Gülen som Underviser og Religiøs Lærer

Jeg kom først til at kende de uddannelsesinstitutioner, der ledes af deltagere i den bevægelse, der ledes af Gülen. Dette førte mig videre til at studere hans skriverier for at opdage det rationale, der ligger bag det dristige uddannelsesmæssige forehavende, der er opstået ud af den uddannelsesmæssige vision, Fethullah Gülen og hans kolleger har.

Til at begynde med er det nødvendigt at præcisere forholdet mellem Gülen og skolerne, der ofte løst benævnes "Gülen-skolerne" eller "Gülen-bevægelsens skoler". Privat betegner Gülen sig som en uddanner. Han er imidlertid omhyggelig med at skelne mellem uddannelse og undervisning. "De fleste mennesker kan blive lærer," fastslår han, "men antallet af uddannere er alvorligt begrænset."[1]

Han har ligeledes forsøgt at gøre klart, at han ikke selv har nogen skoler. "Jeg er træt af at sige, at jeg ikke har nogen skoler," fastslår han, en smule irriteret.[2] Skolerne er blevet etableret af individuelle aftaler mellem landene, hvor de er placeret, og de uddannelsesselskaber, der er grundlagt med dette formål for øje. Hver skole er en uafhængigt ledet institution, men de fleste af dem er afhængige af tjenesteydelser fra tyrkiske selskaber for at forsyne dem med undervisningsmateriale og menneskelige ressourcer.

Mit første møde med en af disse skoler daterer sig tilbage til 1995 i Zamboanga på den sydfilippinske ø Mindanao, da jeg hørte, at der fandtes en "tyrkisk" skole adskillige kilometer uden for byen. Da jeg nærmede mig skolen, var en af de første ting, jeg bemærkede, det store skilt ved ejendommens indgang, med navnet: "Den Filippinsk-tyrkiske Skole for Tolerance." Dette er en forbløffende erklæring i Zamboanga, en by med ca. 50% kristne og 50% muslimer, beliggende i et område, hvor forskellige Moro [muslimske] separatistgrupper gennem mere end 20 år har ligget i væbnet opgør mod den filippinske regeringshær. I en region, hvor kidnapninger forekommer jævnligt, sammen med guerillakrig, summariske overfald, arrester, forsvindinger og drab begået af militære og paramilitære grupper, tilbyder skolen de filippinske børn, muslimer såvel som kristne, en mere positiv måde at leve på og forholde sig til hinanden på via en undervisningsstandard af meget høj kvalitet. Mine jesuiterkolleger og lægeprofessorerne ved Ateneo de Zamboanga bekræfter, at lige fra begyndelsen af har den Filippinsk-tyrkiske Skole for Tolerance bevaret en dybtgående kontakt og samarbejde med regionens kristne institutioner.

Siden da har jeg haft mulighed for at besøge andre skoler og diskutere undervisningspolitik med lærere og det administrative personale. Deres programmers styrke inden for videnskaberne, informatik og sprog bevises ved deres gentagne succeser i akademiske olympiader. I en junior high-school i Bishkek talte jeg til en gruppe syvende-klasses kirgisiske børn i en halv times tid. Da mit foredrag var slut, bad læreren eleverne om at udpege de elementer i min udtale, der viste, at jeg talte en amerikansk frem for en britisk form for engelsk, og det havde børnene til min forbavselse intet problem med.

Jeg havde forventet at finde mere eksplicit Islam i læseplanens indhold og i de fysiske rammer, men dette var ikke tilfældet. Da jeg spurgte om det overraskende fravær af det, der for mig forekom en forståelig del af et religiøst inspireret projekt, fik jeg at vide, at på grund af de studerendes pluralistiske baggrund - kristne og muslimer i Zamboanga, og desuden buddhister og hinduer i Kirgisistan - søgte de at kommunikere sådanne universelle værdier som ærlighed, hårdt arbejde, harmoni og samvittighedsfuld tjeneste frem for nogen konfessionel instruktion.

Disse møder førte mig til studiet af Fethullah Gülens skriverier for at få greb om de undervisningsmæssige principper og den motivation, der understøtter skolerne, og at forsøge at finde Gülens egne teknikker, der har gjort ham til en uddanner, der er i stand til at inspirere andre med sin vision.

Fethullah Gülens Vision for Uddannelse

I tiårene siden oprettelsen af den Tyrkiske Republik har mange tyrkiske muslimer kritiseret "moderniserings" programmet, som regeringen har indført, for blindt at adoptere det bedste og det værste fra den europæiske civilisation. De har set sekulariseringen, ikke blot som et uforudset biprodukt af sekulariseringsprocessen, men tværtimod som det vildledte resultat af en antireligiøs synsvinkel. De er utilfredse med, at den usagte forudsætning, der ligger til grund for moderniseringsbestræbelserne, har været en ideologisk overbevisning om, at religion er en hindring for fremgang og må holdes uden for samfundets offentlige rum, økonomi og politik, hvis nationen skal bevæge sig fremad. Kamplinierne, der er trukket igennem tiårene siden oprettelsen af republikken og forstærket gennem de gensidigt konkurrerende undervisningssystemer, har gjort debatten om religion contra sekularisering i Tyrkiet til et emne, som enhver tænker forventes at erklære sit tilhørsforhold overfor.

En af grundene til at Fethullah Gülen ofte bliver angrebet af "sekulære" og "religiøse" i Tyrkiet er, efter min mening, netop fordi han har nægtet at tage parti i en sag, som han betragter som dødfødt. I stedet tilbyder han en fremtidsorienteret tilgang, som han håber kan bevæge sig videre end den nuværende debat. Gülens løsning ligger i en bekræftelse af det ønskede mål for den tyrkiske regerings modernisering; vise at en virkelig effektiv moderniseringsproces må inkludere udviklingen af hele mennesket. I uddannelsesmæssige begreber må den tage de vigtigste bestræbelser i de forskellige eksisterende uddannelsesstrømninger og væve dem sammen til en ny uddannelsesmetode, der vil svare til vore dages verdens skiftende krav.

Dette er meget forskelligt fra reaktionære projekter, der søger at genoplive eller genskabe fortiden. Gülen nægter, at den uddannelse, der tilbydes i de skoler, der forbindes med hans navn, er et forsøg på at genskabe det osmanniske system eller genindsætte kalifatet, og han fastslår gentagne gange: "Hvis der ikke er nogen tilpasning til nye betingelser, bliver resultatet udryddelse."[3]

På trods af behovet for modernisering fastholder han, at der ikke desto mindre er risici tilstede, når man radikalt bryder med fortiden. Når de unge er afskåret fra de traditionelle værdier, er der fare for, at de bliver uddannet uden nogle værdier overhovedet, andre end de, der drejer sig om materiel fremgang. Immaterielle værdier som ideers dybde, tankens klarhed, følelsesmæssig dybde, påskønnelse af kultur eller interesse for åndelighed er tilbøjelige til at blive overset i moderne uddannelsesforetagender, som stort set er rettet mod at masseproducere funktionærer til et globaliseret markedssystem.[4]

Sådanne studenter er måske tilstrækkeligt forberedte til at kunne finde jobs, men de vil ikke eje den nødvendige indre dannelse til at opnå sand menneskelig frihed. Både på de økonomiske og de politiske områder foretrækker lederne ofte og fremmer job-orienterede, "værdi-frie" uddannelser, for det sætter dem med magt i stand til at kontrollere den "trænede, men ikke uddannede" arbejdsstyrke med større lethed. "Gülen forsikrer om, at hvis man ønsker at kontrollere masserne, skal man blot udsulte dem inden for viden. De kan kun undslippe et sådant tyranni gennem uddannelse. Vejen til social retfærdighed er brolagt med passende, universel uddannelse, for kun dette kan give folk tilstrækkelig forståelse og tolerance til at respektere andres ret."[5] Således er det i Gülens øjne ikke blot etableringen af retfærdighed, der forhindres af mangelen på en velafrundet uddannelse, men også anerkendelsen af menneskerettigheder og holdning til accept og tolerance over for andre. Hvis folk uddannes rigtigt til at tænke selv og til at gøre sig til talsmand for de positive værdier i social retfærdighed, menneskerettigheder og tolerance, vil de kunne være igangsættere af en forandring, der vil indføre disse velgørende mål.

Hvis man skal gennemføre en uddannelsesreform, må man ikke forsømme opgaven med at træne lærerne. Gülen bemærker, at "uddannelse er forskelligt fra undervisning. De fleste mennesker kan blive lærere, men antallet af undervisere er stærkt begrænset."[6] Forskellen på de to ligger i, at både undervisere og uddannere formidler informationer og lærer færdigheder fra sig, men uddanner er den, der evner at støtte fremkomsten af de studerendes personlighed, som fremelsker tanker og refleksion, som opbygger karakter og sætter den studerende i stand til at inderliggøre kvaliteter af selvdisciplin, tolerance og en følelse af mission. Han beskriver de, der underviser blot for lønnens skyld, uden nogen interesse for studenternes karakterdannelse, som "den blinde leder de blinde."

Mangelen på koordination eller integration mellem konkurrerende og gensidigt antagonistiske uddannelsessystemer blev ophav til det, Gülen kalder "en bitter strid, der aldrig burde have fundet sted: videnskab mod religion."[7] Denne falske tvedeling, der i det 19. og 20. århundrede brugte læreres, politikeres og religiøse lederes energi på begge sider af debatten, resulterede i en udspaltning af uddannelsesfilosofier og -metoder. Moderne sekulariserede undervisere så religion som i bedste fald et nyttesløst tidsspilde og i værste som en forhindring for fremgang. Blandt religiøse ledere førte debatten til en forkastelse af moderniteten og religion "som en politisk ideologi frem for en religion i dens sande betydning og funktion."[8] Han føler, at gennem en uddannelsesmæssig proces, i hvilken religiøse ledere får en grundig indføring i videnskaberne samt videnskabsmænd stilles over for religiøse og åndelige værdier, vil den "lange konflikt mellem religion og videnskab blive afsluttet, eller i det mindste vil dens absurditet blive erkendt."[9]

For at dette skal ske, fastslår han, at en ny type uddannelse er nødvendig; én "der vil smelte religiøs og naturvidenskabelig viden sammen med moral og spiritualitet for at frembringe ægte oplyste mennesker med hjerterne illuminerede af religiøse videnskaber og åndelighed, sindene illumineret med positive videnskaber;" folk opsatte på at leve i henhold til menneskelige kvaliteter og moralske værdier; folk, som også er "opmærksomme på deres tids socioøkonomiske og politiske forhold."[10]

Adskillige udtryk dukker op gentagne gange i Gülens skriverier om uddannelse og bør klarificeres, så de ikke bliver årsag til misforståelser. Det første er det om åndelighed og åndelige værdier.

Nogle læser måske dette som et kodeord for "religion", og har en tilbøjelighed til en uvillig forudfattethed imod religiøsitet i moderne, sekulære samfund. Det er imidlertid klart, at Gülen bruger udtrykket i en bredere forstand. For ham indebærer åndelighed ikke blot specifik religiøs lærdom, men også etik, logik, psykologisk sundhed og kærlig åbenhed. Nøgleudtryk i hans skrifter er medfølelse og tolerance. Det er uddannelsens opgave at indpode sådanne "ikke-kvantificerbare" egenskaber i de studerende, udover at træne dem i de "eksakte" discipliner.

Andre udtryk, som Gülen jævnligt benytter, behøver ligeledes at blive undersøgt. Han taler ofte om behovet for kulturelle[11] og traditionelle[12] værdier. Hans ønsker om at indføre kulturelle og traditionelle værdier i uddannelsen er af kritikere blevet fortolket som et reaktionært kald til at vende tilbage til det prærepublikanske osmanniske samfund. Han er blevet beskyldt for at være en irticaci, hvilket kan oversættes fra den tyrkiske kontekst til "reaktionær" eller endda "fundamentalist." Dette er en anklage, han altid har benægtet. Til forsvar for sin stilling udtaler han: Ordet irtcaci betyder at vende tilbage til fortiden eller at bære fortiden ind i nutiden. Jeg er et menneske, der har evigheden som mål ikke blot i morgen. Jeg tænker på vort lands fremtid og prøver det, jeg kan, for den. Jeg har aldrig haft noget at gøre med at føre mit land tilbage i nogen af mine skrifter, talte ord eller gerninger. Men ingen kan sætte etiketten irtica på troen på Gud, tilbedelse, moralske værdier og fremførelse af sager, der ikke er begrænset af tid."[13]

Ved at foreslå kulturelle og traditionelle værdier synes han at tage Tyrkiets fortid i betragtning som en lang, langsom opsamling af visdom, som stadig har meget at fortælle moderne mennesker, og meget i den traditionelle visdom er stadig ret relevant for behovene i vore dages samfund. Fortiden bør ikke kastes bort på grund af denne samlede visdom. På den anden side er ethvert forsøg på at genskabe fortiden både kortsynet og dømt til fiasko. Man kan sige, at mens Gülen forkaster arbejdet på at bryde med fortiden, forkaster han i lige så høj grad arbejdet på at reetablere eller genskabe et før-moderne samfund.

Tendensen blandt nogle moderne reformatorer til at "gøre sig fri af fortidens lænker" betragter han som en blandet velsignelse. De elementer af arven, der var undertrykkende, stagnerende eller havde mistet deres oprindelige formål og inspiration, burde uden tvivl kasseres, men andre frigørende og menneskeliggørende elementer bør genfremsættes, hvis nye generationer skal kunne bygge en bedre fremtid. Det står klart, at hans tænkning ikke er begrænset af interne debatter om Tyrkiets politiske retninger, ikke engang heller de islamiske samfunds fremtid. Hans uddannelsesmæssige vision er én, der omfatter samfund "over hele verden." Han ønsker at danne reformatorer, hvilket vil sige de, der er styrket med et værdisystem, der både tager hensyn til menneskehedens fysiske og ikke-materielle aspekter. Han siger: "De, der ønsker at reformere verden, må først reformere sig selv. For at bringe andre til vejen, hvor man rejser mod en bedre verden, må de rense deres indre verden for had, bitterhed og jalousi og udsmykke deres ydre verden med alle slags dyder. De, der er langt fra selvkontrol og selvdisciplin, som det ikke er lykkedes at forfine følelserne, kan synes tiltrækkende og indsigtsfulde ved første øjekast. Men de vil ikke kunne inspirere andre på en varig måde, og de følelser, de vækker, vil snart forsvinde."[14]

Gülen udtaler: "Et menneske er virkeligt menneskelig, når det lærer, underviser og inspirerer andre. Det er svært at betragte én som helt menneskelig, hvis han er uvidende og intet ønske har om at lære. Det er ligeledes et spørgsmål om, hvorvidt en lærd person, der ikke fornyer og reformerer sig selv, så han kan sætte et eksempel for andre, er helt menneskelig."

Fethullah Gülen som Lærer i Islam

Fokus i dette skrift har været rettet mod Fethullah Gülen som en uddanner. Hans rolle som religiøs lærd og lærer er et emne, der fortjener omhyggelig undersøgelse, ligesom studiet af hans religiøse tanker som en moderne fortolker af Islam. Sådanne spørgsmål overskrider grænserne for dette arbejde. Men et studie af hans vision for uddannelse ville ikke være fuldstændig uden et kort blik på hans skrifter om Islam.

Af Gülens mere end 30 bøger er nogle samlinger af taler og prædikener, som han har holdt for studenter og troende. Andre er svar på spørgsmål, studenter fra tid til anden har stillet ham. De strækker sig fra studier af Profeten Muhammads biografi til en grundlæggende indføring i sufisme til behandling af spørgsmål, der traditionelt stilles inden for videnskaben af kalâm, til udarbejdelse af væsentlige temaer i den muslimske tro. Disse studier er rettet, ikke mod muslimske specialister, men mod en mere generel tilhørerskare af uddannede muslimer.

Hvad kan man sige om Fethullah Gülens personlige tilgang til at fortolke islamiske kilder og traditioner? Det første, der slår læseren, er hans understregning af moral og moralsk dyd, som han synes at understrege som mere central for den religiøse élan, der er inspireret af Koranen end rituel praksis. Mens Gülen bekræfter behovet for ritual, betragter han etisk oprigtighed som det, der ligger ved hjertet af den religiøse impuls. "Moral", fastslår han, "er essensen i religion og en mest grundlæggende del af det Guddommelige Budskab. Hvis det at være dydig og besidde en god moral er at være heroisk - og det er det - er de største helte først profeterne og efter dem de, som følger dem i oprigtighed og hengivenhed. En sand muslim er et menneske, der udøver en virkelig universel, og dermed muslimsk, moral." Han underbygger sin pinte ved at citere en Hadith fra Muhammad, hvor han fastslår: "Islam består af god moral; jeg er blevet sendt for at fuldkommengøre og fuldstændiggøre god moral."[15]

De forskellige sider af den islamiske livsmønster er alle tænkt til at arbejde sammen for at frembringe det værdige, etisk retskafne individ. I denne brede forståelse af Islam eller overgivelse af ens liv til Gud kan det siges, at de skoler, der er etableret af den bevægelse, der forbindes med Fethullah Gülens navn, som inspiration har en etisk vision, der har sine rødder i Islam, men ikke i sit udtryk er begrænset til ummah´ens medlemmer. Når Gülen taler om at danne studerende, der er "dedikerede til at leve i henhold til menneskelige kvaliteter og moralske værdier," som "udsmykker deres ydre verden med alle slags dyder," fremsætter han en slags universel etisk kode, som han som muslim har lært fra Islam. Det er ligeså indlysende, at han ikke betragter dyderne, de menneskelige kvaliteter og moralske værdier som udelukkende tilhørende muslimerne, da ikke-muslimske studerende er velkomne i skolerne, og der gøres ingen forsøg på at omvende dem.

Religionen Islam kan derfor betragtes som en "en vej, der fører en person til fuldkommenhed eller sætter én i stand til at genindtage ens oprindelige englelige stade."[16] Hvis Islam ses som en vej til moralsk fuldkommenhed, må man tage udviklingen af tasawwuf i betragtning som en naturlig og uundgåelig udvikling inden for islamisk tradition. Gülen foreslår en etisk definition af sufisme som "den konstante stræben efter at befri sig for alle slags dårlige leveregler og dårlig opførsel og at samle sig dyder."[17] Han priser sufierne i Islams historie som værende åndelige vejledere, som har vist generationer af muslimer, hvordan man følger denne vej til menneskelig fuldkommenhed.

En så positiv aflæsning af den mystiske sufi-tradition har uundgåeligt ført til beskyldninger om, at han inden for sin bevægelse har skabt en slags neo-sufi tarekat (skole inden for sufisme). Mens han benægter, at han nogensinde har været medlem af en tarekat og endnu mindre at have oprettet sin egen quasi-sufi orden, påstår Gülen, at fordømmelse af sufisme, Islams åndelige dimension, svarer til at bekæmpe selve den islamiske tro. Han fastslår: "Jeg har utallige gange udtalt, at jeg ikke er medlem af nogen religiøs orden. Som religion understreger Islam naturligt nok det åndelige rige. Den bruger træning af egoet som et grundlæggende princip. En asketisk livsstil, fromhed, venlighed og oprigtighed er essentielle i den. I Islams historie er den disciplin, der mest har dvælet ved disse sager, sufisme. At være imod dette er at være imod Islams essens. Men jeg gentager på samme måde, som jeg aldrig har været medlem af en sufiorden, har jeg aldrig haft relationer med nogen."[18]

F. Gülen Symposium, Georgetown University, april 2001. Gengivet med tilladelse


[1] Criteria or Lights of the Way (Izmir: Kaynak, 1998), 1:36.
[2] Lynn Emily Webb, Fethullah Gülen: Is There More to Him Than Meets the Eye?, 106.
[3] Webb, Fethullah Gülen, 86.
[4] Towards the Lost Paradise, 16.
[5] "M. Fethullah Gülen: A Voice of Compassion, Love, Understanding and Dialogue," introduktion til M. Fethullah Gülen, "The Necessity of Interfaith Dialogue: A Muslim Approach," præsenteret ved Verdensreligionernes Parlament, Cape Town, Sydafrika, 1.-8. december 1999
[6] Criteria or Lights of the Way, 1:36.
[7] "The Necessity of Interfaith Dialogue," 39.
[8] Ibid., 20.
[9] Ibid., 39.
[10] Ibid.
[11] Jvf. "Der gives kun lille opmærksomhed og betydning omkring undervisningen i kulturelle værdier, selvom det er mere nødvendigt for uddannelsen. Hvis vi en dag er i stand til at sikre at det gives den betydning, da skal vi have nået et stort mål." Criteria or Lights of the Way, 1:35.
[12] Jvf. Towards the Lost Paradise, 16, og Criteria or Lights of the Way, 1:44-45.
[13] Webb, Fethullah Gülen, 95.
[14] "The Necessity of Interfaith Dialogue," 30.
[15] Towards the Lost Paradise, 30.
[16] Prophet Muhammad: The Infinite Light, 2:153-54.
[17] Key Concepts in the Practice of Sufism, 1.
[18] Webb, Fethullah Gülen, 102-3.

Pin It
  • Oprettet den .
Copyright © 2020 Fethullah Gülen Webside. Alle rettigheder reserveret.
fgulen.com er officiel kilde på Fethullah Gülen, den berømte tyrkiske lærde og intellektuelle.