Gülen, Kungfutse og Plato Om Uddannelse

Sidste kapitel sluttede med et spørgsmål om oprindelsen til overlegne mennesker, filosof-kongerne eller jordens arvinger. De er de betegnelser, som Kungfutse, Plato og Gülen henholdsvis giver til deres versioner af de ideelle mennesker, der skal lede eller påvirke samfundet, hvis det som helhed skal være godt og retfærdigt. Hvor er disse mennesker? Hvordan får vi fat i dem? Hvor finder vi dem? Svaret er selvfølgelig indlysende, om ikke beroligende. Vi er dem, eller vi skal blive til dem. Målet for alle tre systemer er at mennesker kan virkeliggøre det menneskelige ideal i sig selv så meget som muligt. Udtrykket "så meget som muligt" er en erkendelse af at mange mennesker, måske endda de fleste, ikke vil nå til dette høje niveau af menneskeligt potentiale. Som vi så tidligt i sidste kapitel markerer både Kungfutse, Plato og Gülen tydeligt forskellen de seende og de blinde, mellem masserne af jævne mennesker, fikserede på jordiske realiteter og de få, der søger de højere ting, Så mens alle har potentialet til at blive til ideelle mennesker på grund af deres indre menneskenatur, vil de fleste ikke, eller kun på delvise eller stykvise måder.

Angående de, der faktisk virkeliggør menneskeidealet, står spørgsmålet stadig: Hvordan gjorde de det? hvilke metoder eller mekanismer satte dem i en stilling, hvor de kunne kultivere sig selv i sådan en grad? Svaret er det samme fra alle vore tre deltagere i trialogen: gennem uddannelse. Uddannelse er det generelle grundlag, som enhver bestræbelse på at virkeliggøre fuld menneskelighed, hviler på. Kungfutse, Plato og Gülen fremsætter hver sin egen uddannelsesteori i deres respektive verdensanskuelser i så høj grad, at uden uddannelseskomponenten, vil hele systemets bygningsværk falde sammen. Derudover udtrykker hver af dem en specifik slags uddannelse, der vil frembringe eller maksimere den største mulighed for at opnå den slags menneskelig kultivering af karakteren, som hver af dem søger. Sagt kort er grundig og ledet undervisning for Kungfutse, Plato og Gülen hovedhjørnestenen i udviklingen af det højest mulige menneskelige ideal; derfor bør de sociale strukturer blive ordnet grundlæggende omkring denne uddannelses mekanismer, således at samfundet af sin egen midte frembringer dets egne højeste og bedste ledere.

Som vi så i det foregående kapitel eksisterer konfucianismen som en socialpolitisk teori, lige så meget som eller mere end en religiøs filosofi. Idet Kungfutse udtrykker forskellen mellem masserne på den ene side, og det "overlegne menneske" eller "gentleman" på den anden, fremfører han sit synspunkt, nemlig at harmoni i menneskets sociale og politiske liv opstår når overlegne mennesker regerer. Efter denne påstand eksisterer konfucianisme gennem århundrederne i Kina som en filosofisk teori om social og politisk udvikling, der uddanner folk til at forberede sig til forskellige grader af regeringstjeneste, hele vejen op til at blive førsterådgiver for Kejseren. Imidlertid tænkte Kungfutse selv mest på folket som helhed, ikke bare med kommende herskere, og på samfundet som et hele. I David Hintons indledning til sin oversættelse af The Analects at for Kungfutse indebar ritualet langt mere end bare sige de rette ord til de ældre eller bære den rette farve i en festivaltid. Ritual indebærer ens rette holdning i det spind af relationer, der udgør et menneskeliv – relationer til forældre, søskende. Ældre slægtninge, kejserlige autoriteter, ærværdige historiske tekster og så videre. Et liv, levet i li, eller rituel sømmelighed, involverer på denne måde naturligt en bred vifte af lighedsmæssige principper, som Kungfutse primært beskæftigede sig med, principper som social retfærdighed, regeringsførsel i overensstemmelse med det, der er godt for samfundet (ikke kun for herskerne) samt den rolle, de intellektuelle spiller i at lede samfundet og kritisere dets regenter. Hinton siger:

For Kungfutse afhænger Ritualsamfundet af disse elementer af lighed og de afhænger i sidste ende af uddannelsen og kultiveringen af samfundsmedlemmerne. At kalde Kungfutses bidrag i denne henseende for epokegørende, ville være en underdrivelse. Han var Kinas første professionelle lærer, grundlagde ideen om en bred moralsk uddannelse og i tilgift etablerede han de klassiske tekster, som definerede denne uddannelses væsentlige indhold. Og hvis det ikke var nok grundlagde han også det varige princip om lige uddannelse – at alle mennesker skulle modtage en eller anden form for undervisning. At dette er nødvendigt for et moralsk samfunds sundhed. Han koncentrerede sin opmærksomhed på uddannelse af de intellektuelle, som af nødvendighed var langt mere udtømmende end den for masserne, men han mente at selv denne uddannelse burde være tilgængelig for enhver, der søgte den, uanset hvor ydmyg baggrund, de kom fra. Faktisk var Mesteren selv af relativ ydmyg baggrund, ligesom også næsten alle hans disciple var det.[i]

Den konfucianske forpligtigelse til undervisning er faktisk en forpligtigelse til menneskene i sig selv og i samfundet, og til menneskelighed som den vigtigste moralske dyd, der både definerer hvad det betyder at være menneske, og forankrer et godt, stabilt samfund. Uden denne grundlæggende udvikling fungerer samfundet simpelthen ikke, fordi de mennesker, der udgør det, knap nok fungerer på det niveau, man kalder "menneskeligt".

Kommentatorer både indenfor og udenfor den kinesiske tradition omtaler rutinemæssigt Kungfutses overlegne mennesker som "lærde" på grund af det krævende uddannelsesmæssige program, mændene måtte beherske for overhovedet at få nogen grad indenfor civil tjeneste. For Kungfutse er læring desuden central for al dyd. The Analects fortæller os:

Mesteren spurgte: "Har I hørt om de seks forskrifter og deres seks bedrag?" "Nej," svarede adepten Lu. "Så sæt dig, og jeg vil fortælle dig," sagde Mesteren. "At elske Menneskeheden uden kærlighed til at lære: det er tåbelighedens bedrag. At elske visdom uden at elske læring: det er udsvævelsers bedrag. At elske oprigtighed uden at elske læring: det er listens bedrag. At elske sandfærdighed uden at elske at lære: det er intolerancens bedrag. At elske mod uden at elske læring: det er forvirringens bedrag. Og at elske beslutsomhed uden at elske at lære: det er ubesindighedens bedrag."[ii]

Her forklarer Kungfutse at hvis man prøver på at virkeliggøre nogen af livets og tjenestens dyder uden at lære noget, er det en variation af bedrag. Dyderne bliver på en eller anden måde ikke dydige uden at være ledsaget af, eller erhvervet igennem, uddannelse eller læring. Andetsteds i The Analects siger Kungfutse "Jeg har tilbragt dage uden mad og nætter uden søvn i håbet om at rense tanken og få klarhed i sindet. Men det har aldrig virket særlig godt. Sådanne øvelser – de er intet i sammenligning med hengivent studium."[iii] Hengivent studium og læring udvikler de moralske dyder af hjertets og sindets renhed. Traditionelle asketiske skikke såsom faste eller søvnberøvelse er virkningsløse.

Confucianske "overlegne mennesker" eller "gentlemen" var mesterelever og udøver af det, der senere blev kaldt for de Confucianske Klassikere eller Litteraternes Kanon. De tekster, der indgår i kanonen, blev udvidede med tiden; men den ældste, mest ærværdige del af kanonen bærer ofte titlen "skrift", inkluderer fem tekster: Shu Ching (Historiens Bog); Shih Ching (Sangenes Bog); Yi Ching (Forandringernes Bog); Ch’un-Ch’iu (Forår og Efterår; samt Li Ching (Ritualets Bog).[iv] Confucianske overlegne mennesker var lærde, hvis beherskelse af disse og andre teksters indhold, kvalificerede dem som værdige til at tjene som regeringsembedsmænd, provinsguvernører og kejserlige rådgivere. Den confucianske kanons forskellige tekster giver omfattende instruktioner i kultiveringen af karakteren justeret efter de klassiske dyder af menneskelighed, sømmelighed, omtanke, oprigtighed, ubestikkelighed, nøjsomhed, sønlig hengivenhed, godgørenhed, disciplin og ærlighed. Derudover lærte de ypperlighed indenfor musik, poesi og anden viden. I The Analects læser vi:

Mesteren sagde: "Hvordan kan det være, mine små, at ingen af jer har studeret sangene? Gennem Sangene kan I inspirere mennesker til at vende deres blik indad, bringe mennesker sammen og give deres sorger stemmer. Gennem dem tjener du din fader, når du er hjemme, og din hersker, når du er ude, og du lærer navnene på talløse fugle og dyr og planter." Så sagde Mesteren til sin søn, Po-yu: "Har du arbejdet dig gennem Chou Nan og Shao Nan?* Indtil du har arbejdet dig igennem disse to, mindst, vil du leve som om du stod med ansigtet mod en mur."[v]

* De første to kapitler i Sangenes Bog.

Her ser vi at beherskelse af Sangenes Bog, det vil sige musik og poesi, er vital for selvudvikling, lederskab og tjeneste for både familien og kejseren. Uden denne kultivering bliver livet som "at stå med ansigtet mod en mur." Genklangen med Platos lignelse med hulen er indlysende. Hvis ikke det vordende overlegne menneske ikke behersker mindst de første dele af Sangenes Bog, ville vedkommende være ligesom en af Platos huleboere, fastlåst i sin stilling til at stirre på væggen med skygger, som var det toppunktet af al realitet. Det er kun gennem studier at man kan vende sig bort fra væggen og gå videre mod kundskabens lys; kun de med viden kan opfylde samfundets behov for stærke familier, gode guvernører og en kejser, der modtager god rådgivning. Uden disse ting synker samfundet ned i kaos.

Den uddannelsesmæssige vej gennem Klassikerne opdyrkede beherskelse af mere end blot kunsten eller videnskaben ved at regere. Confuciansk uddannelse var ikke så snævert defineret. Som det antydes af Klassikernes titler selv, blev de confucianske lærde oplært i en bred vifte af discipliner, såsom poesi, musik, historie og ritual, som på overfladen ikke synes at være en del af uddannelse til god regeringsførsel. De lærde var virtuoser på en række forskellige instrumenter, udmærkede sig i komposition af digte og recitation, og de var dygtige kalligrafer, for blot at nævne nogle få områder af ekspertise. Den confucianske teori hævder at en sådan uddannelse og træning kultiverer karakteren på en kompleks og ønskværdig måde. Vi ser en antydning af dette i en passage fra The Analects.

Mesteren sagde: "Når jeg bliver ved med at sige Ritual! Ritual! Tror I så, at jeg bare råber op om jade og silke? Og når jeg bliver ved med at sige Musik! Musik!, tror I så, jeg bare råber op om klokkespil og trommer?"[vi]

Betydningen her er at der læres mere end blot ritualers og musikkens mekanik. Ritual og musik har bestemt indre værdier, der i sig selv ville opmuntre til studie og beherskelse af dem; men Kungfutse antyder her at beherskelse af disse også fører til noget andet, hinsides niveauet af passende klædedragt eller at spille på instrumenter. Den tidligere citerede passage fra Sangenes Bog rummer en lignende antydning, nemlig at læring af musik giver en uddannelse hinsides den blotte fremførelse af sange, eller den musikalske traditions historie.

Her får vi et glimt af Kungfutses påstande omkring menneskets natur og dens dybder. Virtuositet i musik, poesi og ritual giver en mekanisk beherskelse af instrumenter, ord og handlinger, som helt sikkert er nyttige i sig selv. Men på et dybere niveau kultiverer dygtighed på disse felter en menneskelighed af karakteren, som er af største betydning. Musik åbner op for en del af menneskeånden, som intet andet kan; at kunne både spille og lytte til musik på et højt plan kræver den fine, nøje kultivering af den inderste del af menneskets natur. Det samme gælder for poesi eller kalligrafi. Begge kræver utroligt subtile og fine opfattelsesmekanismer og –udtryk, på niveauet af håndens mekanik eller talestemmen samt sjælens plan.*

* Af hensyn til plads kan vi ikke foretage en sammenligning, der kunne være interessant, mellem de confucianske lærdes kunstneriske resultater og de islamiske kalligrafer, som begge har deres udspring i deres respektive filosofiske eller religiøse synsvinkler.

Dette er Kungfutses pointe. Overlegne mennesker bliver til overlegne mennesker gennem kultiveringen af denne stadigt mere uberørte kapacitet inde i dem selv, en kapacitet, de deler med alle mennesker; men som de alene, gennem deres uddannelse og disciplin, virkeliggør i dem selv. Mens de udvikler sig på disse områder, vokser deres indflydelse, for alle mennesker, kultiverede eller ej, besidder en natur, der svarer på musik og anden skønhed. Som passagen ovenfor antyder, tilskynder musik mennesker til at kigge ind i sig selv, at komme sammen med andre og at udtrykke deres følelser. Lærde, der behersker musikken, inspirerer disse i mennesker; denne inspirerende kraft udgør en del af deres te, som vi diskuterede i det foregående kapitel.

Confucianske overlegne mennesker var eksempler på den kinesiske tænknings menneskelige intellektuelle og moralske ideal i århundreder, selv op til Formand Mao og kommunismen. Disse mestre af litterær uddannelse og moralsk udvikling definerede sand menneskelighed i dens mest ophøjede og fornemme form, og det billede, der dukker frem af dem, er et af høj intellektuel og kunstnerisk forfinelse, grundig kultivering af personlighed, udsøgt hensigtsmæssighed og form samt overlegen moralsk elegance. Derudover opnåede de dette gennem hengivent studie og utrættelig øvelse, hvilket vil sige gennem egen styrke. Mange humanistiske systemer lægger stor vægt på, som dette gør, på det mennesker kan opnå gennem deres egne anstrengelser, i modsætning til assistance fra Gud eller skæbnen. Kungfutse fortæller os at menneskenaturen er den samme i alle; det, der i sidste ende, adskiller folk, er studie og øvelse, som de gør på egen hånd gennem egen beslutsomhed. Sådanne mennesker er de rette indehavere af titlen "overlegne mennesker" og andre, som ikke når en sådan udmærkelse, bør være taknemlige over at blive regeret af dem og at have dem som eksempler på det rette menneskeliv og adfærd. Ifølge Kungfutse udstråler det overlegne menneske en slags moralsk kraft på de, der omgiver det, så at de selv føler lyst til at udføre ædle handlinger, eller i det mindste at afstå fra at begå nedrigheder. De er mennesker, der ikke alene forbedrer deres eget individuelle liv, de forbedrer livet for alle, der er nær dem, gennem deres eksempel og deres regeringsførsel. Som idealmennesket virkeliggjort i det politiske og sociale liv vidner de om kraften af uddannelse og kultivering i menneskelivet.

Hvis man transporterede confucianske overlegne mennesker gennem tid og rum til Platos ideelle republik, ville de se sig budt velkommen og indbudt til at indtage deres pladser blandt vogterne. Som vi så i det foregående kapitel involverer begge udgaver af det idealiserede menneske høj moralsk udvikling og en komponent af samfundstjeneste gennem regering. Hvad der også er fælles for dem er troen på at kun de, der har bevist sig passende til at regere, faktisk skal regere. Derfor er den politiske model, begge filosofier foreslår, et præstationssamfund, i modsætning til aristokrati af ren slægt. De med fortjenester burde regere, og de uden fortjenester burde blive regeret over eller hjulpet til at regere sig selv. Meritterne fastslås gennem uddannelsessystemet, så vejen til vogterskab i Platos ideelle republik kræver, ligesom den confucianske vej til regeringstjeneste, betydelig formel uddannelse og kultivering.

Sokrates’s ideer om uddannelse af vogterne, såvel som for alle andre roller i et velordnet samfund, er spredt udover hele Republikken. Bøgerne 2 og 3 giver betydelige samtaler om de specifikke dele af undervisningsplaner. Senere bøger dykker ned i den moralske nytte af matematisk uddannelse, og endnu senere dele forklarer Sokrates’s opfattelse af meritokratiet (præstationssamfundet) ved at stille det op mod fire abnorme regeringsformer, nemlig timokrati (regeringsmagten er afhængig af éns formue), oligarki, radikalt demokrati og tyranni. Det går udover sigtet her at gå i detaljer med alle disse afdelinger, og i stedet giver jeg her en syntese af Sokrates’s grundlæggende forståelse af den velordnede stat, de vogtere, der leder den og hvordan disse vogtere bliver identificeret og kultiveret som vogtere for hele samfundets bedste. Måske er det bedste sted at begynde denne syntese i Sokrates’s "Metallernes Myte" i Bog 3.

Religiøst lærde peger på "Metallernes Myte" som tegn på Platos funktionelle religionsteori. Det vil sige at religiøse fortællinger og myter har en nyttig funktion i samfundet, uanset om de historisk eller faktuelt er sande eller ej. De "sandheder", der føres videre i myter og forællinger, er de metafysiske eller filosofiske sandheder, de rummer, på trods af fortællingens mangel på faktualitet. Sokrates’s fortællinger om metaller er sådan en myte, en fantastisk, opfindsom oprindelsesmyte, som belyser en filosofisk sandhed om virkeligheden, i dette tilfælde om forskellene på menneskers begavelser og evner eller det, Sokrates betegner som menneskers naturlige evner. Myten lyder således: Alle mennesker har moder jord som deres fælles kilde. Imidlertid anbragte guderne metallerne guld, sølv og jern i jorden, således at mens alle mennesker stammer fra samme kilde, bliver de forskellige fra hinanden ved indholdet i dem af guld, sølv eller jern. Nogle mennesker "indeholder" guld eller "er" guld, mens andre er sølv eller jern. Sådan forklarer myten i form af en fortælling en sandhed, der forekommer i menneskets virkelighed. Blandingen af metaller over den fælles menneskehed forklarer den kendsgerning, at mens to "guld" forældre mest sandsynligt vil avle et "guld" barn, kan de få et "sølv" eller "jern" barn. Der findes ingen garanti for at guld vil frembringe guld eller at sølv frembringer sølv. Guld kan frembringe sølv og jern frembringer måske guld. I Sokrates’s skema er vogterne guld, soldaterne er sølv og håndværkerne og bønderne er jern. Alle roller er nødvendige og udgør en del af samfundets hele, men der findes et hierarki indenfor denne grundlæggende lighed: guldet skal herske over alle de andre, inklusive sig selv. Kun de, der udviser guldkarakteristika må herske; de, som viser sølv eller jern må udføre de sociale opgaver, der passer til disse metaller. Derfor skal samfundet indrettes sådan at de, som udviser guld, ikke bliver anbragt i jern professioner og de, som udviser jern karakteristika ikke bliver sat til guld arbejde. Der opstår kaos, når mennesker anbringes i stillinger, arbejde eller ansvar, der ikke passer til deres indre naturer eller tilbøjeligheder. Menneskers naturlige metal, deres naturlige anlæg og begavelser skal skelnes og kultiveres på rette vis, til hele samfundets gode orden.[vii] Dette gøres gennem uddannelse.

Gennem hele Republikken taler Sokrates om den granskning og de prøver, som folk må gå igennem, så supervisorer kan fastslå deres "metal" eller sådan at "metallet" i et menneske, når det en gang er blevet fastslået, bliver udviklet og virkeliggjort til fulde. Alle får en grundlæggende uddannelse, men bliver så senere flyttet til specialiserede studier, når engang man får klarhed over deres naturlige evner og tilbøjeligheder. På hvert niveau får folk den uddannelse, der er beregnet på at bringe den bedste menneskelighed frem i dem, såvel som det fulde udtryk af deres metal. Den bedste uddannelse opnår også en balance mellem sjæl og krop. Sokrates forklarer i Bog 3 at de, der modtager overdreven træning i musik og poesi på bekostning af fysisk eller atletisk træning, bliver bløde, svage og uden ånd. Omvendt med de, der kun får atletisk uddannelse uden kultivering af sjælen for skønhed, bliver aggressive og søger at løse ethvert problem med vold og raseri.[viii] Mennesker er mangefacetterede og skal uddannes som sådanne, for at opnå det mest fulde potentiale som mennesker og som væsener med særlige gaver eller "metaller", særegne for dem.

De med anlæg for vogterskab modtager selvfølgelig den mest anstrengende og højt avancerede uddannelse, på grund af at ansvaret for regeringen af hele stater hviler på deres skuldre. Sokrates bruger det meste af Bøgerne 2 og 3 til diskussion af hvilken slags uddannelse, vogterne skal modtage. Disse dele er nogle af de mest omdiskuterede passager i Republikken, for Sokrates opfordrer til en stiv og omhyggeligt konstrueret undervisningsplan for vogtere, der virker til at være for censureret og begrænsende for mange, der bor i nutidens Vesten. Sokrates hævder i disse dele at vogterne ikke må udsættes for bestemte slags litteratur, musik eller skuespil, fordi disse har en tendens til at skabe visse sjælskvaliteter, som i sidste ende undergraver vogternes evne til at skelne det gode, og regere ordentligt. Mange klassiske, antikke græske værker, såsom Homers og Hesiods arbejder, er ikke blandt det tilladte for vogterne, fordi de skildrer helte, som Akilles, eller endda guderne, der opfører sig på mindre end positive måder. Visse roller i dramatiske værker er udenfor rækkevidde for kommende vogtere, fordi sådanne roller i teaterproduktion ville indebære at de imiterer eller efterligner amoralsk eller problematisk adfærd, og dette kunne i deres sjæle udvikle en evne til sådan adfærd. Vogternes sjæle skal beskyttes og kultiveres omhyggeligt fra barnsben af, så deres inderste væsen bliver stillet ind på godhed, skønhed, orden og retfærdighed. Deres rolle som vogtere kræver denne sjælskvalitet og man må vie al opmærksomhed på at skabe denne kapacitet i dem fra begyndelsen og at bevare den, når først den er fremdyrket. Sokrates siger i Bog 2 om de unge vogtere: "I denne skrøbelige alder er de mest indtryksmodtagelige, og har derfor størst tendens til at tage imod alle og enhver model, der sættes for dem."[ix] Senere forsvarer han censurering af visse digte og andre kunstneriske udtryk:

På denne måde kunne vi beskytte vore vogtere mod at vokse op i nærheden af ondskab, på en veritabel eng med giftige planter, hvor de ved at græsse på må og få, en lille smule dag efter dag, uden at vide det ville samle mere og mere ødelæggelse sammen i deres sjæle.[x]

Til alle tider har undervisere været opmærksomme på at det er menneskers sjæle, især vogternes, der skal kultiveres. Sokrates påstår, at fordi uddannelse foregår på sjælens plan, er musik- og kunstuddannelse den vigtigste del af læseplanen. Han forklarer for sin elev, Glaucon:

Det er derfor undervisning i poesi og musik er de vigtigste, Glaucon. Rytme og harmonier har den største indflydelse på sjælen; de trænger ind i dens inderste områder og holder fast der. Hvis sjælen er ordentligt trænet, bringer de ynde. Hvis ikke, bringer de det modsatte. Den, der er ordentligt uddannet i disse sager, ville hurtigst opfatte, og beklage, fravær eller forvrængning af skønhed i kunst eller natur. Han ville hellere med ægte god smag nyde smukke ting, lovprise dem og byde dem velkommen i sin sjæl. Han ville nære dem og selv blive smuk og god. Mens han endnu er ung og ude af stand til at forstå hvorfor, vil han forkaste og hade det, der er grimt. Senere, når fornuften kommer til en, der er således uddannet, vil hans affinitet for det gode skønne og gode få ham til at genkende det og byde det velkommen.[xi]

Her er pointen sjælen, eller det indre selv, som nogle i vore dage måske hellere vil kalde karakter. Den skal udvikles på hvert et punkt, gennem hver en indgang og på ethvert punkt af undervisningsplanen. Ligesom Kungfutses lærde, modtog også Sokrates’s vogtere intensiv uddannelse indenfor mange fagområder, inklusive musik, poesi, gymnastik, matematik og mange andre områder, alt med det formål at opdrage individer, der i deres dybeste selv er tunet ind på retfærdighed, godhed og harmoni. Det er kun sådanne individer, man kan betro formynderskab for hele staten; kun med sådanne mennesker ved roret, kan statens skib sejle sikkert gennem verdenens ofte vilde vover.

En sådan forståelse for uddannelse til alle, især vogterne, kommer til at danne en central definition for retfærdighed, i henhold til Sokrates, som er et hovedtema i hele samtalen i Republikken. Fra Bog 1 og fremefter vender diskussionen atter og atter tilbage til retsbegrebet og hvordan det skal defineres. Mod slutningen af Bog 4, efter at have brugt to hele bøger på vogternes uddannelse, slår Sokrates en definition på retfærdighed fast, der er fuldstændigt vævet sammen med den uddannelsesmodel, han har tydeliggjort. Han siger:

Da er retfærdighed ikke andet end den kraft, der frembringer godt regerede mennesker og godt regerede byer … Realiteten er at retfærdighed ikke er en sag om ydre opførsel, men den måde, et menneske privat og virkeligt regerer sig selv. Det retfærdige menneske lader ikke sin sjæls forskellige dele påvirke hinanden eller tilrane sig hinandens funktioner. Han har bragt sit eget liv i orden. Han er sin egen herre og sin egen lov. Han er blevet ven med sig selv. Han vil have bragt sjælens tre dele i samklang: høj, mellem og dyb, ligesom de tre dur toner i en musikalsk skala, og alle intervallerne mellem dem. Når han har bragt dem alle sammen i temperament og harmoni, har han gjort sig selv til ét menneske i stedet for mange. Kun da er han klar til at gøre hvad han end gør i samfundet: tjener penge; træner kroppen, engagerer sig i politik eller forretningstransaktioner. I alle de offentlige aktiviteter, han engagerer sig, vil han kun kalde den adfærd ret og smuk, som harmoniserer med, og bevarer, hans egen indre orden, som vi lige har beskrevet. Og den viden, der forstår meningen og vigtigheden af sådan en adfærd, vil han kalde visdom.[xii]

Retfærdighed afhænger da af mennesker i de forskellige professioner og roller i samfundet, som er blevet uddannede siden barndommen udfra forskrifter om skønhed og godhed. Desuden må det samfund, der er afhængigt af den slags mennesker til at regere det, selv være struktureret til at skabe den selvsamme slags mennesker til dets fortsættelse; derfor den centrale rolle, undervisning spiller i samfundet. Uddannelse er den mekanisme, hvormed man udvikler den højeste og bedste af menneskelig formåen; og de bedste former for uddannelse er de som, uanset hvad der er deres foreliggende anliggende, som hovedopgave ser kultivering af menneskets sjæl, tunet ind på retfærdighed, skønhed og godhed. Uden sådanne individer på alle sine niveauer er samfundet tabt.

Gülen præsenterer indefra et islamisk perspektiv, mange århundreder fra både Kungfutse og Sokrates, en stort set enslydende uddannelsesteori, sjælen og menneskets udvikling. Ligesom de antikke kolleger forstår han menneskets selv som bestående af legemlige, mentale og åndelige komponenter. Hver af disse komponenter skal udvikles på rette vis for at opnå det fulde menneskelige potentiale, og denne udvikling opstår gennem uddannelse. Gülen forklarer:

Vi er skabninger, der består ikke bare af en krop eller et sind eller følelser eller ånd; derimod er vi harmoniske kompositioner af alle disse elementer. Hver af os er en krop, der vrider sig et set af behov, såvel som et sind, der har mere subtile og vitale behov end kroppen, og er drevet af bekymringer om fortiden og fremtiden … Derudover er ethvert menneske en skabning af følelser, der ikke kan blive tilfredsstillet af sindet, og en skabning af ånd, gennem hvilken vi får vor essentielle menneskelige identitet. Hvert enkeltmenneske er alle disse. Når en mand eller kvinde, hvorom alle systemer og anstrengelser drejer sig, bliver betragtet og evalueret som en skabning med alle disse aspekter, og når alle vore behov er opfyldte, vil vi nå til ægte lykke. Lige nu er sand menneskelig fremgang og udvikling, i relation til vort essentielle væsen, kun mulig gennem uddannelse.[xiii]

Her ser vi resonans med Sokrates’s definition af det menneskelige selv med tre adskilte dele, sindet eller sjælen, drifterne og kroppen. Alle tre dele skal udvikles på rette vis og må fungere i deres rette orden i et menneske for at nå til fuld menneskelig virkeliggørelse. Gülen udtrykker en lignende følelse i denne passage, nemlig at hver mand og kvinde er et kompleks af komponenter, der skal udvikles i dem selv, og skal organiseres harmonisk i selvet, for at der kan opstå menneskelig fremgang.

Denne passage, og andre lignende, udgør en del af en større diskussion om historie, hvori Gülen sporer udviklingen af civilisationer både i Øst og i Vest. Han hævder, at selvom vestlig civilisation har domineret verden de seneste århundreder og har siddet forrest i videnskab og teknologi, er Vestens verdenssyn materialistisk, og derfor mangelfuldt. Det vil sige at den vestlige synsvinkel betragter mennesker i stort set materialistiske begreber og søger at opfylde menneskets mål i disse reducerede begreber. Det, der ofres i sådan en tilgang, er menneskets andre dimensioner, som er åndelige, og dette offer har skabt mange sociale kriser. En del af Gülens vision for fremtiden involverer at kombinere det bedste af vestlig kultur, der er videnskabelig og teknologisk med det bedste fra østlig kultur, som er spirituel og moralsk, med henblik på at skabe en mere fuldt udviklet og holistisk menneskelig kultur, der vil tage hele realiteten ind i en ny æra.[xiv]

For Gülen, som for Sokrates og Kungfutse, opnår intet individ eller samfund dets fulde potentiale uden uddannelse. Gülen anser uddannelse som midlet, som får mennesker til at blive til de sande væsener, Gud skabte dem som; for således at blive uddannet er livets vigtigste opgave. Han siger:

Den vigtigste pligt og formål med menneskets liv er at søge forståelse. Arbejdet med at gøre dette, kendt som uddannelse, er en fuldkommengørende proces, hvorigennem vi tjener, i de åndelige, intellektuelle og fysiske dimensioner af vort væsen, den rang, der er udvalgt til os som skabelsens perfekte mønster … Vor væsentligste pligt i livet er at opnå perfektion og renhed i vor tænkning, opfattelser og overbevisning. Ved at udfylde vor pligt af tjenesteskab for Skaberen, Ernæreren og Beskytteren, og ved at trænge gennem skaberværkets mysterium gennem vort potentiale og evner, søger vi at nå rangen af sand menneskelighed og blive værdige til et velsignelsesrigt, evigt liv i en anden, ophøjet verden.[xv]

Her anbringer Gülen undervisning og uddannelse på det mest grundlæggende niveau af menneskets formål. Med én sætning kan man sige at formålet med menneskets liv er at blive fuldt ud menneskelig, og dette sker gennem læring og viden. Som muslim sætter Gülen dette indenfor den større sammenhæng af tjeneste for Gud; men man kunne ligeså let anbringe det i en aristotelisk sammenhæng, hvor formålet eller funktionen af alle ting er at være sig selv fuldt og perfekt, og alting er naturligt blevet skænket de indre komponenter og evner til at være fuldkomment sig selv i den rette sammenhæng. Mennesker er født med evnen til at blive fuldt menneskelige, og for Gülen (som for Aristoteles, Sokrates og Kungfutse og mange andre) er denne medfødte evne til at blive fuldt menneskelige vor evne til at lære gennem uddannelse. Gülen siger:

Eftersom "virkeligt" liv kun er muligt gennem kundskab, betragtes de, som har forsømt læring og undervisning, som "døde", selvom de biologisk set er levende. Vi blev skabt til at lære og videregive det, vi har lært, til andre.[xvi]

Gennem alt sit arbejde taler Gülen om behovet for almen uddannelse til alle mennesker, for at civilisationen kan fungere. Han påstår at  mennesker kun er "civiliserede" i den grad, de er uddannede – især i en bestemt kulturs traditionelle værdier. Sammenhæng i livet på alle planer kommer via uddannelse af alle borgere i en nation eller stat i en fælles verdensanskuelse og kerneværdier. Den transnationale del af Gülens bevægelse fokuserer imidlertid på en uddannelse, der går langt videre end et givet sæt kulturelle værdier eller normer. De næsten tusinde skoler (i skrivende stund), der drives af deltagere i Gülenbevægelsen, som arbejder over hele verden, uddanner børn og unge mennesker i det fulde spektrum af akademiske fagområder: videnskab, matematik, historie, sprog, litteratur, sociale eller kulturelle studier, kunst, musik og mere. Mennesker, inspirerede af Gülens lære, åbnede skoler i Tyrkiet efter at regeringen gav tilladelse til drift af privatskoler, så længe de holdt sig til en statspålagt læseplan og lod sig underkaste statsligt tilsyn. Skoler, der er oprette af Gülenbevægelsens medlemmer i andre lande, arbejder med den samme uddannelsesmæssige fremgangsmåde som skolerne i Tyrkiet; men med den øgede indflydelse af de "indfødte" landes nationale kultur og værdier, har Gülen selv meget lidt, om nogen, kontakt med skolerne og han kender faktisk ikke det nøjagtige antal af skoler, eller endda deres navne. Hans eget tidlige eksempel som underviser, såvel som hans ideer om uddannelse, globalt fællesskab, menneskelig fremgang og så videre, har ganske enkelt inspireret en generation af mennesker til at oprette skoler over hele Tyrkiet, Centralsien, Europa, Afrika og andre steder for at bekæmpe de tilbagevendende problemer med uvidenhed, fattigdom og splittelse.

Skolernes grundlæggende struktur og karakter er at de bliver finansieret af frivillige organisationer, samfundsgrupper og studenterlønninger; lokale administratorer assisterer med infrastruktur; og lærerne arbejder indenfor en holdning om tjeneste for andre, ofte for lav løn. Som jeg nævnte i indledningen til denne bog, har jeg besøgt mange af disse skoler over hele Tyrkiet og har mødt mange af skolernes sponsorer, hvilket vil sige lokale forretningsmænd og lokale menighedsledere, som slog sig sammen om at skabe skolerne i deres respektive områder. I mange tilfælde er skolerne de mest moderne arkitektoniske strukturer i området; skolernes vægge er udsmykkede med fotografier af studenter, der modtager medaljer ved forskellige nationale og internationale akademiske konkurrencer og modtage besøg af en række ministre fra den tyrkiske regering og parlamentsmedlemmer; klasseværelset, laboratoriet og kontorfaciliteterne er yderst funktionelle og professionelt udseende, selvom de bliver benyttet af hundreder af begejstrede elever; eleverne er kvikke, udadvendte og ivrige efter at øve sit engelsk med amerikanske besøgende; skoleledere, administratorer og lærere er fokuserede, hengivne og stolte af deres skoler og studenter, og mange af dem bor på området sammen med de studerende, der går på de skoler, der tilbyder kost og logi. Jeg spiste hos mange tyrkiske familier, som sender deres børn til disse skoler, og jeg spurgte dem de samme spørgsmål i hver en by, hvert område: Hvorfor sendte I jeres børn til denne skole? Svaret var det samme hver gang. De sender dem på grund af lærernes hengivenhed, læseplanens kvalitet og den overordnede vision som skolen, gennem dens lærere, fremmer med hensyn til klodens menneskehed, uddannelse, tolerance og dialog.

Gülens vision for uddannelse inddrager ikke bare skoler, men også familier, menigheder og medier. Alle større dele af samfundet må rettes ind på arbejdet med at uddanne ungdommen i al gavnlig viden*. Der står uhyre meget på spil, for enhver nations eller civilisations fremtid afhænger af dens ungdom. Gülen siger:

* Dette er i resonans med Mills ide, udtrykt i et tidligere kapitel, at alle sociale institutioner må beregnes på at kultivere eller "uddanne" menneskers medfødte evner for højere nydelser.

Folk, som ønsker at sikre sin fremtid, kan ikke være ligeglade med hvordan deres børn bliver uddannede. Familien, skolen, omgivelserne og massemedierne burde alle samarbejde for at sikre det ønskede resultat … I særdeleshed burde massemedierne bidrage til den uddannelsespolitik, samfundet har givet sit bifald. Skolen skal være så perfekt som mulig med hensyn til læseplanen, lærernes videnskabelige og moralske standarder samt dens fysiske tilstand. En familie skal sørge for den nødvendige varme og atmosfære til at opdrage børn i.[xvii]

Her ser vi Gülen udtrykke bekymringer, der i høj grad er i samklang med de, Sokrates udtrykte i Republikken. Som vi så ovenfor, går Sokrates så langt som til at tale for censur af digtere og musikere, det antikke Grækenlands massemedier, således at vogterne kun udsættes for kunstnerisk udtryk, der nærer deres sjæle. Mens Gülen intet sted argumenterer for censur på den måde, Sokrates gør, deler han med Sokrates en almen bekymring for ordentlig uddannelse med henblik på at nå til menneskehedens mest fulde virkeliggørelse, hvilket indbefatter forældrenes og samfundets støtte, skolens omgivelser, de emner, der bliver undervist i samt lærernes moralske standard.

Vi kan yderligere se betydningen af uddannelse for hele samfundet, når Gülen taler om rådslagningens rolle i Islam i særdeleshed, og i samfundet som helhed. Han ofrer et helt kapitel på emnet i The Statue of Our Souls, og i dette kapitel opridser Gülen tydeligt den vitale rolle, højt uddannede mennesker spiller i fortsættelsen af samfundet, og den slags uddannelser, der er behov for i vore dages globaliserede verden. Han begynder med at citere en passage fra Koranen, der anbringer det at udføre sine affærer gennem rådslagning i samme kategori som det at udføre sine regelmæssige bønner. Han fortsætter med at citere den centrale betydning, rådslagning har indenfor Islam, så meget som at et samfund uden, ikke er ægte muslimsk i sit fulde udtryk. Han fortsætter med at forklare hvordan den virker i et muslimsk samfund:

Rådslagning er en af de primære dynamikker, som holder den islamiske orden stående som et system. Rådslagning har den vigtigste mission og pligt til at løse anliggender vedrørende individet og samfundet, folket og staten, videnskab og kundskab, og økonomi og sociologi; medmindre, selvfølgelig, der er en mass (guddommelig befaling; et vers fra Koranen eller en befaling fra Profeten, afgørende på ethvert punkt i kanon lov) med en tydelig mening om disse sager.[xviii]

Selv regenter skal udføre sager ved brug af rådslagning. Rådslagning er den metode, herskeren eller herskerne bruger til at træffe de beslutninger, der påvirker praktisk taget ethvert område af tilværelsen, fra det individuelle til det kollektive. Gülen bruger adskillige sider på et resume af de passager fra Skriften, der støtter rådslagning og forklarer historien om dens brug i Islam og han gennemgår etablerede retningslinier for dens anvendelse. Han kommer derefter til det centrale spørgsmål om hvem der passer til rådslagning. Hvem skal regenterne rådslå sig med? Hvem er kvalificeret til at tjene som rådgiver? Gülen svarer:

[E]ftersom de sager, der fremlægges til overvejelse, kræver en høj grad af viden, erfaring og ekspertise, må en rådgivende komite bestå af mennesker, som er fremstående for sådanne kvaliteter. Dette kan kun blive en komite af mennesker af høj kaliber, som er i stand til at løse mange sager. Især i dag, hvor livet er blevet mere indviklet og kompliceret, hvor verden er blevet globaliseret og ethvert problem er blevet til et altopslugende, planetarisk problem er det vitalt at de, der er kompetente i naturvidenskaberne, konstruktion og teknologi, der for det meste af tiden anses for a være godt og passende af muslimer, skulle deltage ved siden af disse mennesker af høj kaliber, som kender islamisk essens, virkelighed, ånd og videnskaber. Man kan rådføre sig med kvalificerede mennesker fra forskellige verdslige videnskaber, kundskab og andre nødvendige områder, for så vidt at de beslutninger, der tages, bliver overvåget af de religiøse autoriteter for deres overensstemmelse eller enighed med det, de foreslår og Islam.[xix]

I denne passage begynder vi at se de høje standarder, mennesker skal leve op til, hvis de skal fungere som rådgivere. Det er vigtigt at huske, at Gülen taler om en vision for et islamisk samfund, som han tror, er den bedste form for samfund. Uanset om man er enig med ham eller ej, er det sagen uvedkommende. Vor pointe her er, at indenfor det samfund, han forestiller sig, er uddannelse absolut vitalt for alle mennesker for at nå til grundlaget for menneskelige tilværelse. Desuden er det nødvendigt med et højt uddannelsesniveau til en elitegruppe af individer, som skal tjene som rådgivere for herskerne i særlige sager, eller som selv kan virke som herskere i nogen grad. Gülen forklarer yderligere:

Ledelsen og sammensætningen af den rådgivende komite kan ændres i henhold til forskellige omstændigheder og æraen; men kvalifikationerne og egenskaberne hos de udvalgte (mennesker), såsom mennesker af kundskab, retfærdighed, social uddannelse og erfaring, visdom og skarpsindighed, må aldrig ændres.[xx]

Som oftest vil disse rådgivere være de "ideelle mennesker" eller "mennesker af hjerte", Gülen beskriver andetsteds i sit arbejde, og som vi diskuterede i det foregående kapitel. Rådgiverne er dem, de skoler, der er inspireret af Gülen, er designet til at uddanne – unge mennesker, som vil gå ud i verden med en dydig karakter såvel som et højt niveau af akademisk træning i deres forskellige professioner. Nogle af disse unge mennesker vil opnå usædvanlige niveauer af succes og visdom, og vil blive efterspurgt til tjeneste som rådgivere. Ved at gøre således, bliver de den første generation af "ideelle mennesker", som vil indvarsle en ny social realitet, der vil reparere den falske tvedeling mellem videnskab og religion, der vil bringe Øst og Vest sammen og som vil tilbyde en helt ny måde at leve på til verdenen.

For Gülen findes der ingen anden måde at strukturere samfundet på, der fortjener at blive kaldet for "menneskelig", og bestemt ingen anden vej, der kan kaldes "islamisk." mennesker har i sig kapaciteten til at nå til perfektion som mennesker og de, som inderliggør og virkeliggør denne perfektion i sig selv, må påvirke samfundet som regenter eller rådgivere eller ledere af græsrodsbevægelser. For at noget af dette skal kunne ske, må folk blive uddannet på en tilsigtet, anstændig måde. Skolerne i den transnationale Gülenbevægelse er nutidige initiativer på denne bestræbelse, og de søger at uddanne deres unge fra alle samfundets sektorer til at blive højt trænede og dydige mennesker som, ligesom confucianske overlegne mennesker, påvirker alt og alle omkring sig med kraften (te) af deres viden, godhed og skønhed.

Hver af vore trialogdeltagere præsenterer en kraftfuld vision af hvad, der er muligt på det menneskelige sociale og politiske plan Kraften af denne vision skyldes, i ikke ringe grad, den åndelige eller ikke-materielle kvalitet som de alle, på deres egen måde og indenfor deres egen kulturelle og sproglige rammer, anerkender som en central del af menneskelighed. Denne "sjæls"kvalitet er det, der i deres respektive anskuelser, adskiller menneskene fra resten af den dyriske skabelse. Alle tre tror fast på vore medfødte kræfter til at udvikle de indre evner for menneskelig perfektion, selvom alle tre indrømmer at mange mennesker aldrig vil bruge disse kræfter. Denne tro på omtalte kraft, anvendt eller ej, er hvad der gør Kungfutse, Sokrates og Gülen til humanister i begrebets brede forstand. De tror på menneskets styrke til at blive fuldt og ideelt menneske.

Desuden, hvis mennesker kan gøre det, må de gøre det. disse mænd er ikke fatalister eller determinister. De ser ikke mennesker, individuelt eller kollektivt, som historiens eller skæbnens ofre. I særdeleshed Gülen, når man tager hans overbevisning om tilstedeværelsen af en almægtig, alvidende Gud i betragtning, maner sine læsere til at tage ansvar for sig selv og for verden. Ansvarets udfordring er en stor udfordring i enhver tidsalder, men måske kalder vor tid med hastige forandringer og massevold på, at vi tager den mere end nogen anden. I næste kapitel vender vi os til temaet ansvar.

[i] Kungfutse, The Analects, xxiv-xxv.
[ii] Ibid., 198.
[iii] Ibid., 178.
[iv] Thompson, Chinese Religion, 145-6.
[v] Kungfutse, The Analects, 198.
[vi] Ibid., 199.
[vii] Plato, The Republic, 113-4.
[viii] Ibid., 109.
[ix] Ibid., 73.
[x] Ibid., 99.
[xi] Ibid.
[xii] Ibid., 137.
[xiii] Gülen, Essays, Perspectives, Opinions, 80.
[xiv] Gülen, Pearls of Wisdom, 231-2.
[xv] Gülen, Toward a Global Civilization of Love and Tolerance, 202.
[xvi] Ibid., 217.
[xvii] Ibid., 206-7.
[xviii] Gülen, The Source of Our Souls, 45.
[xix] Ibid., 54-5.
[xx] Ibid., 55.

Pin It
  • Oprettet den .
Copyright © 2020 Fethullah Gülen Webside. Alle rettigheder reserveret.
fgulen.com er officiel kilde på Fethullah Gülen, den berømte tyrkiske lærde og intellektuelle.