig til samfundet med sådanne udtryk som: "Oh folk!" og "Oh, troende!" De pligter, vi overlader til de moderne demokratiske systemer er de samme, som Islam overlader til samfundet og klassificerer i henhold til betydning, som "absolut nødvendigt, relativt nødvendigt og anbefalelsesværdigt at gennemføre." Den hellige tekst indeholder følgende passager: "Etabler, alle sammen, fred" (2:208); "Brug af det rene og gode, I har tjent og hvad Vi frembringer på jorden, på Guds vej og på de nødlidende" (2:267); "Hvis nogen af jeres kvinder beskyldes for uanstændighed, skal I have fire vidner (for at bevise det)" (4:15); "Gud befaler jer at overlade offentlig tillid til dem, der har de påkrævede egenskaber og at dømme med retfærdighed, når I dømmer mellem mennesker" (4:58); "Overhold retfærdigheden som vidner, der har respekt for Gud, selvom det går imod jer selv, jeres forældre og slægtninge" (4:135); "Hvis de [jeres fjender] hælder til fred [når I er i krig], skal I også hælde til den" (8:61); "Hvis én, der er korrupt og syndig, kommer med nyheder til jer [om andre], da undersøg det, så I ikke slår et folk uden viden" (49:6); "Hvis to parter blandt de troende, strides med hinanden, forson dem da" (49:9). For at opsummere: Koranen henvender sig til hele samfundet og tildeler det næsten alle de pligter, der overlades til moderne, demokratiske systemer.

Folk samarbejder ved at dele disse pligter og etablere de essentielle grundlag, der er nødvendige for at udføre dem. Regeringen er sammensat af alle disse grundlag. På denne måde anbefaler Islam en regering baseret på en social kontrakt. Folket vælger administratorerne og nedsætter et råd, hvor man debatterer fælles sager. Samtidigt overvåger samfundet som helhed dette råd. Særligt under de fire første kaliffer (632-661) blev de fundamentale principper for regering, der omtales foroven - inklusive frie valg - fuldt ud gennemført. Det politiske system blev ændret til et sultanat efter Alis død, den fjerde kalif, på grund af indre konflikter og den globale situation på daværende tidspunkt. Ulig kalifatet blev magten i sultanatet givet videre i sultanens familie. Men selvom der ikke længere var frie valg bibeholdt samfundene andre principper, der er kernepunkter i vore dages liberale demokrati.

Islam er en inklusiv religion. Den er baseret på troen på én Gud som universets Skaber, Herre, Opretholder og Administrator. Islam er hele universets religion. Det betyder at hele universet adlyder de love, Gud har fastlagt, så alting i universet er "muslim" og adlyder Gud ved at underkaste sig Hans love. Selv et menneske, der nægter at tro på Gud, eller følger en anden religion, er nødvendigvis en muslim, i det mindste hvad angår hans eller hendes legemlige eksistens. Hele vedkommendes tilværelse, fra fosterstadiet til kroppens opløsning til støv efter døden, ethvert væv i vedkommendes muskler og ethvert lem i vedkommendes krop, følger den kurs, Guds lov har foreskrevet hver enkelt. På denne måde er Gud, naturen og mennesket hverken fjernt fra hinanden, ej heller fremmede overfor hinanden i Islam. Det er Gud, Som gør Sig Selv kendt for menneskeheden gennem naturen og menneskeheden selv; og naturen og menneskeheden er to skabelsesbøger, gennem hvilke ethvert af Guds ord kan blive kendt. Dette fører til, at mennesket ser på alle ting som tilhørende den samme Herre, som det også selv tilhører, så det anser ikke noget som helst i universet som fremmed. Hans sympati, kærlighed og tjeneste er ikke begrænset til folk af nogen særlig race, farve eller etnisk tilhørsforhold. Profeten opsummerede dette i befalingen "Oh, Guds tjenere, vær brødre [og søstre]!"

Et separat men ligeså vigtigt punkt er, at Islam anerkender alle religioner, der var før den selv. Den accepterer alle profeter og bøger, der er sendt til forskellige folkeslag i historiens forskellige epoker. Ikke alene accepterer den dem, men anser også troen på disse som en væsentlig del af at være muslim. Ved at gøre dette anerkender den religionernes grundlæggende enhed. En muslim er samtidigt en sand følger af Abraham, Moses, David, Jesus og alle andre hebræiske profeter. Denne tro forklarer, hvorfor både kristne og jøder nød deres religiøse rettigheder under islamiske regeringers herredømme gennem historien.

Det islamiske sociale system søger at forme et dydigt samfund og dermed opnå Guds anerkendelse. Det betragter ret, ikke styrke, som grundlaget for det sociale liv. Fjendtligheder er uacceptable. Relationer skal være baseret på tro, kærlighed, gensidig respekt, assistance og forståelse frem for på konflikt og virkeliggørelse af personlige interesser. Social uddannelse opmuntrer menneskene til at stræbe efter ophøjede idealer og fuldkommenhed, ikke blot løbe efter egne begær. Retfærdighed påkalder enhed, dyder frembringer gensidig støtte og solidaritet og tro sikrer broder- og søsterskabet. At opmuntre sjælen til at nå til fuldkommenhed bringer lykke i begge verdener.

Demokrati har udviklet sig gennem tiden. Ligesom det i fortiden har gennemgået mange forskellige stadier, vil det fortsætte med at udvikles og forbedres i fremtiden. Hen ad vejen vil det blive formet om til et mere humant og retfærdigt system, et, der er baseret på retfærdighed og virkelighed. Hvis mennesker betragtes som en helhed, uden at glemme den spirituelle dimension i deres liv og deres åndelige behov, og uden at glemme at menneskelivet ikke er begrænset til denne dødelige tilværelse, og at alle mennesker har et stort ønske om evighed, kunne demokratiet nå dets ypperste i fuldkommenhed og bringe endda endnu mere lykke til menneskeheden. De islamiske principper om lighed, tolerance og retfærdighed kan hjælpe til at gøre netop dette.

SAIS Review, 21:2 (Sommer-Efterår 2001)



[1] Abu Shuja' Shirawayh ibn Sahrdrar al-Daylami, Al Firdaws bi-Ma'thur al-Khhitab (Den Himmelske Have Sammensat af Udvalg fra Profetens Taler) (Beirut: Dar al-Kutub al-'Ilmiya, 1986), 4:300.
[2] For den anden del af denne hadith, se afsnittene "Nikah" (ægteskabskontrakt) i Abu 'Abdullah Muhammad ibn Isma'il al-Bukhari, ed., al-Jami' al-Sahih (En Samling af Profetens Autentiske Traditioner) (Istanbul: al-Maktabat al-Islamiya, u.å.), kap. 45; "Birr wa Sila" (Godhed og Besøge Slægtninge) i Imam Abu Husayn Muslim ibn Hajjaj, ed., al-Jami' al-Sahih, op. cit., kap. 23; og for den første del se "Tafsir" (Kommentarer om Koranen) og "Manaqib" (Profetens og hans Ledsageres Dyder) i Abu 'Isa Muhammad ibn 'Isa al-Tirmidhi, al-Jami' al-Sahih (Beirut: Dar al Ihya al-Turath al-'Arabi, u.å.), kap. 49 og 74, henholdsvis. Den originale arabiske tekst indeholder ikke ordet "søstre" i befalingen. Men den maskuline form, der bruges, betyder både mænd og kvinder, sådan som reglen er i mange sprog. Noget tilsvarende på dansk ville være ordet "menneskehed", der henviser til både mænd og kvinder. Ved at sige "Oh, Guds tjenere," mener Profeten også kvinder, fordi både mænd og kvinder er Guds lige tjenere.
[3] Se Karl R. Popper, The Poverty of Historicism, overs. Sabri Orman (Istanbul: Insan Yayinlari, 1985).
[4] 'Ala al-Din 'Ali al-Muttaqi al-Hindi, Kanz al-'Ummal fi Sunan al-Aqwal wa al-Af'al (En Skat fra Arbejderne for Profetens Udsagn og Gerningers Skyld) (Beirut: Mu'assasat al-Risala, 1985), 6:89.

Pin It
  • Oprettet den .
Copyright © 2020 Fethullah Gülen Webside. Alle rettigheder reserveret.
fgulen.com er officiel kilde på Fethullah Gülen, den berømte tyrkiske lærde og intellektuelle.