Almene argumenter

Universel visdom kræver genopstandelsen. Gud er absolut fri til at gøre, hvad Han vil, og ingen kan stille Ham til regnskab. Da Han er Al-Viis, handler Han med absolut målrettethed og visdom, og foretager sig aldrig noget, der er forgæves, goldt eller meningsløst.

Når vi analyserer os selv, såvel som vor natur, fysiske og åndelige identitet, struktur og legeme, indser vi, at vi blev skabt til visse, betydningsfulde formål. Intet i vor krop er overflødigt eller formålsløst. Det samme gælder universet, et makro-humant væsen, kan man sige; for hver del af det manifesterer store formål og utallige tilfælde af visdom.

Vi er enestående, for vi indeholder en side af alt, der eksisterer i universet. Vore mentale og åndelige evner repræsenterer englelige og andre åndelige riger, såsom symbolernes eller de immaterielle formers verden. Men på grund af vor medfødte kapacitet til at lære samt vor frie vilje, kan vi endda overgå englene. Vort fysiske og biologiske væsen repræsenterer planter og dyr. Selvom de er indespærret i tid og rum, tillader vore åndelige evner og andre sådanne evner som forestillingsevnen os at transcendere dem. På trods af vor unikke og uvurderlige værdi, sammenlignet med andre medlemmer af skabelsen, dør nogle af os ved fødselen og andre, når vi stadig er ret unge.

Dertil kommer, at vi længes efter evigheden og ønsker et evigt liv - nogle af vore sanser eller følelser kan ikke stilles tilfreds med mindre. Hvis vi kunne vælge mellem evigt liv efter store vanskeligheder i dette liv og evig ikke-eksistens efter et kort liv i vild luksus, ville vi sandsynligvis vælge det første; måske ville vi endda foretrække en evig tilværelse i Helvede fremfor en evig ikke-eksistens. Den Al-Barmhjertige og Al-Viise fordømte os ikke til en evig ikke-eksistens eller indsatte begæret efter evighed i os, for at vi skulle lide, mens vi forsøgte at opfylde et umuligt og dog inderligt følt, begær. Så Guddommelig Visdom kræver eksistensen af en evig verden.

Denne verden kan ikke bedømme vor sande værdi. Selvom vi har en lille fysisk krop, tillader vore mentale og åndelige evner os at omfatte universet. Vore gerninger er ikke blot begrænset til denne verden og kan derfor ikke bindes af tid og rum. Vor natur er så universel, at selv det første menneskes handlinger påvirker det sidste menneskes liv og karakter og alt eksisterende. At gøre som materialisterne, nemlig at begrænse os til en fysisk enhed, en meget kort livslængde og en begrænset del af rummet, viser en fuldstændig misforståelse og mangel på påskønnelse af, hvad hver enkelt af os virkeligt er.

Alverdens vægte kan ikke veje den intellektuelle og åndelige værdi af Profeterne og deres resultater, eller den ødelæggelse, der er forårsaget af uhyrer som Farao, Nero, Hitler og Stalin. Ej heller kan de måle den sande værdi af oprigtig tro og moralske kvaliteter. Hvad er den passende belønning til en martyr, der har ofret alt for Guds skyld, for andre eller for sådanne universelle menneskelige værdier som retfærdighed og sanddruelighed; eller til en videnskabsmand, hvis ihærdige forskning fører til en opfindelse, der gavner alle mennesker frem til den Sidste Dag?

Kun den næste verdens vægt, der kan veje et atoms vægt af godt eller ondt, kan veje sådanne gerninger med nøjagtighed: Og Vi vil anbringe den rette vægt til opstandelsens dag, så ingen sjæl skal lide den mindste uret. Og selv om det var så lidt som vægten af et sennepskorn, så vil Vi komme med det. Og Vi er tilstrækkelig til at holde regnskab. [Koranen, 21:47] Selv hvis intet krævede genopstandelsen, ville nødvendigheden af at veje vore gerninger kræve, at en uendelig retfærdig og følsom vægt blev stillet op.

Alle Guds Gerninger har et formål og sommetider flere formål. Baseret på denne kendsgerning, kræver Hans universelle Visdom genopstandelsen. Hvis ikke Den gjorde, ville vi få besvær med følgende emner, blandt andre. Det Majestætiske Væsen manifesterer Sit Mesterlige Overherredømme via universets perfekte orden og formålsrettethed, retfærdighed og balance. Hvorledes kunne Han ikke belønne troende mennesker, der søger Hans beskyttelse som Læremester og Hersker, tror på Hans Visdom og Retfærdighed og adlyder dem gennem tilbedelse? Ville Han tillade de, som benægter Hans Visdom og Retfærdighed, som gør oprør eller ignorerer Ham, at fortsætte uden straf? Da denne ufuldkomne verden kun indeholder lidet af Hans Visdom og Retfærdighed med hensyn til menneskeheden, drager de fleste vantro herfra (dør) ustraffede og de fleste troende uden belønning. Således bliver Guds Retfærdighed nødvendigvis udsat til et Øverste Tribunal, hvor hvert individ vil blive belønnet eller straffet til fulde.

Det er tydeligt, at den Ene, der administrerer denne verden, gør det i henhold til uendelig visdom. Bare se på, hvordan alle tings brug og gavn er manifesteret. Ethvert kropsligt lem, knogle og åre, såvel som hver en hjernecelle og cellepartikel, tjener mange viise formål. Disse kendsgerninger viser, at alting er arrangeret i henhold til uendelig visdom. Se på den absolutte orden i formgivningen af alle ting, et andet bevis.

Kort sagt, vi blev skabt til universelle formål. Dette fastslås endda af Koranen: [Koranen, 23:115-16]. Vi blev ikke skabt blot for leg eller underholdning, og en evig ikke-eksistens i graven er ikke vor endelige skæbne. Tværtimod er vi skabt til et evigt liv, der forberedes til os gennem alle vore handlinger, og til en evig verden fuld af evig skønhed og velsignelse (Paradiset) eller ondskab og hæslighed (Helvede).

Guddommelig Barmhjertighed og Gavmildhed kræver genopstandelsen. Vi bemærker, at jo mere nødlidende og hjælpeløst en skabning, des bedre ernæret er den. For eksempel bliver vi, under menneskelivets første stadier, ernæret på den bedste måde og uden nogen anstrengelse fra vor side, både før og umiddelbart efter fødslen. Efterhånden som vi kommer gennem barndommen, ungdom og voksenhed og bliver mere og mere bevidste om vor personlige styrke og viljekraft, forsøger vi at forsørge os selv samt vore familiemedlemmer, ofte med stor vanskelighed.

På samme måde med ræve og andre dyr, der stoler på deres styrke og list, de er knap og nap ernærede, på trods af meget arbejde og besvær, medens frugt-orme lever på den bedste mad og ganske ubesværet, og planter indtager deres føde uden nogen anstrengelse. Sådanne eksempler viser tydeligt, at Én absolut Barmhjertig og Gavmild regerer, ernærer og understøtter alle skabninger.

Guds Barmhjertighed og Gavmildhed er evige. Én, Der er Evig, manifesterer Sig evigt og kræver eksistensen af evige væsener. Hans evige Barmhjertighed og Gavmildhed forlanger evig manifestation og dermed evige væsener, som kan modtage evige rigdomme. Men vores verden er kun midlertidig og millioner af dens levende væsener dør hver dag. Hvad kan denne kendsgerning betyde andet end denne verdens endelige og komplette død?

Denne verden kan ikke modtage de Guddommelige Navnes og Attributters omfattende manifestation. Ej heller kan de levende væsener, der oplever store vanskeligheder og strabadser blot ved at opretholde livet. Vi kan, for eksempel, ikke tilfredsstille alle vore begær og lyster. Vor ungdom, skønhed og styrke, som vi har sat vor lid til, forlader os uden et ord og giver os stor sorg. Desuden bliver vi nødt til at anstrenge os for bare at få fat i en klase druer. Hvis vi blev nægtet evig ernæring efter at have smagt den, ville det ikke være en fornærmelse og en hån, en kilde til stor smerte? For at en velsignelse skal være virkelig, skal den være konstant. Uden et evigt liv, hvori vi evigt kan tilfredsstille vore ønsker, ville alle de rigdomme, som Gud, den Almægtige skænkede os, blive til smerter og sorg. Derfor vil Gud, efter at have ødelagt denne verden, omdanne den til en evig verden, der kan modtage de omfattende manifestationer af Hans Barmhjertighed og Gavmildhed uden modstand, en verden, hvori vi kan tilfredsstille vore ønsker i evighed.

Guddommelig Medlidenhed og Omsorg kræver genopstandelsen. Disse heler sår og sårede hjerter og følelser, får en patient til at komme sig, afslutter adskillelsens smerte og ændrer smerte og sorg til glæde og nydelse. De hjælper mennesker og dyr gennem deres liv, især før og lige efter fødselen. Deres mødres livmor er godt beskyttede hjem, hvori de ernæres direkte uden nogen anstrengelse fra deres side. Efter fødselen forsyner Guddommelig Medlidenhed og Omsorg dem med brystmælk, den bedst mulige føde, og deres forældres følelser af medlidenhed og omsorg. Alt dette er en enkelt manifestation af Guddommelig Medlidenhed og Omsorg.

På trods af at Guddommelig Medlidenhed og Omsorg omfatter universet, møder vi her sår, sårede følelser, uhelbredelige sygdomme, sult, tørst og fattigdom. Hvorfor? Som ovenfor er svaret, at denne verden ikke kan modtage den omfattende manifestation af Guddommelig Medlidenhed og Omsorg. Vor manglende evne til at gøre det, såvel som vor uretfærdighed overfor andre og misbrug af vore medfødte evner kommer imellem væsnerne og manifestationerne af Guddommelig Medlidenhed og Omsorg. Fremfor alt dør enhver levende ting. Dette vækker stor sorg i hjertet, en sorg, der kun kan kompenseres for ved at tro på en anden, evig verden.

Engang, da Guds Budbringer sad i moskéen, blev nogle krigsfanger bragt til ham. Han lagde mærke til en kvinde, der søgte noget med stor ængstelse. Hver en dreng, kvinden så, drog hun ind til sit bryst og forlod ham så. Da hun endelig fandt sin søn, omfavnede hun ham, trykkede ham til sit bryst og kærtegnede ham med stor lidenskab. Dette fik Budbringeren til at bryde ud i tårer og, idet han pegede på kvinden, spurgte han sine Ledsagere:

"Ser I den kvinde? Vil hun kaste barnet i hendes arme i Helvede?" Ledsagerne svarede ham, at det ville hun ikke, og Budbringeren, må fred og velsignelser være med ham, tilføjede: "Gud er langt mere medfølende end den kvinde. Han kaster ikke sine tjenere i Helvede [medmindre tjeneren virkelig fortjener det]."[39]

Guddommelig Medlidenhed og Omsorg vil blive fuldt manifesteret i den næste verden, for den verden tillader ingen indblanding, sorg eller smerte.

Guddommelig Retfærdighed og Værdighed forlanger genopstandelsen. Guds Navne og Egenskaber er absolutte og evige. Derfor er Han absolut og evigt Barmhjertig, Eftergivende og Tilgivende, såvel som absolut og evigt Mægtig, Retfærdig og Værdig. Selvom Hans Barmhjertighed omfavner alle ting (7:156) og, som det siges i en hadith, "er større end Hans Vrede", er nogle menneskers synder så alvorlige (f.eks. ingen tro eller at sætte partnere op ved siden af Gud), at de fortjener evig straf. Derudover kan verset: enhver, der uretfærdigt dræber et menneske, er som én, der har dræbt hele menneskeheden (5:32) ikke ignoreres. Dette gælder særligt i dag, hvor magt er ret, tusinder uskyldige mennesker dræbes hver dag´, og mange andre bliver mishandlet og frataget deres grundlæggende menneskerettigheder. Og det værste er, at mange af de mest alvorlige synder og uret får lov til at være ustraffet.

Døden diskriminerer ikke mellem undertrykker eller undertrykt, uskyldig og skyldig, syndefri og syndig. Dette kan kun betyde, at mens mindre synder måske eller måske ikke bliver straffet her, vil store synder (f.eks. mangel på tro, tilskrive partnere til Gud, mord og undertrykkelse) blive henvist til det Hinsidiges Øverste Tribunal, hvor Gud vil udøve absolut Retfærdighed.

En dag vil de, der takkede Gud, blive budt velkommen med: Spis og drik af hjertens lyst på grund af det, du gjorde i forgangne dage (69:24) og Fred være med dig! Du har gjort godt. Træd ind og bo her i evig tid (39:73). På det sted har Gud forberedt ting til os, som vi end ikke kan begynde at forestille os. I mellemtiden vil de, der var optaget af blodsudgydelser, synd og andre forbudte aktiviteter, blive kastet i Helvede med råbet: Gå (gennem) Helvedes porte, for at bo der evindeligt: hvilken ond bolig til de arrogante! (39:72).

Guddommelig Nåde og Generøsitet kræver genopstandelsen. Engang spurgte en helgen abbasidernes kalif, Harun al-Rashid, følgende:

"Hvis du desperat havde brug for et glas vand, ville du da ikke give dit kongerige for det?" Kaliffen svarer, at det ville han. "Hvis du ikke kunne få det ud af kroppen bagefter, ville du da igen ikke give et kongerige for at kunne lade vandet?" Kaliffen svarer, at det ville han. Helgenen konkluderer "Så hele din rigdom og kongerige består af et glas vand."

Vi bliver forsynet med alt, vi skal bruge, for næsten ingenting. Jo mere livsnødvendig en ting er, des mere er der af den og des billigere er den i naturen. Vort mest presserende behov er luft, som vi modtager ganske gratis. Derefter følger vand, som er næsten gratis. Gud sender os dem begge ud af Sin grænseløse Nåde, og vi bidrager overhovedet ikke med noget. Dertil kommer varme og lys, som vi uden at betale for det modtager fra solen. Når vi ser på resten af Hans rige gaver, ser vi, at de er yderst billige. Og alligevel forlanger vi, at Han skal udføre et mirakel, før vi måske vil tro på Ham. Vort arbejde med at skaffe os disse velsignelser er minimal, sammenlignet med hvordan de blev frembragt. Men hvis disse rigdomme eller velsignelser blot var midlertidige og ufuldkomne, ville vor dødsangst forvandle dem til gift.

Takket være Guds uendelige væren, vil Han sørge for os i evig tid og med evigt bedre former for gaver gennem Hans Navne og Egenskaber ganske gratis. Da disse er evige, vil de ikke blive en kilde til smerte, udsprunget af vor angst for døden. For de troende er døden et skift mellem verdener, en fritagelse for verdslige pligter, en indbydelse til den evige bolig, Han har forberedt til dem og et pas til denne bolig.

Guddommelig Skønhed kræver genopstandelsen. Lyt til fuglesangen en forårsmorgen, et vandløbs pludren, når det flyder gennem grønne marker eller dybe dale. Betragt skønheden i de spektakulære grønne sletter og træer i blomst. Se solen, når den står op eller går ned, eller fuldmånen på en skyfri, klar nat. Alt dette og meget mere, som Gud giver til vore sanser, er blot et lille glimt af Hans absolutte og evige Skønhed manifesteret gennem mange slør. Ved at iagttage sådanne manifestationer, gennem hvilke Han gør Sig Selv kendt, henrykkes vi.

Midlertidige velsignelser efterlader ubærlig smerte i vort hjerte, når de forsvinder. Hvis foråret kun kom én gang, ville vi sukke efter det til vi døde. Så en sand velsignelse skal nødvendigvis være evig. Den Evigt Skønne viser os, i denne verden, kun skygger af Sin Skønhed, for at vække vort ønske om at se Dens evige og fuldkomne manifestation. Yderligere vil Han lade os se Ham i Paradiset på en måde, der er fri for ethvert kvalitativt og kvantitativt mål eller dimension: (75:22-23).

Forholdene mellem ting og menneskeheden peger på genopstandelsen. Der er en grundlæggende relation mellem menneskeheden og denne verden. Vi fødes ind i elskværdige omgivelser og er udstyret med de krævede sanser. Vi ejer følelser som medfølelse og medlidenhed, såvel som omsorg og kærlighed, for der er mange ting her, som vi kan bruge dem på. Vi føler sult og tørst, kulde og varme. Lykkeligvis kan disse følelser tilfredsstilles med det, der blev forberedt før, eller med bare en lille anstrengelse fra vor side.

Betragt et æble. Dets farve og skønhed tiltrækker vor øjne og vor sans for skønhed. Dets smag henvender sig til vor smagssans og dets vitaminer nærer vore legemer. Men vi ville måske nægte at spise det, på trods af vort behov for dets næringsstoffer, hvis det var grimt og uden smag og dermed gå glip af dets næring. Dette, ligesom mange andre naturlige fakta, viser, at En med uendelig Viden og Magt skabte os og forberedte passende omgivelser for os. Han kender alle vore behov, kunnen og kvaliteter, ligesom Han kender naturen ned til dens mindste byggestene.

Et andet eksempel er forplantningen, som afhænger af gensidig tiltrækning mellem en mand og en kvinde. Hvis vor Skaber ikke havde lagt sådanne ting i os, hvis Han ikke tillod os at nyde forplantningsprocessens glæde, og hvis ikke Han havde indlagt en stor kærlighed og omsorg for de deraf følgende børn, ville vi aldrig have formeret os. De første og sidste eksemplarer af vor art ville have været Adam og Eva.

Døden sætter en stopper for alle nydelser og får alt til at se ud, som om det aldrig havde været. Udfra dette ville vort liv være en meningsløs tilværelse af lidelse og smerte, hvis ikke der fandtes genopstandelse. Imidlertid er denne verden en skyggeagtig miniature af den anden, evige verden. De gaver, Gud skænker os her, er blot eksempler på deres evige og meget bedre former i den evige verden, og de fremvises her for at opmuntre os til at handle, så vi fortjener dem:

Giv et godt budskab til dem, der tror og handler retfærdigt, at de vil få haver, gennem hvilke floder strømmer. Hver gang de modtager deres underhold fra deres frugter, vil de sige: Dette er, hvad vi tidligere modtog af underhold, og de vil modtage (frugter), som ligner disse. Og der vil de have rene ægtefæller, de vil forblive der. [Koranen 2:25]

Al glæde og skønhed, belønning og glæde i denne verden peger mod deres fuldkomne og evige former i Paradis; alle smerter og straffe, hæslighed og ulykkelighed peger på deres lignende i Helvede. Gud vil bruge stumperne af denne verden, efter Han har ødelagt den, til at bygge den næste med. Således peger tingenes gensidige forhold her og mellem denne verden og den næste på genopstandelsen.

Optegnelser og bevaring peger på genopstandelsen. Intet forsvinder helt fra denne verden. Når nu hvert af vore ord og handlinger bliver nedskrevet og bevaret, skulle Gud da ikke kunne nedskrive alle menneskehedens ord og gerninger på en måde, der er ukendt for os? Skridt i videnskab og teknologi frembringer hele tiden nye beviser på Hans Eksistens og Enhed og bekræfter, med Koranens guddommelige oprindelse, sandheden af det islamiske trosgrundlag. For århundreder siden erklærede Koranen: (41:53).

Hvis folk virkeligt søger sandheden og ikke er blindet af fordomme, uvidenhed og verdslige ambitioner og begær, fremviser og dementerer ethvert nyt videnskabeligt fremskridt sandheden af Koranen. Vi ser, at Gud folder alting sammen i små ting, som frø. For eksempel er hvert menneske foldet ind i en spermatozo eller ind sine 46 kromosomer. Hvis vi havde 44 eller 48 kromosomer, ville vi være noget helt andet. Det er det samme, når vi dør og forsvinder i mulden, da forsvinder vor mest essentielle del ikke, som diskuteret tidligere, for Gud vil bruge den til at genopbygge os på Genopstandelsens Dag. Gud bevarer alle ting og derfor kan intet forsvinde for evigt. For eksempel en plante, der dør om efteråret eller vinteren, fortsætter med at leve i utallige minder såvel som i dens frø, som vil bringe den tilbage i en næsten identisk form det næste forår.

På samme måde som Gud bevarer tingene i deres frø, bevarer Han lyde og stemmer, tilsynekomster og syn for at fremvise dem i en anden verden. Måske vil disse lyde og syn en dag blive opdaget.

Jeg hørte engang om et eksperiment, en forsker udførte for at finde en morder. De mistænkte blev enkeltvis bragt hen under et træ, hvor forbrydelsen var blevet begået. Træet viste intet usædvanligt, før den skyldige kom nær det, da begyndte det at vise noget. På en eller anden måde havde træet optegnet morderens stemme, manerer, holdning, eller hvad han nu udviste under forbrydelsen. Gud bevarer et menneske i en spermatozo, en plante i et frø, en høne i et æg og viser os, at Han optager alle ting, ved at sætte os i stand til at optage og bevare lyde og billeder. Udfra dette ville Han da lade os, eksistensens mest ædle og perfekte mønster, klare os selv eller tillade vor optegnelse at forsvinde? Selvfølgelig ikke; tværtimod vil Han lade os genopstå i en anderledes, evig verden.

Guddommelig Magt kræver genopstandelsen. Tænk på et atom og hvordan det er dannet og opretholder sine relationer med andre atomer - det er forbløffende mirakler. Skabelsen af et solsystem eller et atom, som begge har omkredsende legemer, og derpå regulere deres bevægelser og fastlægge deres relationer er lige let for Gud. På lignende vis er en celle ligesom en selvstændig regering. Den har sine egne departementer, som hver især er forbundet med andre og regeret af et centrum, såvel som af et "finansministerium", der tager sig af dens indtægter og ud-gifter. Det er som om, at hver celle var ligeså dygtig som den dygtigste person på planeten. Dertil kommer, at der er et meget tæt og væsentligt forhold mellem disse celler, som alle regeres fra ét center: hjernen.

Disse er bare nogle få eksempler på Skaberens Magt. Alt er ligeså let for Ham. Det er ligeså let at skabe og administrere universet som at skabe og administrere et atom. Selv hvis alle mennesker arbejdede sammen om det, kunne vi ikke skabe bare ét atom. Så hvis den absolut Magtfulde siger, Han vil ødelægge universet og genskabe det i en anden form, vil Han gøre det. Da Gud ikke lyver, og Han er fejlfri, kan man tro på Hans løfter. Som det bliver fastslået i Koranen: (Koranen, 78:17-19).

Død og genoplivelse peger på genopstandelsen. En gennemgribende død og genoplivning bliver gentaget hvert år.[40] Om vinteren dækker et hvidt "ligklæde" jorden, hvis årlige livscyklus slutter om efteråret. Naturen er allerede blevet bleg og viser færre livstegn. Løvfaldet er sat ind, og til sidst står træerne som livløse, hårde knogler; græsset er rådnet bort, og blomsterne visnet; trækfuglene er taget væk, og insekter og krybdyr er forsvundet.

Vinteren, der blot er midlertidig, følges af en generel genoplivning. Varmt vejr får træerne til at knoppes og, når de bærer deres pynt, præsenterer de sig for det Evige Vidne. Mulden svulmer, og græs og blomster begynder at blomstre overalt. Frø, der faldt i jorden i det sidste efterår, har spiret, og efter at have tilintetgjort sig selv bliver de omdannet til nye livsformer. Trækfuglene vender tilbage, og jorden huser utallige insekter og krybdyr. Kort sagt fremtræder naturen for os med al dens pragt og pynt.

Tænk på fotosyntesens fænomen. Bladene på et træ er lunger, som i nærvær af sollys splitter kultveilte til ilt og kulstof, ved at afgive ilt og beholde kulstoffet, som det forbinder med brint fra det vand, det suger op fra rødderne. Med denne "magiske" kemi skaber Gud sukker, cellulose adskillige andre kemikalier, frugter og blomster (alle med hver sin smag, duft, farve og form). Den samme kultveilte og vand hjælper utallige frugter, med hver sin unikke smag, at vokse frem. Uanset hvor simpel denne proces synes, kan hele menneskehedens kollektive visdom ikke frembringe blot en enkelt frugt.

Træet bruger megen energi på denne åndedrætsproces; men den bringer det samtidigt mange fordele. Om natten vendes processen om: træet indsuger ilt og udskiller kultveilte.

Tænk over hvilke velgennemtænkte virkninger, disse ubevidste handlinger frembringer. Og spørg dig selv om noget så fuldstændigt uvidende om sin egen eksistens og helt uden valgfrihed, kunne gøre så omfattende ting, der tydeligvis kræver en altomfattende viden, magt og valgfrihed. Så den Magt, der giver et træ sådant et betydningsfuldt formål og får det til at yde så mange velgennemtænkte resultater, vil med sikkerhed ikke bare overlade frugten til sig selv. Menneskeheden er skabelsestræets frugt. Ville Gud forlade os og fordømme os til evig udslettelse? Det ville være ulogisk for Gud at skabe os til mange velovervejede formål og siden lade os forblive opblandet med mulden i al evighed. Han bevarer en frugt i minderne og gennem dens frø, ligesom Han giver en lignende tilbage den næste sommer, efter at have forfremmet den til et højere plan af tilværelsen i en dyre- eller menneskekrop. Udfra det vil Han forfremme os til et højere livsplan i en anden verden, efterfulgt efter denne verdens totale ødelæggelse.

Gud skabte verden og menneskene, da ingen af disse eksisterede. Han samlede vort legemes byggestene fra muld, luft og vand og gjorde dem til et bevidst, intelligent væsen. Er der nogen tvivl om, at den, der har lavet en maskine, kan pille den fra hinanden og samle den igen, eller at en hærfører kan samle sine spredte soldater med et trompetsignal?

På samme måde vil Gud, mens Han genopbygger verden, samle vore atomer og skænke dem en højere, evig form for liv: (Koranen 29:20) og (Koranen 30:50).

Mange andre fænomener peger på genopstandelsen. Der er forbundet stor omhu og mange formål til selv de mest tilsyneladende ubetydelige ting. For eksempel er cellulose det strukturbærende væv, der udgør hovedparten af alle planter og træer. Dets elasticitet tillader planterne at bøje sig og beskytter dem dermed mod at knække. Det er også vigtigt til at fremstille papir.

Cellulose er vanskeligt at fordøje; kun enzymer, der produceres af drøvtyggende dyr kan opløse det. Imidlertid hjælper cellulose på afføringen, for den accelererer tarmenes bevægelser og forhindrer forstoppelse. Derfor er drøvtyggere ligesom fabrikker, der ændrer materiale med cellulose til brugbart materiale. Deres afføring udgør en fortrinlig gødning, for der er utallige bakterier i jorden, som æder det. Denne proces forøger jordens produktivitet og fjerner ildelugtende ting fra den.

Hvis ikke der fandtes sådanne bakterier, ville de levende væsener ikke kunne overleve. For eksempel, hvis alle de fluer, der blev født om foråret, ikke forsvandt i jorden, ville hele planeten snart blive dækket af et tykt lag af døde fluer. Gennem manifestation af Hans Navn den Alt-Rensende bruger Gud, den Almægtige, bakterier til at rense mulden. Har du nogensinde tænkt over, hvor rene skovene er, selvom mange dyr dør der hver dag? De er så rene, fordi kødædende dyr og bakterier æder dyrenes lig. Ville Gud, Som benytter de mest ubetydeligt udseende skabninger til mange store formål, tillade os at rådne bort i jorden og dermed reducere vor tilværelse til ren formålsløshed?

Igen, et sår, der heles, viser kroppens vitalitet. En frugt minder os om det træ, der bar den, fodspor peger mod den, der gik forbi, og vand, der pibler frem, tyder på en kilde til vand. På samme vis med vore medfødte følelser for og begær efter evighed tegn på en evige Én og den evige verden. Desuden kan denne verden og dens indhold ikke tilfredsstille os. Vi oversvømmes af subtile, forfinede følelser og tragter efter høje idealer, der ikke kan være opstået i materien og den materielle verden. De er afspejlinger af de uendelige, immaterielle dimensioner i tilværelsen.

Filosoffer, især muslimske, kalder universet for en makrohuman og menneskeheden et normo-kosmos eller et mikrokosmos. Universet er ligesom os en helhed, der består af utallige dele, der alle er afhængige af hinanden. Måske er en engel blevet tildelt at repræsentere det ved at tjene som dets ånd. Hvem ved? På samme måde kan universet blive skadet og danne, som Einstein udtrykte det, nye legemer i dets fjerne hjørner. Det har også, ligesom os, et forudbestemt tidspunkt for døden.

Vi har så lidt viden om eksistens. Efterhånden som vi forøger sådan en viden, forøger vi også, paradoksalt nok, vor uvidenhed om den. Eksistensen er i en tilstand af konstant fluktuation, og vi er ikke meget mere end uvidende tilskuere. Profeten Muhammad, Guds Sidste Budbringer, plejede at bede: "Oh Gud, vis mig tingenes virkelighed."

Alt i universet har et formål. Universets økologiske system er så komplekst, og dets dele er i den grad forbundet med hinanden, at mangel, eller fjernelse, af en del kunne forårsage hele universets ødelæggelse.[41] Hvis man f.eks. dræber et træs bakterier, ville man ikke kunne få nogen frugt.

Enhver art og ting har en vigtig og unik plads i universets struktur. Et så storslået univers kan ikke være formålsløst. Det virker i henhold til en bevægelig tidslinie: sekunder peger på minutter, minutter på timer og timer på dagens slutning og morgendagens komme; dage peger på uger, uger på måneder, måneder på år og år på vort livs slutning. Tilværelsen har sine egne dage på ethvert område og dimension, og dens forudbestemte livslængde vil en dag få den til at slutte.

Desuden går tiden i cykler eller kredsløb. For eksempel har en forsker beregnet, at majs kommer i større mængder hvert 7. år, og fisk er i store mængder hvert 14. år.[42] Koranen peger på dette i Surah Yusuf. Eksistensens "liv" har bestemte tider eller cykler: livet i denne verden og i graven, for eksempel. Efterlivet, den sidste cyklus, har mange egne cykler eller tider. Koranen omtaler dem som dage, for en dag er den korteste enhed for tidscyklus. Det korresponderer med eksistensens hele liv. Dagen minder os om denne verdens opdeling i daggry, morgen, middag, eftermiddag og aften, som har deres modstykker i vort liv: fødsel og spæd, barndom, ungdom, alderdom og død, henholdsvis. Natten, på den anden side, minder om gravens mellemliggende liv og den næste morgen: Genopstandelsen.

Næsten alle fortidige folk troede på genopstandelsen.[43] Selv det gamle Ægyptens selvudråbte Faraoer troede på den og ønskede derfor at blive begravet med deres mest kostbare ting og slaver. Vi læser i inskriptioner i deres gravkamre: "Efter døden vil de syndige antage hæslige former og forblive under jorden for altid til evighed, mens rene sjæle vil slutte sig til engle og leve blandt de ophøjede."

På de lagener, der blev begravet sammen med de døde, læser vi også anråbelser som den følgende:

Hilsen til Dig, oh Ophøjede Guddommelige Væsen! Jeg er kommet til Din nærværelse for at iagttage Dit uendeligt skønne Ansigt. Skænk mig venligst denne iagttagelse. Jeg gjorde ingen fortræd og sveg ingen. Jeg fik ikke nogen til at græde, ej heller dræbte jeg nogen. Jeg undertrykte heller ingen. Jeg er her i Dit nærvær for at fremlægge min situation for Dig. Jeg ønsker blot at se Dit Ansigt.

Hvis vi søger gennem gravstederne, indskrifterne, dokumenter og kunst fra tidligere mennesker, hører vi menneskehedens suk efter evigheden runge gennem tiden. På trods af de ændringer og forvrængninger, der har sneget sig ind gennem tiden, finder vi klart bevis på en tro på evigheden i det gamle Indien, Kina og Grækenland ligesom i de fleste vestlige filosofier.

For eksempel skriver Shahristani, en muslimsk historiker og teolog, at Zarathustra sagde: "Menneskeheden har en pligt i denne verden. De, som gør deres pligter tilfredsstillende, vil opnå renhed og slutte sig til indbyggerne i de højere boliger. Men de, som ikke udfører deres pligter, vil blive fordømt til at blive under jorden i evighed."

Indien har altid været hjemsted for mange religioner, selvom det er højst sandsynligt, at de alle er forvrængede udgaver af én, sand religion. På trods af dette indeholder de næsten alle en tro på genopstandelsen og evigheden. I mange af dem har troen på evigheden ført til tro på reinkarnation. En undtagelse er buddhismen. Buddha troede ikke på evige kredsløb af reinkarnation; men tværtimod at sjæle til sidst ville nå det Absolutte Væsen og finde evig fred og tilfredshed. Sjæle, der træder ind i andre kroppe, er onde og gør således for at blive renset. Når de er rensede, vender de også tilbage til det Absolutte Væsen og finder fred og lykke.

Homer, en gammel græsk poet, skriver om sjælens ly. Han troede, at sjæle, der manifesterer sig her i legemer, har ly et andet sted. Den græske matematiker, Pythagoras, troede på genopstandelsen og holdt på, at rensede sjæle ville slutte sig til de ophøjede beboere af højere verdener, mens onde sjæle ville forblive i fangenskab på Jorden, der ville blive omsluttet af ild. Plato tilskriver Sokrates mange argumenter for genopstandelsen og det evige liv, hvor nogle lyder således:

Mennesket bør være dydigt. At blive dydig kræver modstand overfor kødelige begær. Dette betyder afsavn fra menneskets side. Dette afsavn vil blive belønnet med et evigt, lykkeligt liv.

Modsætninger følger hinanden i verden. Lys og mørke, forår og vinter, dag og nat følger hinanden. Døden følger livet, så et andet liv vil følge døden. Imidlertid vil dette andet liv være evigt.

Enhver kender følelsen af, at man tidligere har oplevet det, man oplever lige nu. Dette betyder, at vi lever dette liv i en anden verden, åndernes verden, før vi kommer her. Så dette liv er resultatet af et tidligere liv og en "øvelse" på et andet liv, der skal komme.

Selvom det er højst tvivlsomt, om det sidste argument er korrekt, og selvom det peger på reinkarnation, er det en unægtelig kendsgerning, at Sokrates og hans elev, Plato, troede på et efterliv.

Aristoteles fortyndede sin lærers, Platos, idealisme med nogle elementer af materialistisk filosofi. Men han troede på åndens eksistens og udødelighed, da han sagde: "Udover menneskets materielle krop, lever der noget immaterielt indeni det, som er udødeligt."

Både Xenophanes og Heraklit, to antikke græske filosoffer, troede på et efterliv. Den førstnævnte holdt på at, udover vor krop, har vi en sjæl, der fortsætter med at leve, efter vi dør. Blandt de principper for god moral, han argumenterede for, var: Det er umuligt for Den Ene, Som har skabt universet så smukt og udsmykkede det, på grund af Sin kærlighed til mennesket, at Han ikke vil bringe det tilbage til liv igen, efter Han har fået det til at dø. Heraklit påstod: "På den Sidste Dag vil stjerner falde ned på Jorden og omslutte den i en ring af ild. Onde sjæle vil forblive i denne ild som en straf; mens de rene vil undslippe og stige til højere boliger."

Med undtagelse af materialister som Epikur og Demokrit, troede alle de gamle filosoffer i både Østen og Vesten på efterlivet. De fleste vestlige rationalister, der beredte vejen for Renæssancen, troede på genopstandelsen og efterlivet. Blandt dem argumenterede Descartes overbevisende for sjælens udødelighed og analyserede anliggender, der tilhører efterlivet.

Også Leibniz og Spinoza troede på et andet liv. Førstnævnte mindede om Plato ved at han, i overensstemmelse med Platos ideer, talte om monader som de immaterielle dele af væsener, der må udvikle sig uendeligt. Eftersom dette ikke kan foregå i denne tidsbegrænsede verden, må der findes en evig verden, hvor de kan virkeliggøre deres uendelige udvikling. En panteist som Spinoza troede på et evigt, kollektivt liv for væsnerne. Også Bergson og Pascal troede på et efterliv.

Næsten alle filosoffer i den muslimske verden troede på et evigt liv. Selv den irreligiøse Abu al-A'la al-Ma'arri, prøvede i sin Risalat al-Ghufran at beskrive Genopstandelsens Dag i henhold til Koranens vers. Det synes som om, at Dante har tilegnet sig denne lærdes skrifter til sine beskrivelser af Paradis, Helvede og Skærsilden.

For at gøre det kort: Med undtagelse af enkelte materialister vidner de østlige og vestlige filosofiers lange historie, om en tro på genopstandelsen og et efterliv.

[39] Bukhari, Adab, 18; Muslim, Tawba, 22.
[40] Det er klart, at dette eksempel ikke gælder for de regioner i verden, som ikke oplever vinter.
[41] Sunan Abu Dawud, "Adahi", 22; Sunan al-Tirmidhi, "Sayd", 16-17.
[42] For mange andre eksempler, se: Safvet Senih, Ilim Acisindan Kader (Skæbnen set fra Videnskabens Perspektiv) (Izmir, Tyrkiet: Caglayan AS, 1985), 16-17.
[43] For kilder til de informationer, der gives i dette afsnit, såvel som oplysningerne om universaliteten i troen på Genopstandelsen: se kapitel 5.

Pin It
  • Oprettet den .
Copyright © 2020 Fethullah Gülen Webside. Alle rettigheder reserveret.
fgulen.com er officiel kilde på Fethullah Gülen, den berømte tyrkiske lærde og intellektuelle.