Døden og ånden efter døden

Alle mennesker har en indre følelse af evighed og føler sig derfor indespærret i de trange forhold i den materielle verden og længes efter evighed. Den, der er i stand til at høre vor bevidste natur, vil høre den udtale evighed igen og igen. Om vi så blev givet hele universet, ville vi stadig hungre efter det evige liv, som vi blev skabt for. Denne naturlige tilbøjelighed mod evig glæde kommer fra en objektiv virkelighed: eksistensen af evigt liv og vort begær efter det.

Døden og dens engle

Ånden benytter legemet som et instrument og kontrollerer og styrer det derfor i omfattende grad. Når det tildelte tidspunkt for døden oprinder, er enhver sygdom eller mangel i kroppens funktioner en invitation til Dødens Engel (Ærkeenglen Azra'il). I virkeligheden er det Gud, der får folk til at dø. Men for at folk ikke skal klage over Ham, over noget, som mange ikke er enige i, bruger Gud Azra'il til at borttage sjælene af de, som skal dø. Han benytter også sygdomme eller andre kalamiteter som et andet slør mellem Azra'il og døden, så folk ikke vil kritisere Ærkeenglen.

Eftersom alle engle er skabt af lys, Kan Azra'il være til stede og iklæde sig hvilken som helst form på utallige steder på én gang og gøre mange ting samtidigt og fuldkomment. Ligesom solen giver varme og lys til alle ting i verden og være til stede gennem sine billeder på utællelige gennemsigtige genstande, kan Azra'il tage millioner af sjæle med sig i ét øjeblik med stor lethed.

Ærkeengle, som Gabriel, Mikael og Azra'il har underordnede, der ligner dem og superviseres af dem. Når gode, retfærdige mennesker dør, kommer nogle engle til dem med smilende og strålende ansigter. Disse følges af Azra'il og hans underordnede, der har til opgave at tage sjælene fra de gode, eller én af Azra'ils underordnede. Koranens vers: [Koranen, 79:1-2] viser, at de engle, der tager de retfærdiges sjæle, er anderledes end dem, der tager de ondes sjæle. De sidstnævnte rives ud med voldsomhed og har sure, rædselsslagne ansigter i døden.

De troende, som lever i retfærdighed hilses med åbne vinduer fra de pladser, der er reserveret til dem i Paradiset. Profeten Muhammad erklærede, at sjælene fra sådanne mennesker trækkes ud ligeså mildt som vand, der flyder fra en kande. Endnu bedre, martyrerne mærker intet til dødens kval og ved ikke, at de er døde. I stedet tror de sig hensat til en bedre verden og nyder fuldkommen glæde. Jabir ibn 'Abd Allah ibn 'Amr, led martyrdøden i slaget ved Uhud, og Profeten Muhammad fortalte ham:

Ved du hvordan Gud tog imod din fader? Han bød ham velkommen på en så ubeskrivelig måde, at hverken øjne har set det eller ører hørt det, ej heller har sind fattet det. Din fader sagde: "Oh Gud, lad mig vende tilbage til livet, så jeg kan fortælle de efterladte, hvor sødt martyriet er." Gud svarede: "Der findes ingen tilbagevenden. Livet leves kun én gang. Imidlertid vil Jeg lade dem kende dine forhold," og Han åbenbarede: I skal ikke mene, at de, der blev dræbt for Allahs sag, er døde. Nej, levende (er de) hos deres Herre (og) bliver forsørget ( i alle måder).[Koranen 3:169]

Profeten Muhammad, den mest fremskredne i tilbedelse af Gud, tilrådede foreskrevne bønner, mens han var døende. Så det gjorde 'Umar, den anden Kalif. Khalid ibn Walid er en af de få uovervindelige generaler, verdenshistorien har kendt. Lige før sin død bad han de nærmeste om at bringe hans sværd og hest. Folk, som 'Uthman (den tredje Kalif), 'Ali (den fjerde Kalif), Hamza og Mus'ab ibn 'Umayr helligede sig Islams sag og døde som martyrer. De, der fører et udsvævende liv dør, mens de besøger drikke- eller spilleborde, bordeller og andre uhellige steder.

Skal vi frygte døden?

Troende og de, der gør retfærdige gerninger, behøver ikke frygte døden. Selvom døden synes at bringe opløsning, udslukkelse af liv og ødelægge glæde, repræsenterer den i virkeligheden en Guddommelig fritagelse fra det verdslige livs tunge pligter, en invitation til og begyndelsen på det evige liv.

Ligesom verden kontinuerligt genoplives gennem handlinger af skabelse og forudbestemmelse, berøves den kontinuerligt liv gennem andre skabelseskredsløb, bestemmelse og visdom. Planternes død, på livets enkleste trin, er et Guddommeligt kunstværk, på samme måde som deres liv er det; men et, der er mere fuldkomment og bedre designet.[9] Når en frugts frø dør i mulden, synes den at gå i opløsning og rådne bort. Men i virkeligheden undergår den en perfekt kemisk proces, går igennem forudbestemte tilstande af forvandling og vokser til sidst til et indviklet, nyt træ. Så døden af et frø er i virkeligheden på et nyt træ, et nyt, mere fuldkomment og udsøgt liv.

Eftersom frugters, grøntsagers og køds død i vore maver får os til at hæve os op til stadiet for menneskeliv, kan deres død, på den måde, betragtes som mere fuldkommen end deres liv. Da planternes død er så perfekt og tjener så stort et formål, må vor død, når man tager i betragtning, at vi er den højeste livsform, være meget mere perfekt og tjene et endnu højere formål. Når vi er blevet begravet, vil vi med sikkerhed blive bragt til evigt liv.

Døden sætter os fri fra vanskelighederne i det verdslige liv -en turbulent, kvælende, snæver fængselscelle, der gradvis bliver vanskeligere pga. alderdom og dårligdomme- og lader os komme ind i den uendeligt brede cirkel af den Evige, Elskede Enes barmhjertighed. Der kan vi nyde det evigtvarende selskab af vore elskede og trøsten ved et glædeligt, evigtvarende liv.

[9] Dette indebærer ikke, at Gud har skabt noget ufuldkomment. Snarere er det alting i verden, der har ufuldkommenheder, fordi dens substans ikke kan modtage Guds manifestation i perfekt form. Eftersom døden fører til et mere fuldkomment liv end det tidligere, kan døden være mere perfekt end livet selv.

Pin It
  • Oprettet den .
Copyright © 2020 Fethullah Gülen Webside. Alle rettigheder reserveret.
fgulen.com er officiel kilde på Fethullah Gülen, den berømte tyrkiske lærde og intellektuelle.