Gülen og Kant om Menneskets Iboende Værdi og Moralske Værdighed
Selve ordet "humanisme" anbringer mennesket – individet, gruppen af individer, arten, denne form for skabning – i centrum for dens overvejelser. Derfor er humanismens lange påstand at menneskelivet i almindelighed og menneskenes liv i særdeleshed, har en form for iboende menneskelig værdi. Desuden udgør respekten for denne iboende menneskelige værdi et udgangspunkt, eller grundlaget, for fundamental moral i mange humanistiske systemer. Ingen udtrykker dette stærkere og mere sammenhængende end den tyske 1800-tals filosof, Immanuel Kant. I hans Grundlæggelse af sædernes metafysik, der første gang blev udgivet i 1785, forsøger Kant at artikulere "moralens højeste princip"[i]
Han vil udtrykke dette princip i fuldstændigt rationelle, ikke empiriske, begreber for at forhindre at moralske handlinger skal være afhængige af omstændigheder, menneskelige følelser, indfald eller betingelser. Tid og pladsen her tillader ikke at betragte fortjenesterne ved Kants metode eller konklusioner med hensyn til rationel overfor empirisk etik, eller i tilstrækkelig grad opsummere mængden af hans argumenter. Derfor vil vi fokusere på de punkter, der er mest relevante til hans diskussion af mennesker som mål i sig selv og, som sådan, besiddere af iboende værdier, der ikke må skades.
Kants argument i Grundlæggelsen centrerer sig om tre kernebegreber: fornuft, vilje og pligt. Disse tre begreber bindes sammen på en meget specifik måde, og han bevæger sig logisk fra det ene til det næste med henblik på at opstille en kontekst for hans etiske filosofi. Han begynder med viljen. Viljen, især den gode vilje, er et krav for enhver tale om moral. Dette slår Kant fast med det samme i første sektion af hans essay:
Det er overhovedet ikke muligt at tænke på noget som helst i verdenen eller endda udenfor den, som kan betragtes som godt uden kvalifikation, bortset fra en god vilje. Intelligens, vid, dømmekraft og hvilke af sindets talenter, man ønsker at nævne, er utvivlsomt i mange henseender gode og ønskværdige, ligesom sådanne følelsesmæssige kvaliteter som mod, beslutsomhed, udholdenhed. Men de kan også blive yderst dårlige og skadelige, hvis viljen, som skal benytte disse naturens gaver og som i sin særlige beskaffenhed kaldes for karakteren, ikke er god … Synet af et væsen, der ikke er begunstiget med at strøg af ren og god vilje, men som alligevel nyder en uforstyrret velstand, kan aldrig glæde en rationel og upartisk betragter. Således synes en god vilje at udgøre den ufravigelige betingelse for bare at være værdig til glæde.[ii]
Intet godt er endda muligt da, uden en god vilje, uanset hvilke andre talenter eller evner et menneske måske besidder. Den gode vilje er som en grundlæggende karaktertilstand og er uundværlig for moralsk handling. Kant fortsætter sin analyse ved at bevæge sig til begrebet fornuft. I hans øjne skiller fornuften menneskene fra dyrene generelt set, men mere specifikt fungerer fornuften i mennesker på en måde, der kaster lys over en mere fundamental forskel på mennesker og andre levende væsener. Kant arbejder udfra princippet om at naturen designer hvert organiske væsens konstitution således at der ikke eksisterer noget organ i organismen, der ikke opfylder et formål, som det alene er designet til at opfylde i den højeste og bedste grad. Med andre ord har hvert organ et formål, og det opfylder dette formål bedre end noget andet organ i det levende væsen. Kant sidestiller fornuften med et organ og spørger hvilket formål det har for menneskets liv. Han siger:
Hvis nu dette væsens beskyttelse, velfærd, eller med ét ord dets glæde, var naturens virkelige mål i tilfældet med at have fornuft og vilje, da ville naturen have ramt et meget ringe arrangement, ved at få væsenets fornuft til at udføre dette formål. For alle de handlinger, et sådant væsen måtte udføre med dette formål for øje, og hele hans adfærdsmønster ville have været foreskrevet meget mere nøjagtigt af instinktet: og det omtalte formål kunne være nået langt mere sikkert ved instinkt, end det nogensinde kan gennem fornuft.[iii]
Her forsikrer Kant om at opnåelse af glæde, defineret som vor sikkerhed eller velfærd, ikke er fornuftens funktion i mennesker eller væsener, der besidder vilje og fornuft. Velfærd, sikkerhed eller glæde kan nås gennem instinktet ligeså godt, eller endda bedre, end af fornuft, som det er hos dyrene. Derfor, siger Kant, at "tilværelsen har et andet og langt mere værdigt formål, for hvilket – og ikke for glæde – fornuften passer særdeles godt til."[iv] Kant konkluderer at fornuftens formål er at udvikle den gode vilje. Han siger "Fornuften erkender at dens højeste praktiske formål er grundlæggelsen af en god vilje, hvorved opnåelsen af dette mål er fornuften kun i stand til sin egen slags tilfredsstillelse."[v]
Hvad er den gode vilje? Hvordan skal den defineres? Sagt kort, definerer Kant den gode vilje i mennesker som evnen til at kunne handle ud fra pligt alene, og ikke som følge af nogen form for omstændigheder eller følelse. Denne definition gør os opmærksom på Kants måske hovedbekymring i sit essay, og det er at finde et solidt grundlag for moral. I hans øjne kan moralsystemer, der fokuserer på nydelse, glæde eller følelser ikke give et tilstrækkeligt grundlag for etik, fordi de er flygtige og underlagt mange variabler i menneskelivet. Vore følelser vil måske ændre sig på grund af omstændigheder. Det, der tidligere gav os glæde, vil måske ophøre med at bringe glæde. I det verdslige liv og ejendoms rige har disse variabler minimale konsekvenser. Men i moralens rige kan de have enorme konsekvenser. For så vidt at moral styrer vore handlinger overfor folk, kan vore styrende principper ændre sig med vort humør, indfald eller omstændigheder, hvis de har rod i følelser eller nydelse; vi har måske ikke lyst til at fortælle sandheden eller være medfølende eller fair i vore forhold til mennesker. For Kant er det at begrunde moralen på følelser eller glæder det samme som at bygge vort hus på synkende sand og således risikere alt. Derfor søger Kant et mere sikkert fundament for moralen, og han mener at han kan finde det i fornuften, viljen og pligten, forstået på rette måde som de virker sammen i menneskets liv.
Så for at sammenfatte, er der for Kant ingen mulighed for det gode uden den gode vilje, og fornuften findes i os for at udvikle den vilje, som er menneskers evne til at handle alene ud fra pligt, uden hensyntagen til følelser, omstændigheder eller nydelse, der kan opnås. Kant bruger det meste af sin afhandling til at forklare disse tre kernebegreber fornuft, vilje og pligt og deres virkning i en moralsk metafysik, hvorfra mennesker kan kodificere et overordnet moralprincip, der kan vejlede alle overvejelser og handlinger. Dette overordnede princip kaldes for det kategoriske imperativ, som tager forskellige former i afhandlingen, hvor den mest almindelige er "Jeg skal aldrig handle undtagen på sådan en måde, at jeg også kan ville at mit maksime bliver en universel lov."[vi]
Hvad har alt dette at gøre med iboende menneskelig værdi? Ifølge Kant besidder mennesker, som rationelle væsener, i den meget grundfæstede moral deres natur som sådan en iboende værdi. Udenfor menneskene som rationelle repræsentanter findes der ingen anelse½ af det moralsk gode, eftersom der ikke findes noget væsen, der kan fastslå det rationelt og anvende det universelt, udover mennesker. Et rationelt væsen er et væsen, der indefra sig selv, fastslår hvad der er den universelle moralske lov. Sådan et væsen, der frembringer værdiprincipper, er i sig selv en værdi eller et gode. Med Kants ord "rationel natur eksisterer som et mål i sig selv."[vii]
Kant opridser faktisk en version af det kategoriske imperativ, der kredser om dette: "Handl på sådan en måde at du altid behandler mennesket, om det er i din egen person eller en andens person, på samme tid som et mål og aldrig bare som et middel."[viii] Han forestiller sig "et kongerige af mål", det vil sige et samfund, der er organiseret omkring disse moralske principper, hvori mennesker, som rationelle væsener og mål i sig selv, lovgiver universel moralsk lov, altid med et syn på mennesker som mål i sig selv, ikke bare midler. I Kants kongerige af mål har tingene enten en pris eller en værdighed, en markedsværdi eller en iboende værdi. Kant forklarer:
Alt, der har en pris, kan erstattes med noget som dets ækvivalens; på den anden side har alt, der er over al pris, og derfor ikke indrømmer nogen ækvivalens, har en værdighed. Alt, der har reference til almindelige menneskelige tilbøjeligheder og behov, har en markedsværdi; …men det, der udgør de betingelser, hvorunder alene noget kan blive til et mål i sig selv, har ikke blot en relativ værdi, d.v.s. en pris, men har en indre værdi, d.v.s. en værdighed. Nu er moral selve betingelsen for at et rationelt væsen kan være et mål i sig selv, for kun derved kan han være et lovgivende medlem i kongeriget af mål. Derfor har moral og menneskehed, for så vidt at den er i stand til moral, alene værdighed. Dygtighed og flid på arbejdet har en markedspris; men troværdighed overfor løfter samt godgørenhed, baseret på principper (ikke på instinkt), har en indre værdi.[ix]
Menneskelig værdi er ikke til forhandling; den er ikke en ting, der købes eller sælges eller noget relativt, afhængigt af markedsbetingelser. Kants formulering af mennesker lader menneskets natur at "blive erkendt som værdighed og anbringer den uendeligt langt fra pris, som den ikke i det mindste kan komme i konkurrence eller sammenligning uden, som det er, at krænke dens ukrænkelighed."[x] Han fortsætter med at sige at "[r]ationel natur er forskellig fra resten af naturen gennem det faktum, at den i sig selv er et mål."[xi] Derfor er en anden dimension af det kategoriske imperativ at "et rationelt væsen selv må gøres til grundlaget for alle handlingens maksimer, og må derfor aldrig anvendes kun som midler, men som den højeste begrænsende betingelse i brugen af alle midler, d.v.s. altid samtidigt som et mål."[xii]
Som påpeget ovenfor er mennesker mål i sig selv, ikke blot midler til en eller anden andens mål. De kan ikke blive brugt bare som et redskab for at sikre en andens mål, agenda eller ideologi. Mens mennesker kan beskæftiges i disse bestræbelser, kan man ikke behandle dem som bare ansatte i et projekt. De er altid på samme tid et mål i sig selv, bærere af indre værdier og værdighed, uden hensyntagen til nogen som helst fremgang eller fordel, de giver til nogen andens projekter eller agendaer.
Ved at fremføre disse påstande, kommer Kant med radikale udtalelser for hans tid. På en måde fremmer han en særlig samtale i Vesten, der begyndte omkring en generation tidligere med filosoffer som John Locke, der talte for en regeringsstruktur, der ikke havde rødder i monarkiets guddommelige ret, men i den suveræne vilje hos de, der bliver regeret over, folket i det politiske samfund. Den eneste måde, sådanne argumenter bliver forståelige og logisk sammenhængende er hvis man anser en betydelig værdi i mennesker som mennesker. Det er også vigtigt at bemærke at Kants udtalelser om menneskets værdi ikke er religiøst begrundede, selvom Kant selv var kristen. Locke’s argumenter er heller ikke kristne, på trods af hans egen tro. Begge stræber efter at fremlægge deres argumenter for menneskets værd i ikke-religiøse termer for at gøre dem så usårlige som muligt overfor det, de anså som religiøse indfald. Vi må huske på at begge mænd levede på en tid, hvor der var religiøse krige over hele Europa, da folk blev dømt til døden hvis deres tro afveg fra monarkens, der jo herskede ved guddommelig ret, og som ikke gav folket nogen mulighed for at klage over deres genvordigheder. Desuden er Kant bevidst om de følelser, der ofte ledsager religion og betragter derfor ikke religion som et stabilt nok grundlag at bygge moralske principper, som rummer alle menneskers iboende værdighed, på. Han skrev en hel bog, Religion Within the Limits of Reason Alone, hvor han forsøgte at uddestillere religiøs praksis og overbevisning fra fromme følelser og tilbøjeligheder, og I stedet binde det udelukkende til kultiveringen af en moralsk karakter og principiel etisk handling. Hans overordnede hensigt gennem hans arbejde er at, så universelt som muligt, som han ser som gennem den fornuft, alle mennesker har, den medfødte værdi, mennesker har, således at en stabil moral er mulig I verdenen uanset livets betingelser, inklusive ændring af herskere, konversion til andre religioner, personlig smag og lignende.
Den vestlige Oplysning, som Kant var en del af, hyldede disse ideer om medfødt menneskelig værdighed, som medførte radikale sociale forandringer i det attende århundrede og siden. Disse tanker er naturligvis ikke enestående for den vestlige Oplysning; tænkere og skribenter fra mange dele af verden udtrykker sådanne ideer udfra deres egne kulturelle, religiøse eller filosofiske rubrikker. Islamiske lærde, for eksempel, har gennem århundreder og fra mange dele af verden, fortolket Koranen sådan, at den udtrykker sådanne ideer om en iboende menneskelig værdi og moralsk værdighed. Gülens værk er et eksempel på islamisk videnskabeligt arbejde, der understreger den koraniske "stemme", der insisterer på menneskenes udprægede skønhed og værdi. Faktisk finder Gülen, i Koranen og andre islamiske kilder, i første række stærke påstande om menneskets værdighed; han kommer ikke med sådanne påstande til Koranen, efter at have bestemt det udfra andre midler eller kilder. Gülen henviser gentagne gange til Koranen, når han svarer på spørgsmål om jihad, vold, terror og respekten for menneskeliv, generelt (ikke bare muslimsk liv). I disse sektioner af hans arbejde bliver Gülens samklang med Kants ideer tydelig, selvom de næsten med sikkerhed har udviklet deres tanker om menneskets iboende værdighed udfra vidt forskellige synsvinkler.
Gülen taler om menneskenes transcendente værdi gennem hele sit arbejde. Han begynder et afsnit med en stærk påstand:
Mennesker, det største spejl for Guds navne, attributter og gerninger, er et skinnende spejl, en vidunderlig livets frugt, en kilde til hele universet, et hav, der ligner en lille dråbe, en sol dannet som et ydmygt frø, en vældig melodi på trods af deres ubetydelige fysiske positioner samt eksistensens kilde, alt samlet i en lille krop. Mennesker bærer på en hellig hemmelighed, der gør dem lige med hele universet, med al deres rigdom af karakter; en rigdom, der kan udvikles til fortræffelighed.[xiii]
Han fortsætter med at "[hele] eksistensen bliver kun til en læselig bog med deres [menneskelige] forståelse og forsigtighed … mennesker – sammen med alt i og omkring dem - … og deres Mesters kongelige vidnesbyrd."[xiv] Han afslutter denne tankerække i afsnittet ved at sige "[når] dette hele, grænseløse univers, med alle dets rigdomme, komponenter og historie, bliver forbundet til menneskeheden, vil det stå klart hvorfor menneskets værdi transcenderer alt … ifølge Islam er mennesker overlegne, blot fordi de er mennesker."[xv] Så i disse passager påstår Gülen at mennesket har den største værdi fordi de, i modsætning til engle og dyr, har evnen til at være vidner og fortolkere af universet. Som sådanne vidner er de spejle for bestemte aspekter af Gud, reflektorer af universets guddommelige bog. Uden dem er universet ikke kendt, ej heller er der nogen til at kende det.
Andre steder gentager Gülen at mennesker er universets centrum og mening og at de, som sådan, har en højere værdi end selv englene. Gennem deres aktiviteter og forståelser giver mennesker livet dets essens. Han siger:
Mennesket er essensen og det vitale element af væren, universets indeks og kerneelement. Menneskene er ved skabelsens center; alle andre ting, levende som livløse, udgør koncentriske cirkler omkring dem … Ved at tage hensyn til al den ære, der er blevet skænket menneskene, sammenlignet med resten af skaberværket, må man anse menneskeheden som den stemme, der udtrykker tingenes natur, begivenheders natur og, naturligvis, naturen af den Almægtige Ene, Som er bagved alt, såvel som at blive forstået som et hjerte, der omfatter alle universerne. Med menneskene har skabelsen fundet sin fortolker, og stoffet er blevet destilleret gennem menneskers opfattelse og har fundet sin åndelige mening. Overvågningen af ting er en evne, der er særegen for mennesket, deres evne til at læse og fortolke universets bog er et privilegium, og at de tilskriver alting deres Skaber er en exceptionel velsignelse. Deres stille introspektion er kontemplation, deres tale er visdom og deres samlede fortolkning af det hele er kærlighed.[xvi]
Så hvor Kant argumenterer for menneskets iboende værdi, baseret på at de er rationelle mellemmænd, hvorigennem den moralske lov kommer i praktisk eksistens i verdenen, argumenterer Gülen for menneskers værdi, baseret på deres position som de eneste mellemmænd, hvorigennem Gud skabelses bog kan blive kendt og tilværelsens undere blive udtrykt. I begge tilfælde er mennesker, som individer og som grupper, uundværlige for fundamentale bestanddele af tilværelsen, i det ene tilfælde moralitet gennem deres rationalitet, i det andet al viden, visdom og kærlighed ved at de er spejle for Guds navne og attributter.
Desuden bruger Gülen, ligesom Kant, menneskets værdi og værdighed som grundlag for definitionen af legitim og illegitim adfærd overfor folk i samfund, selvom Gülen baserer sine påstande på Koranen, ikke på fornuft alene, til forskel fra Kant. I et afsnit om menneskerettigheder i Islam hævder han, at Islam har den højeste opfattelse af universelle menneskeretttigheder, og at det ikke er blevet overgået af nogen anden religion, system eller kommission. Han siger "Islam anser drabet på ét menneske som det samme som hvis hele menneskeheden var blevet dræbt, for mordet på ét menneske tillader den ide, at hvem som helst kan blive dræbt."[xvii] Gülen kvalificerer denne udtalelse på en måde, der er almindelig for de fleste religiøse og filosofiske tænkere, nemlig at det muligvis kan retfærdiggøres at dræbe dem, der andre, dem, der prøver at ødelægge samfundet og så videre. I disse tilfælde er drabet ikke mord; det er en straf eller et selvforsvar. Andetsteds siger han, at i det islamiske syn:
Et menneske, det være sig mand eller kvinde, ung eller gammel, hvid eller sort, bliver respekteret, beskyttet og er ukrænkeligt. Deres ejendele kan ikke tages fra dem; ej heller kan deres kyskhed antastes. De kan ikke fordrives fra deres fædreland, og man kan ikke nægte dem deres uafhængighed. De kan heller ikke forhindres i at leve i henhold til deres principper. Derudover er det forbudt for dem at begå sådanne forbrydelser mod andre. De har ikke ret til at påføre skade på denne gave [af humanitet], der præsenteres for dem af Gud, for de er kun i midlertidig besiddelse af denne rigdom; Gud er den sande ejer af alting … Mennesker skal forsvare denne gave og bevare den sikkert. Den er hellig for dem; de vil ikke skade den, eller tilade at den bliver udsat for nogen skade. Når det er nødvendigt vil de kæmpe for den og dø for den.[xviii]
Gülen tilskriver igen her menneskets værdi til Gud. Menneskelighed eller menneskelig værenhed er en gave, man ikke kan overskride eller forurene. Som sådan er den basis for obligatoriske positive handlinger som at beskytte mennesker og sørge for deres sikkerhed, såvel som forbud mod skadelige handlinger, som at skade mennesker eller stjæle deres ejendele. Gülen ser disse skadelige handlinger som værende i direkte modstrid med kærlighedens ånd, som han definerer som Islams centrale hjerte. Han siger:
I virkeligheden er kærlighed rosen i vor tro, et rige i hjertet, der aldrig visner. Fremfor alt, ligesom Gud vævede universet som en knipling på kærlighedens vævestol, er den mest magiske og fortryllende musik i eksistensens bryst altid kærlighed.[xix]
Denne kærlighed oversætter sig selv til en grundlæggende humanisme, hvor mennesker udvikler kærlighed indeni sig selv overfor andre og hele skabelsen og viser den kærlighed ved støtte og tjeneste til verdenen. Dette ligger i Islams hjerte, siger Gülen. Uheldigvis er denne ide enten blevet ignoreret eller perverteret. Han forklarer:
Humanisme er en kærlighedens og menneskelighedens doktrin, som i vore dage fortolkes hasarderet, og den har potentialet til let at blive manipuleret gennem forskellige fortolkninger … Det burde være vanskeligt at forsone med humanisme den mærkelige opførsel med at støtte "medlidenhed og barmhjertighed" for dem, der er involveret i terror og anarki for at ødelægge et lands enhed, for dem, der hjerteløst har myrdet uskyldige mennesker som del af århundredelange aktiviteter, rettet mod et lands velfærd og, endda endnu mere frygteligt for de, der gør dette i religiøse værdiers navn og de, der tankeløst beskylder Islam for at tillade terroristangreb[xx].
Her peger Gülen på det dybe hykleri og vold i mange moderne bevægelser, der påstår at være humanistiske og han nævner forbigående dem, der foretager lignende frygtelige ting i religionens navn. Det, der går tabt i begge tilfælde, er den sande "doktrin af kærlighed og humanisme", der er basis for dem i deres ægte, autentiske former. Så i hans øjne deler Islam en forpligtelse til kærlighed overfor menneskeheden med sand humanisme, forskellen er at Islam henter denne forpligtelse fra åbenbaringen af Koranen, hvorimod humanistisk filosofi henter den fra andre kilder eller midler.
Gülen lyder tydeligt som et ekko af den kantske analyse, selvom hans udgangspunkt er aldeles forskelligt, nemlig Islams religiøst/filosofiske ramme. Den iboende værdi, endda hellighed, af menneskeheden kræver universel beskyttelse og forbyder kategorisk enhver overtrædelse af den. I Vesten har Kants (og Lockes) ideer om den iboende menneskelige værdighed og basale rettigheder fundet politisk manifestation i den moderne nationalstats liberale demokrati. Muslimske samfund har virkeliggjort deres forpligtelse til menneskelig værdighed på andre måder. På trods af forskellene her på Vesten og muslimske lande ser Gülen ingen indre inkompatibilitet mellem Islam og demokrati i almindelighed; den grundlæggende forpligtelse overfor mennesker og deres væsentlige rettigheder, om end med forskellige udgangspunkter (det ene religiøst, det andet sekulært), er i samklang med hinanden. Gülen hævder imidlertid at Islam kan forbedre demokratiet i vigtige henseender. Han siger at demokrati i moderne tid er blevet gift med tvivlsomme filosofier, såsom dialektisk materialisme og historisme, som han anser som fatalistiske. Derudover kan demokrati afføde en rå individualisme, der underminerer hele samfundets sundhed, selvom Gülen forsikrer om at i Islam "er alle rettigheder vigtige, og individets rettigheder kan ikke ofres for samfundets skyld."[xxi] I slutningen siger Gülen at Islam er et omfattende sæt af religiøst funderede principper, der kan vejlede demokratiet i dets fortsatte udvikling og forbedring. Han forklarer:
Demokrati har udviklet sig over tid. Ligesom det har gået igennem mange forskellige trin forud vil det fortsætte med at udvikle sig og blive bedre i fremtiden. Hen ad vejen vil det blive formet til et mere humant og retfærdigt system, et der er baseret på retfærdighed og realitet. Hvis mennesker blev betragtet som et hele – uden at se bort fra den åndelige side af deres eksistens og deres spirituelle behov og uden at glemme, at menneskelivet ikke er begrænset til dette dødelige liv, og at alle folk har stor længsel efter evighed – kunne demokrati nå fuldkommenhedens tinde og give endnu mere glæde til menneskeheden. De islamiske principper af lighed, tolerance og retfærdighed kan hjælpe os med at gøre netop dette.[xxii]
Gülen ser tydeligvis ufuldkommenheder i demokratiet, som Islam kan afhjælpe, især på menneskelige områder og hvordan mennesker skal forstås. Demokrati har en tendens til at overse livets egen og menneskenaturens spirituelle side – træk, der kræver universel respekt og endda menneskers ærefrygt. Kant ville måske stille spørgsmålstegn ved Gülen af denne grund, om ikke for andet så for at grundlægge hele samfundet, inklusive juridiske og moralske systemer, på et religiøst verdenssyn, er det samme som at anbringe det i hænderne på noget, der i Kants øjne, i sidste ende ikke kan bevises rationelt og med sikkerhed, da det falder indenfor samvittighedens eller troens domæne og ikke kan påtvinges uden at gøre vold på den selvsamme humanitet, den søger at forsvare og ære. På den anden side ville Kant muligvis være tilfreds med resultatet af ethvert religiøst verdenssyn, der tilskriver menneskene endda mere hellighed og respekt, således at deres iboende værdi bliver anset for en ukrænkelig Sandhed; han ville simpelthen sige at en sådan verdensanskuelse ikke har så solidt et grundlag, som han kunne ønske, da den har sin rod i følelser eller i sidste ende tro, der ikke kan bevises.
Under alle omstændigheder tror jeg det er sikkert at sige, at påstande om menneskers iboende værdi af moralsk værdighed, om de udtales af tænkere af den Vestlige Oplysning, af islamiske lærde, der fortolker Koranen eller af andre fra hvilken som helst tradition, er vitale i vore dages verden. I og for sig selv opnår disse påstande intet. Som historien klart viser kan folk samle sig under alle slags højsindede bannere som "menneskelighed", "menneskerettigheder", "det almindelige menneske" og fortsætter med at begå uhyrligheder og endda folkemord mod de selvsamme mennesker, de påstår at respektere. Sådan er det dybe hykleri og fejlbarlighed, der plager menneskelivet. Men når mennesker ægte og autentisk forpligtiger sig gennem sine handlinger på sådanne påstande, bliver kulturen og samfundet mindre vildt, blodigt og brutalt. Udover at historien viser os forfølgelser og folkemord, viser den os også at samfund, der fastholdt iboende menneskelige værdier i fronten af deres politiske og kulturelle eksistens, tillod et mål af fred og stabilitet for dets indvånere og borgere, og sådanne samfund er opstået i alle æraer og steder af menneskets historie. Når de samme samfund falder tilbage til forfølgelser og folkemord er det oftest fordi de er gået bort fra principperne om iboende menneskelig værdi og moralsk værdighed.
Ved at bekræfte menneskehedens iboende værdi og værdighed, bekræfter vi ligeledes de betingelser, der opretholder og bevarer denne menneskehed. At værdsætte menneskeheden er at forpligtige filosofiske, spirituelle, sociale og politiske strukturer, der kultiverer denne menneskehed, og bringe den gennem dens egen vækst og udvikling til dens fulde virkeliggørelse i individer og grupper. En af disse betingelser er frihed – frihed til at tænke, at lære, at udtrykke og at leve, som man synes er bedst. Dette tema er emne for vort næste kapitel.
[i] Kant, Grounding for the Metaphysics of Morals, 5.
[ii] Ibid., 7.
[iii] Ibid., 8.
[iv] Ibid., 9.
[v] Ibid.
[vi] Ibid., 14.
[vii] Ibid., 36.
[viii] Ibid.
[ix] Ibid., 40-1.
[x] Ibid., 41.
[xi] Ibid., 42.
[xii] Ibid., 43.
[xiii] Gülen, Toward a Global Civilization of Love and Tolerance, 112.
[xiv] Ibid.
[xv] Ibid., 113.
[xvi] Ibid., 116.
[xvii] Ibid., 169.
[xviii] Ibid., 114.
[xix] Ibid., 8.
[xx] Ibid., 8-9.
[xxi] Ibid., 221.
[xxii] Ibid., 224.
- Oprettet den .