Uddannelse fra Vugge til Grav

Introduktion Den største forpligtelse og formål med menneskelivet er at søge forståelse. Arbejdet med at gøre dette, kendt som uddannelse, er en fuldkommengørende proces, gennem hvilken vi optjener, i de spirituelle, intellektuelle og fysiske dimensioner i væsenerne, den rang, der er anvist os, som skabelsens fuldkomne mønster. Ved fødslen, udgangspunktet for den jordiske fase af vor rejse fra sjælenes rige til evigheden, er vi fuldstændigt uden kunnen og hjælpeløse. I modsætning hertil kommer de fleste dyr til verden, som om de var modnet eller færdiggjort på forhånd. Inden for nogle få timer, dage eller måneder lærer de alt, hvad der er nødvendigt for deres overlevelse, såvel som hvordan de skal forholde sig til deres omgivelser og til andre skabninger.

For eksempel når bier og spurve til modenhed og alle de fysiske og sociale færdigheder, de behøver, i løbet af ca. 20 dage; vi har brug for 20 år eller mere for at nå en tilsvarende grad af modenhed.

Vi fødes hjælpeløse og uvidende om tilværelsens love, og må skrige for at få den hjælp, vi har brug for. Efter et års tid kan vi stå på egne ben og måske gå en smule. Når vi er omkring 15 år, forventes det at vi har lært forskellen mellem ondt og godt, det gavnlige og det skadelige. Imidlertid vil det tage os hele livet at opnå intellektuel og spirituel fuldkommenhed. Vor vigtigste pligt i tilværelsen er at nå fuldkommenhed og renhed i vor tænkning, begreber og tro. Ved at opfylde vor pligt af tjeneste over for Skaberen, Forsyneren og Beskytteren, og ved at trænge ind i skabelsens mysterier gennem vore potentialer og evner, søger vi at opnå sand menneskelig rang og blive værdige til et lyksaligt, evigt liv i en anden, ophøjet verden.

Vor menneskelighed er direkte proportional til vore følelsers renhed. Selvom de, der er fulde af dårlige følelser, og hvis sjæle er under indflydelse af egoisme, ser menneskelige ud, er det dog tvivlsomt, hvorvidt de er menneskelige. Næsten enhver kan træne sit legeme; men få kan uddanne deres sind og følelser. Den førstnævnte træning frembringer stærke kroppe, medens den anden frembringer åndelige mennesker.

Vore Medfødte Evner og Uddannelse

Siden Ibn Miskawayh´s dage er menneskelige evner eller "drifter" blevet delt ind i tre kategorier: fornuft, vrede og lyst.1 Fornuften indbefatter alle vore evner til begrebsdannelse, forestillingsevne, beregning, hukommelse, indlæring og så videre. Vrede dækker vores evne til selvforsvar, som islamisk retslære definerer som det, der er nødvendigt, for at forsvare vores tro og religion, fornuft, ejendele, liv og familie samt andre ukrænkelige værdier. Lyst er navnet på drivkraften bag vore dyriske appetit:

Udsmykket til menneskeheden er den lidenskabelige kærlighed til begær efter det modsatte køn og børn; efter at samle skatte af guld og sølv; efter kvalitetsheste, kvæg og plantager; og efter alle slags verdslige ting. (3:14)

Disse drifter findes i andre skabninger. Men disse drifter er begrænsede enten gennem begær, intelligens eller viljen til at forsvare livet og territoriet i alle skabninger, undtaget hos mennesket. Enhver af os er blevet skænket sin egen unikke frie vilje og den følgende forpligtelse til at disciplinere vore kræfter. Denne kamp for disciplin bestemmer vor humanitet. Vore evner udtrykkes i kombination med hinanden og med omstændighederne gennem jalousi, had, fjendskab, hykleri og blamere sig. De har også brug for at blive disciplineret.

Vi er ikke blot sat sammen af krop og sind. Enhver af os har også en sjæl, der kræver tilfredsstillelse. Uden dette kan vi ikke finde sand lykke og fuldkommenhed. Spirituel tilfredsstillelse er kun mulig gennem kendskab til Gud og tro på Ham. Når det er lukket inde i den fysiske verden, kan vort eget kødelige selv, tid og sted opleves som et fængsel. Vi kan undslippe det gennem tro og regelmæssig tilbedelse og ved at afstå fra yderligheder, når vi bruger vore evner og kræfter. Vi skal ikke søge at udradere vore drifter, men bruge vor frie vilje til at begrænse og rense dem, at kanalisere og lede dem til dyder. For eksempel forventes det ikke at vi tilintetgør lyst, men at vi tilfredsstiller den legalt gennem reproduktion. Lykken ligger i at begrænse vor lyst til anstændighedens og kyskhedens legale grænser og ikke indlade sig på liderlighed og udsvævelser.

På samme vis kan jalousi kanaliseres over i kappestrid fri for bitterhed, som inspirerer os til at efterligne dem, der udmærker sig i godhed og gode gerninger. Ved at tilføre passende disciplin til vor fornuft resulterer det i opnåelse af viden og i sidste ende til forståelse eller visdom. Renselse og træning af vrede fører til mod og overbærenhed. Disciplinering af vore lidenskaber og begær fører til kyskhed.

Hvis hver dyd tænkes som centrum i en cirkel, og enhver bevægelse bort fra dette centrum er en last, bliver lasten større, jo længere væk, vi bevæger os fra centrum. Enhver dyd har derfor utallige laster, eftersom der kun er et centrum i en cirkel, men et uendeligt antal punkter omkring det. Det er ligegyldigt i hvilken retning, afvigelsen foregår, fordi afvigelse fra centeret, uanset i hvilken retning, er en last.

Der er to yderligheder, der forbindes med hver moraldyd: mangel eller overdrivelse. De to ekstremer, der forbindes med visdom er stupiditet og snuhed. For mod er kujonagtighed og overilethed, og for kyskhed er døsighed og ukontrolleret lyst. Så et menneskes fuldkommenhed, det endelige formål med vor eksistens, ligger i at opretholde en tilstand af balance og moderation mellem de to yderligheder, der er forbundet med enhver dyd.

Det fortælles at 'Ali ibn Abi Talib sagde:

Gud har karakteriseret englene som intellekt uden seksuelt begær, lidenskab og vrede og dyr som vrede og begær uden intellekt. Han ophøjede mennesket ved at skænke det alle disse kvaliteter. Følgelig hvis en persons intellekt dominerer vedkommendes begær og vildskab, stiger vedkommende til et niveau over englenes, fordi dette niveau blev nået af et menneske, på trods af de vanskeligheder, der ikke berører engle.

Det er udelukkende muligt at forbedre et samfund ved at opløfte de unge generationer til menneskelig rang, ikke ved at udrydde de dårlige blandt dem. Medmindre man udover hele landet dyrker en afgrøde, der er sammensat af religion, tradition og historisk bevidsthed, vil nye onde elementer fremstå og vokse på de steder, hver udryddet dårligt element befandt sig.

Uddannelsens Virkelige Mening og Værdi

Uddannelse gennem indlæring og en anbefalelsesværdig måde at leve på er en ophøjet pligt, som manifesterer det Guddommelige Navn Rabb (Opdrageren og Opretholderen). Ved at opfylde den, opnår vi sand menneskelig rang og bliver en velgørende del af samfundet.

Uddannelse er livsvigtig for både samfundet og den enkelte. For det første er vor menneskelighed direkte proportional med vore følelsers renhed. Selvom de, der er opfyldt af dårlige følelser og hvis sjæle er under indflydelse af egoisme, ligner mennesker, er det et spørgsmål om, de overhovedet er det. Næsten enhver kan træne sit legeme; men få kan uddanne sit sind og sine følelser. For det andet er det muligt at forbedre et samfund ved at opløfte de unge generationer til menneskelig rang, ikke ved at udrydde de dårlige blandt dem. Medmindre man udover hele landet dyrker en afgrøde, der er sammensat af religion, tradition og historisk bevidsthed, vil nye onde elementer uundgåeligt fremstå og vokse på de steder, hver udryddet dårligt element befandt sig.

En nations fremtid afhænger af dens ungdom. Ethvert folk, der ønsker at sikre sin fremtid, bør give ligeså megen energi til opdragelsen af deres børn, som de giver til andre gøremål. En nation, der svigter sine unge, der overlader dem til fremmede kulturers indflydelse, sætter deres identitet på spil og bliver offer for kulturel og politisk svaghed.

Årsagerne til de laster, vi iagttager i vore dages generation, såvel som visse administratorers uduelighed og landsomfattende vanskeligheder, ligger i de forhåndenværende betingelser samt den herskende elite for 25 år siden. På samme måde vil de, der står for uddannelsen af vore dages unge mennesker, være ansvarlige for de laster og dyder, der vil vise sig om 25 år. De, der ønsker at forudsige en nations fremtid, kan gøre det korrekt ved fuldt ud at tage den uddannelse og opdragelse, der gives dens unge mennesker, i betragtning. "Virkeligt" liv er kun muligt gennem viden. Derfor bør de, der forsømmer at lære og at undervise, tælles som "døde", selvom de lever, for vi er skabt til at lære og at meddele andre det, vi har lært.

Rigtige beslutninger afhænger af et sundt sind og evnen til sund tænkning. Videnskab og viden oplyser og udvikler sindet. Af denne grund kan et sind, der nægtes adgang til videnskab og viden, ikke nå til rette beslutninger, vil altid ligge åbent for svig og bliver let ført vild.

Vi er først virkeligt humane, når vi lærer, underviser og inspirerer andre. Det er svært at betragte dem, der er uvidende og er uden begær efter at lære, som virkeligt humane. Man kan også sætte spørgsmålstegn ved om lærde mennesker, der ikke fornyer sig selv og reformerer sig selv med henblik på at sætte et eksempel for andre, virkeligt er humane. Den status og ry, man opnår gennem viden og videnskab er højere og mere vedvarende end dem, der opnås ved andre midler.

I bevidstheden om vigtigheden af at lære og undervise, må vi fastsætte, hvad det er, der skal læres og undervises, samt hvornår og hvordan det skal gøres. Selvom viden har en værdi i sig selv, er formålet med lærdom at gøre viden til en vejleder i livet og oplyse vejen til menneskets forbedring. Derfor er enhver viden, der ikke passer til selvet, en byrde for eleven og videnskab, der ikke fører én mod ædle mål, bedrageri.

Men viden, der erhverves for det rette formål, er en uudtømmelig kilde til velsignelse for eleven. De, der besidder en sådan kilde, søges altid af folk, som en kilde med frisk vand og leder folk til det gode. Viden, der er begrænset til tomme teorier og ufordøjede stumper af information, som rejser mistænksomhed i sindene og formørker hjerter, er en "dynge affald", hvorom desperate og forvirrede sjæle flakser. Derfor bør videnskab og viden forsøge at afdække menneskets natur og skabelsens mysterier. Enhver viden inklusiv det, der anses som videnskabelig, er kun sand, hvis den kaster lys over menneskenaturens mysterier og tilværelsens mørke områder.

* Ethvert individs fremtid er nært forbundet med de indtryk og indflydelser, det oplever gennem barndom og ungdom. Hvis børn og unge opdrages i et miljø, hvor deres entusiasme bliver stimuleret med højere følelser, vil de have livskraftige sind og udvise god moral og dyder.

* Selvom det er grundlæggende, at piger bliver opdraget til at være sarte som blomster og milde og lidenskabelige undervisere af børnene, må der vies passende opmærksomhed på at gøre dem til ubøjelige forsvarere af sandheden. Ellers vil vi have omformet dem til stakkels uduelige væsener, for deres sartheds og mildheds skyld. Vi må ikke glemme, at hunløver stadig er løver.

Familie, Skole og Omgivelser

Mennesker, der ønsker at sikre deres fremtid, kan ikke være ligeglade med, hvordan deres børn bliver uddannet. Familien, skolen, omgivelserne og massemedierne burde samarbejde for at sikre det ønskede resultat. Modstridende tendenser blandt disse vitale institutioner vil gøre de unge til ofre for modstridende indflydelser, der vil distrahere dem og sprede deres energi. I særdeleshed burde massemedierne bidrage til de unges uddannelse ved at følge den undervisningspolitik, samfundet har vedtaget. Skolen bør være så perfekt som muligt med hensyn til læseplan, dens læreres videnskabelige og moralske standarder, og dens fysiske tilstand. En familie skal give den nødvendige varme og kvalitet i den atmosfære, børnene skal vokse op i.

I Islams tidlige århundreder stræbte sindene, hjerterne og sjælene efter at forstå det, som himlenes og Jordens Herre godkender. Enhver samtale, diskussion, korrespondance og begivenhed var rettet imod dette mål. Som resultat heraf indsugede enhver, der var i stand til det, de rette værdier og ånd fra omgivelserne. Det var som om alle ting var en lærer, der forberedte individets sind og sjæl, og udviklede vedkommendes evner til at opnå et højt plan i islamiske videnskaber. Den første skole, hvor vi modtager den nødvendige undervisning til at blive fuldkommengjorte, er hjemmet.

De, der leder vejen, må sætte et godt eksempel for deres følgere. Ligesom de bliver efterlignet af deres følgere i deres dyder og gode moral, således vil også deres dårlige og upassende handlinger efterlade uudslettelige ar hos de, der følger dem.

Hjemmet er afgørende for at opdrage en sund generation og sikre et sundt socialt system eller struktur. Dette ansvar varer livet ud. De indtryk, vi modtager fra vor familie, kan ikke slettes senere i livet. Derudover fortsætter familiens kontrol over barnet i hjemmet med hensyn til dets andre søskende og legetøj, i skolen med hensyn til barnets venner, bøger og de steder, der bliver besøgt. Forældrene skal nære deres børns sind med viden og videnskab, før deres sind bliver optaget af ubrugelige ting, for sjæle uden sandhed og viden er marker, hvor onde tanker bliver dyrket og vokser.

Børnene kan kun få en god uddannelse hjemmefra, hvis der er et sundt familieliv. Derfor bør man gifte sig for at stifte et sundt familieliv og således bidrage til ens nations beståen i særdeleshed og menneskeslægten i almindelighed. Fred, glæde og sikkerhed derhjemme er den gensidige harmoni mellem ægtefællerne i tanker, moral og tro. Par, der ønsker at gifte sig, bør kende hinanden meget godt og betragte følelsernes renhed, kyskhed, moral og dyd mere end rigdom og fysisk tiltrækning. Børns spilopper og uforskammethed afspejler den atmosfære, de er vokset op i. Et dysfunktionelt familieliv afspejler sig stadigt mere i barnets sjæl, og derfor i samfundet.

I familien bør de ældre behandle dem, der er yngre end dem selv, med medfølelse, og de unge bør vise respekt for de ældre. Forældrene skal elske og respektere hinanden, og behandle deres børn med medfølelse og passende hensyntagen til deres følelser. De skal behandle hvert barn retfærdigt og ikke gøre forskel på dem. Hvis forældre opmuntrer deres børn til at udvikle deres evner og blive til nytte for sig selv og samfundet, har de givet nationen en ny, stærk søjle. Hvis de ikke opdyrker de rette følelser i deres børn, slipper de skorpioner løs i samfundet.

* Gode manerer er en dyd og bliver i høj grad påskønnet hos alle, der har dem. Man holder af dem med gode manerer, også selvom de ikke er skolede. Samfund uden kultur og uddannelse er ligesom grove individer, for hos dem kan man ikke finde nogen loyalitet i venskab, ej heller nogen bestandighed i fjendskab. De, der sætter sin lid til sådanne mennesker, bliver altid skuffede, og de, der er afhængige af dem, vil før eller senere finde sig selv uden støtte.

Skolen og Læreren

Man kan betragte en skole som et laboratorium, der tilbyder en eliksir, der kan forebygge eller helbrede livets sygdomme. De, der har viden og visdommen til at fremstille den og administrere den, er lærerne.

En skole er et sted, hvor man lærer om alt det, der vedrører dette liv og det næste. Den kan kaste lys over vitale ideer og begivenheder samt lære dens studerende at forstå deres naturlige og menneskelige omgivelser. Den kan også hurtigt åbne vejen til at åbenbare betydningen af ting og begivenheder og dermed føre den studerende til helhed i tanke og kontemplation. I alt væsentligt er skolen et slags sted for tilbedelse, hvis "hellige mennesker" er lærere.

Sande lærere sår de rene frø og bevarer dem. De beskæftiger sig med det, der er godt og gavnligt, og fører og vejleder børnene i livet samt i hvilke ting, de måtte møde. For at en skole skal blive en sand uddannelsesinstitution, skal dens studerende først udrustes med et ideal, en kærlighed til deres sprog og hvorledes det bruges mest effektivt, god moral og varige menneskelige værdier. Deres sociale identitet skal bygges på disse grundlag.

Uddannelse er forskellig fra undervisning. De fleste mennesker kan undervise, men kun nogle få er i stand til at uddanne. Samfund uden kultur og uddannelse er ligesom grove individer, for hos dem kan man ikke finde nogen loyalitet i venskab, ej heller nogen bestandighed i fjendskab. De, der sætter sin lid til sådanne mennesker, bliver altid skuffede, og de, der er afhængige af dem, vil før eller senere finde sig selv uden støtte. Den bedste måde at udruste én med disse værdier på, er en sund religiøs uddannelse.

Et samfunds overlevelse afhænger af idealisme og god moral men også af at nå det nødvendige niveau inden for videnskabelig og teknologisk fremgang. Derfor burde handel og håndværk læres i begyndelsen af mindst det elementære niveau. En god skole er ikke en bygning, hvor der blot leveres teoretiske informationer, men en institution, eller et laboratorium, hvor studenterne forberedes på livet.

Tålmodighed er af stor betydning i uddannelse. At uddanne mennesker er den mest ophøjede, men også den vanskeligste, opgave i livet. Udover at sætte et godt personligt eksempel, skal lærere være tålmodige nok til at opnå de ønskede resultater. De bør kende deres studenter meget godt og henvende sig til deres intellekt og deres hjerter, sjæle og følelser. Den bedste måde at uddanne mennesker på er at vise særlig interesse for hvert enkelt individ uden at glemme, at ethvert individ er en anden "verden".

Skolen giver dens studerende muligheder for fortsat læsning og taler, selv når den tier. På grund af dette og på trods af at skolen kun synes at optage en fase i livet, dominerer den faktisk alle tider og begivenheder. Resten af livet vil eleverne genopføre det, de lærte i skolen og uddrager konstant indflydelser derfra. Lærere skulle kende til en måde at nå ind til elevens hjerte og efterlade uudslettelige prægninger i vedkommendes sind. De bør afprøve den information, de giver videre til eleverne, ved at forfine deres egne sind og hjerters prismer. En god lektion er én, der forsyner eleven med mere end nyttig information eller kunnen; den bør løfte dem op i det ukendtes nærvær. Det sætter eleverne i stand til at få et gennemtrængende syn ind i tingenes virkelighed og at se enhver begivenhed som et tegn fra den usete verden.

HVORFOR UDDANNELSE?

Der er blevet skrevet og sagt mange ting om uddannelse. Vi vil nærme os emnet fra tre gensidigt afhængige vinkler: menneskeligt-psykologisk, nationalt-socialt og universelt.

I adskillige århundreder har vi været under tung indflydelse af den samtidige vestlige tænkning, som utvivlsomt har mange fremragende sider. Imidlertid rummer den også nogle fejl, der især stammer fra den historiske epoke, den gik igennem, og de unikke forhold, den skabte. I Middelalderen, da Europa levede under en teokratisk orden regeret af kirken eller af monarker, som kirken udpegede, kom det i kontakt med den islamiske verden, særligt gennem Andalusien og korstogene. Sammen med andre faktorer åbnede dette døren til renæssancen og reformationsbevægelser. Sammen med sådanne andre faktorer som mangel på jord, fattigdom, behovet for at imødekomme voksende efterspørgsel samt nogle ø-nationer som England, der naturligt var tilbøjelige til skibstransport, førte det til oversøiske, geografiske opdagelser.

Den primære drivende kraft i alle disse udviklinger var at tilfredsstille materielle behov. Efterhånden som de samtidige videnskabelige studier udviklede sig i modsætning til kirken og den middelalderlige, kristne skolastik, blev europæerne stillet over for en konflikt mellem religion og videnskab.3 Dette fik religionen til at bryde af fra videnskaben, og mange mennesker brød med religionen. Denne udvikling førte i sidste ende til materialisme og kommunisme. I social geografi blev menneskeheden stillet over for de mest slående elementer af vestlig historie: global udbytning, endeløse konflikter på grund af særinteresser, to verdenskrige og opdelingen af verden i blokke.

Vesten har holdt verden under sin økonomiske og militære kontrol gennem adskillige århundreder. I de seneste århundreder har religion kontra videnskab konflikten optaget mange intellektuelle kredse. Oplysningsbevægelser, der begyndte i det 18. århundrede, så mennesket udelukkende som sind. Efter det fulgte de positivistiske og materialistiske bevægelser, der anså mennesker som udelukkende materielle eller kropslige enheder. Som konsekvens heraf har den ene åndelige krise fulgt den anden. Det er ikke nogen overdrivelse at påstå, at disse kriser og fraværet af spirituel tilfredsstillelse var hovedkræfterne bag de interessekonflikter, der foldede sig ud de sidste to århundreder, og som nåede højdepunktet med de to verdenskrige.

Da vi sidder inde med et trossystem med en anden historie og essens, har vi nogle grundlæggende ting at give til Vesten, som vi har dybe økonomiske, sociale og endda militære relationer med, samt til menneskeheden i sin helhed. I spidsen for disse står vor forståelse af og syn på menneskeheden. Denne synsvinkel er for os hverken eksklusiv eller subjektiv; tværtimod er den en objektiv vinkel, der fremsætter det, vi virkeligt er.

Vi er skabninger, der er sammensat ikke alene af en krop, sind, følelser eller ånd; vi er snarere harmoniske kompositioner af alle disse elementer. Hver af os er en krop, der vrider sig i et net af behov såvel som et sind, der har mere forfinede og vitale behov end kroppen, og drives af ængstelser om fortiden og fremtiden for at finde svar på spørgsmål som: "Hvad er jeg? Hvad er denne verden? Hvad ønsker livet og døden af mig? Hvem sendte mig ind i denne verden og af hvilken grund? Hvor er jeg på vej hen, og hvad er livets formål? Hvem er min fører på denne verdslige rejse?"

Hvert menneske er dertil en skabning af følelser, der ikke kan tilfredsstilles af sindet, og en skabning af ånd, gennem hvilken vi kommer i besiddelse af vor essentielle menneskelige identitet. Ethvert individ er alt dette. Når en mand eller kvinde, hvorom alle systemer og anstrengelser drejer sig, bliver betragtet og værdsat som en skabning med alle disse aspekter, og når alle vore behov bliver tilfredsstillet, vil vi nå sand lykke. På nuværende punkt er sand menneskelig fremgang og udvikling i forhold til vort essentielle væsen kun mulig gennem uddannelse.

For at få en ide om uddannelsens betydning kan man bare kaste et blik på forskellen mellem os og dyrene. I begyndelsen af rejsen fra åndernes verden, der strækker sig ud i uendeligheden, på det jordiske trin er vi svage og hjælpeløse, og i den kedelige situation at vi må vente på alting fra andre.

Men dyr kommer til verden eller bliver sendt, som om de har nået fuldkommenhed i et andet rige. Inden for 2 timer, 2 dage eller 2 måneder efter deres fødsel har de lært alt, hvad de behøver at vide om forhold til universet og livets love, og de mestrer det, de skal. Styrken til at leve og evnen til at arbejde, som tager os 20 år at mestre, lærer en spurv eller en bi på 20 dage. Mere korrekt, disse ting bliver inspireret i dem. Dette betyder, at et dyrs primære pligt ikke er at opnå fuldkommenhed gennem lærdom og udvikling gennem viden, eller at søge hjælp ved at vise sin hjælpeløshed. Dets pligt er at arbejde i henhold til dets naturlige evner og således aktivt tjene dets Skaber.

På den anden side skal vi lære alting, når vi kommer til verden, for vi er uvidende om livets love. I virkeligheden kan vi ikke, hverken på 20 år eller måske på hele vort liv, fuldt ud lære naturen og betydningen af livets love og betingelser, eller om vort forhold til universet. Vi bliver sendt hertil i en meget svag og hjælpeløs form. For eksempel kan vi først stå på vore ben, når vi er 1-2 år gamle. Dertil kommer, at det tager os næsten hele livet at lære, hvad der virkeligt tjener vore interesser, og hvad der ikke gør. Kun med hjælp fra et socialt liv kan vi vende os til vore interesser og undgå fare.

Dette betyder, at vor essentielle pligt som en skabning, der er kommet til dette forsvindende gæstehus med en ren natur, er at nå stabilitet og klarhed i tanke, forestilling og tro, så vi kan nå opnå en "anden natur" og kvalificere os til at fortsætte vort liv i "de næste meget mere ophøjede riger." I tilgift må vi, når vi udfører vore pligter som tjenere, aktivere vore hjerter, sjæle og alle vore medfødte evner. Ved at omslutte vor indre og ydre verdener, hvor utallige mysterier og gåder holder til, må vi fatte tilværelsens hemmelighed og således stige til sand menneskelig rang.

Konflikten religion kontra videnskab og dens produkt, materialisme, har betragtet naturen, ligesom mennesket, som en ansamling af materiale, der findes blot for at tilfredsstille legemlige behov. Som et resultat heraf oplever vi en global miljøkatastrofe.

Tænk over: En bog er en materiel manifestation, via ord, af dens "åndelige" eksistens i forfatterens sind. Der er ingen konflikt mellem disse to måder at udtrykke den samme sandhed og indhold på i to forskellige "verdener". På samme måde har en bygning en åndelig eksistens i arkitektens sind, "skæbne eller forudbestemmelse" i form af en plan samt en bygning i form af materiel eksistens. Der er ingen konflikt mellem tre forskellige verdeners måder at udtrykke den samme mening, indhold og sandhed på. Det er blot tidsspilde at lede efter en konflikt.

På samme måde kan der ikke eksistere nogen konflikt mellem Koranen, det Guddommelige Skrift (udfra Guds Egenskab af Tale), universet (udfra Hans Egenskab af Magt og Vilje) og de videnskaber, der undersøger dem. Universet er en vældig Koran, der stammer fra Guds Egenskab af Magt og Vilje. Med andre ord, hvis udsagnet er passende, er universet en stor, skabt Koran. Omvendt, ved at være et udtryk for universets love i en anden form, er Koranen et univers, der er blevet kodificeret og sat på papir. I dens sande betydning er religion ikke i modstrid med eller begrænser videnskab og videnskabeligt arbejde.

Religion vejleder videnskaberne, fastlægger deres virkelige mål, og sætter moral og universelle menneskelige værdier foran dem som vejledning. Hvis denne sandhed var blevet forstået i Vesten, og hvis dette forhold mellem religion og videnskab var blevet opdaget, ville tingene have været anderledes. Videnskab ville ikke have bragt mere ødelæggelse end nytte, og den ville ikke have åbnet døren for fremstilling af bomber og andre dødelige våben.

I dag påstås det at religion adskiller og åbner vejen til drab på andre. Men det kan ikke nægtes, at religion, især Islam, ikke har ført til de seneste adskillige århundreder af hensynsløs udbytning, særligt det tyvende århundredes krige og revolutioner, der dræbte hundreder af millioner mennesker og efterlod endnu flere hjemløse, enker, forældreløse og sårede. Videnskabelig materialisme, en livsopfattelse og en verden, der har skillet sig af med religion, og et sammenstød af interesser var årsag til den udbytning.

Der er også problemet med miljøforurening, der skyldes videnskabelig materialisme, et grundlæggende særkende ved vestlig tænkning. Bag den globale forurenings trussel ligger forståelsen, frembragt af videnskabelig mangel på tro, at naturen er en ansamling af ting, der ikke har anden værdi end at tjene kropslige behov. I virkeligheden er naturen meget mere end en dynge materiale eller en ansamling af genstande: Den har en bestemt ukrænkelighed, for den er en scene, hvor Guds Skønne Navne udfolder sig.

Naturen er en udstilling af skønhed og mening, som udviser dybe og omfattende betydninger, i form af træer, der slår rod, blomster, der blomstrer, og frugter, der frembringer smag og aroma; regn, strømme, der flyder, luft, der åndes ind og ud og muld, der virker som en amme for utallige skabninger. Således gør de et menneskes sind og hjerte som en bikage med den nektar, den fremlægger for ens sind, som rejser rundt som en bi, og til ens dømmekraft og evne til kontemplation. Det er udelukkende den honning, der er fremstillet af tro, dyd, kærlighed til menneskeheden og alle skabninger for Skaberens skyld, hjælpsomhed, selvopofrelse til det punkt, hvor man overlader livsgnisten for at gøre andre i stand til at leve, samt tjeneste til hele skabelsen flyder ud af denne bikage.

Som Bediüzzaman [Said Nursi] fastslår findes der en forståelse af uddannelse, der anser oplysningen af sindet i videnskaben og kundskab, og hjertets lys i tro og dyd. Denne opfattelse, som får den studerende til at svæve i menneskehedens himler på disse to vinger og søge Guds velbehag gennem tjeneste over for andre, har mange ting at tilbyde. Den frelser videnskaben fra materialisme, fra at være en faktor, der er ligeså skadelig som den er gavnlig, fra både et materialistisk og et spirituelt synspunkt, og fra at være et dødeligt våben. En sådan forståelse vil, med Einsteins ord, ikke tillade religionen at forblive forkrøblet. Ej heller vil den anskue religion som være adskilt fra intelligens, livet og videnskabelig sandhed og som en fanatisk institution, der opbygger mure mellem individer og nationer.

AT TJENE MENNESKEHEDEN GENNEM UDDANNELSE

Takket være den hastige udvikling inden for transport og kommunikation er verden blevet en global landsby. Nationer er ligesom nære naboer. Vi må imidlertid huske, især i en verden som denne, at national eksistens kun kan sikres ved at beskytte hver nations særlige kendetegn. I en forenet mosaik af nationer og lande vil de, som ikke kan beskytte deres særegne karakter, "mønstre og designs", forsvinde. Ligesom alle andre lande er vor essentielle karakterer religionen og sproget, historien og fædrelandet. Det, som den berømte tyrkiske digter og forfatter, Yahya Kemal, udtrykte med dyb længsel i The Districts without the Call to Prayer, var vor kultur og civilisation, der opstod fra Islam og Centralasien og gennem århundreder blev æltet i Anatolien, Europa og endda Afrika.

Det følgende er beslægtet hermed. Blandt folket er der et mundheld: "En nabo har brug for sin nabos aske." Hvis du ikke har nogen aske, andre kan bruge, vil ingen tillægge dig nogen værdi. Som oven for nævnt har vi mere at tilbyde menneskeheden, end vi behøver at tage. I dag har frivillige organisationer og NGO´er grundlagt selskaber og fundatser, der entusiastisk tjener andre. Et bevis på at det, vi siger, ikke kan nægtes, er massernes accept af de uddannelsesinstitutioner, der er blevet spredt ud over verden, på trods af de store finansielle vanskeligheder, de har mødt, og deres konkurrence med - og sommetider sejr over - de vestlige jævnaldrende i løbet af ganske kort tid.

Som tyrkisk folk har vi opsamlet mange problemer i løbet af de sidste adskillige århundreder. Ved roden af disse ligger en fejlagtig fokusering på Islams ydre og en forsømmelse af dens indre perle. Senere hen begyndte vi at efterligne andre og anede, at der var en konflikt mellem Islam og positiv videnskab. Dette gjorde vi på trods af det faktum, at sidstnævnte blot er opdagelsen af Guddommelige love, der manifesterer Guds Egenskaber af Magt og Vilje, og som er forskellige udtryk for Koranen, der kommer fra Guds Egenskab af Tale. Denne forsømmelse førte med sig despoti i viden, tanke og administration; en håbløshed, der førte til forfald overalt hos individer og institutioner; forvirring i vort arbejde; og ingen opmærksomhed på arbejdsfordelingen.

I korthed er vore tre største fjender uvidenhed, fattigdom og intern splittelse. Viden, arbejdskapital og enighed kan modarbejde disse. Da uvidenhed er det alvorligste problem, må vi imødegå den med uddannelse, som altid har været den vigtigste måde at tjene vort land på. Nu, da vi lever i en global landsby, er det den beds

Pin It
  • Oprettet den .
Copyright © 2020 Fethullah Gülen Webside. Alle rettigheder reserveret.
fgulen.com er officiel kilde på Fethullah Gülen, den berømte tyrkiske lærde og intellektuelle.